5 faglige minutter: Usundt fryns

Er du klar over, at du som offentligt ansat finansierer en stor del af gildet, når to ud af tre privatansatte med over en halv million kroner i årsindkomst kører deres Audi Quattro til det nærmeste privathospital med deres værkende tennisalbuer og hængende øjenlåg. Hvis de slår et smut forbi psykologen eller fysioterapeuten på hjemvejen, betaler du også.

Antallet af personer omfattet af en sundhedsforsikring gennem jobbet er steget eksplosivt, aktuelt er over én million danskere i arbejde dækkede, og for min skyld kan arbejdsgiverne forære alverdens goder inden for sundhed og velvære til deres ansatte - så længe der ikke følger sundhedspolitisk korrekthed og tvang med. Men sådan som skattereglerne og fordelingen er i dag, er det de lavtlønnede offentligt ansatte og folk uden for arbejdsmarkedet, der betaler frynset for de privilegerede i arbejde, som tillige springer alle ventelister til de offentlige ydelser over.

Reglerne siger, at arbejdsgiverne kan trække udgiften til sundhedsforsikringer fra som en driftsudgift, samtidig med at medarbejderne ikke skal betale skat af godet, og ordningerne omfatter altså næsten udelukkende privatansatte. Kun 6 pct. af de offentligt ansatte har fået en sundhedsforsikring foræret, men det er dem, der spytter langt den største del af de 900 mio. kr. i statskassen, som statens (stadigt stigende) udgifter til forsikringerne beløber sig til i år.

Selv ønsker jeg ikke at betale for de privilegeredes ret til at komme før andre i sundhedsspørgsmål, uanset om deres krop, psyke eller forfængelighed er truet, men som reglerne er, kan jeg ikke undslå mig, og intet tyder på en forandring under den nuværende regering. Alene af den grund rækker det ud over min fatteevne, at offentligt ansatte, herunder ca. 60.000 sygeplejersker, tilsyneladende ukritisk accepterer at betale for, at privatansatte får smidt en sundhedsforsikring i nakken som fryns.

En ting er, at forsikringerne altså finansieres af os, der ikke selv har adgang til goderne, men værre er, at udviklingen medfører en massiv risiko for manglende solidaritet. Jeg tvivler således på, at den én million forsikrede ligger søvnløse på grund af sygeplejerskemangelen og de pressede arbejdsforhold i det offentlige. Det mareridt kan de jo roligt overlade til os andre. Endvidere vil deres vilje til at trække pungen op af lommen i forhold til ventetidsgarantier og pleje af de gigtplagede, de gamle, folk uden for arbejdsmarkedet og folk med komplicerede sygdomsforløb i det offentlige sundhedssystem med al sandsynlighed dale.

Dette betyder ikke, at vi skal afskaffe det private sundhedssystem - konkurrence kan tilskynde både det private og offentlige til bedre resultater og tilgængelighed - og privathospitaler, læger og sygeplejersker kan ikke bebrejdes, at de samler det guld op på gaden, som regeringen drysser, men skattebegunstigede sundhedsforsikringer gennem arbejdspladsen skal ikke styre patienternes gang til det private. Det foregår mest retfærdigt gennem en stram offentlig visitation ud fra de ventetidsgarantier og kvalitetsmål, der gælder for os alle. De private leverandører må her opfylde de samme mål som det offentlige og løfte de samme opgaver, og i stedet for en (dyr) fast takstbetaling skal opgaverne sendes i licitation. Så får vi se, hvem der løser opgaverne bedst og billigst.

Mens udviklingen fortsætter sin skæve gang mod den situation, at vellønnede folk på arbejdsmarkedet klarer sig i privat regi, mens resten er henvist til et udsultet offentligt system, sover vi upåagtet videre i timen. Måske vågner vi først, når krisen har skrabet bunden, og arbejdsløsheden er steget til uventede højder, og forholdene inden for det offentlige sundhedssystem pludselig også vedrører den million forsikrede. Eller måske skal de forsikrede først lære om sundhedsforsikringer på den hårde måde, som den blogskriver på TV2, der beskriver sit forsikringsselskabs formidable evne til at finde smuthuller, som det offentlige efterfølgende må lappe"

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.