Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fristilene er afskaffet

Brugbart redskab. Nordjyske sygeplejersker er mere tilfredse med dokumentationsarbejdet end deres kolleger andre steder i landet. I ortopædkirurgien er fristilene i patientjournalerne afløst af entydige formuleringer og et afkrydsningssystem.

Sygeplejersken 2009 nr. 2, s. 19-20

Af:

Søren Palsbo, journalist

0209-19-01-2
Eva Mørch har 28 års erfaring som sygeplejerske, og hun oplever, at skemaer og papirer lægger beslag på en stadigt større del af arbejdstiden. Foto: Christoffer Regild

Langt de fleste nordjyske sygeplejersker mener, at deres arbejde med dokumentation af sygeplejen er nødvendigt, og at arbejdet har et fornuftigt omfang. Intet eller kun en meget lille del af dette arbejde er overflødigt, mener mere end 80 pct. af dem. Det gør dem til de sygeplejersker i landet, der er mest tilfredse med omfanget af dokumentationsarbejde ifølge Sygeplejerskens undersøgelse af holdningen til dokumentation.

Det glæder oversygeplejerske Lis Bjerregaard, Klinik Aalborg, Ortopædkirurgien, Nordjylland, men det kommer ikke som den store overraskelse for hende, for som hun siger:

"Det er dejligt at høre, at undersøgelsen viser det, men vi har også arbejdet meget med dokumentationsarbejdet her på stedet". Hun er oversygeplejerske i ortopædkirurgien, der omfatter en operationsafdeling, to sengeafdelinger, en ambulant afdeling i Aalborg og en anden ambulant afdeling i Dronninglund. Af plejepersonalet på 150 er omkring halvdelen sygeplejersker.

I Ortopædkirurgien Nordjylland har man et bud på, hvorfor nordjyske sygeplejersker er mere tilfredse med dokumentationsarbejdet end deres kolleger andre steder i landet. Fristilene i patientjournalerne er afløst af entydige formuleringer og et afkrydsningssystem:

"Patientjournalens dokumentation af sygepleje skal være så entydig og let tilgængelig, at den præcist beskriver plejen af den enkelte patient. Tidligere kunne der være sygeplejersker, der skrev meget mindre, mens andre skrev hele rapporter i journalen. I dag kan vi afkrydse sygeplejehandlinger, efterhånden som de er udført, og så kan mere uventede forhold beskrives på et særligt problem-ark," siger Lis Bjerregaard.

Dokumentationsarbejdet er indrettet efter forud beskrevne patientforløb i henhold til Det Nationale Indikator Projekt (NIP), og hvert år kommer nye diagnoserelaterede patientforløb til.

"Alle kan se nødvendigheden af at dokumentere sygeplejen, fordi dokumentationen er et brugbart og relevant redskab," siger Lis Bjerregaard.

Hun tilføjer, at det lokalt er oplevelsen, at lægernes og sygeplejerskernes dokumentationsarbejde supplerer hinanden fint, og at der derfor ikke er tale om unødvendig dobbeltdokumentation. De lægelige specialister er i øvrigt folk, der ikke skriver meget.

Lis Bjerregaard har været udpeget af ledelsen til at deltage i Sundhedsstyrelsens arbejde med afbureaukratisering i sundhedsvæsenet - et arbejde, der ventes at resultere i en afsluttende rapport til næste sommer.

Derfor er hun også optaget af, at dokumentationsarbejdet gøres så målrettet som muligt:

"Vi arbejder fortsat med udviklingen af vores dokumentation, og vores model for dokumentation af sygeplejen er jævnligt oppe at vende ved personalemøder. Når der kommer forslag til forbedringer eller ny dokumentation, skal de nye forslag passe til den øvrige dokumentation. Og hvis der ellers er tilslutning til forslagene, sendes de videre til vores styregruppe, der arbejder med udvikling af dokumentationen," siger Lis Bjerregaard.

Hun konstaterer, at ortopædkirurgien i Aalborg fortsat arbejder med patientjournaler på papir, men at dokumentationen er forberedt til en elektronisk udgave bl.a. ved brug af søgeord og emneord.

"Vi har talt længe om en elektronisk patientjournal, men det er ikke sikkert, at den kommer, inden jeg bliver pensioneret."

0209-20-01-2xSygeplejerske Randi Kristensen, Ortopædkirurgisk afdeling O2, Aalborg Sygehus Syd:

"Jeg bruger nok tre kvarter til en time daglig på dokumentation, selv om det kan variere noget. Faktisk synes jeg ikke, at der er noget af dokumentationsarbejdet, der er unødvendigt.

Selv om vi bruger standardplejeplaner, mener jeg ikke, at der er fare for, at plejen bliver for standardiseret. Der er stadig plads til det individuelle. Vi bestemmer selv, hvilke problematikker vi vil tage op, og hvad der kræver særlig fokus.

Det er vigtigt, at journalen har søgeord. Ellers ville den være svær at overskue." 

0209-20-02-2xSygeplejerske Hanne Gotfredsen, Ortopædkirurgisk afdeling O 2, Aalborg Sygehus Syd:

"Jeg bruger nok tre kvarter til en time daglig på dokumentation, selv om det kan variere noget. Faktisk synes jeg ikke, at der er noget af dokumentationsarbejdet, der er unødvendigt.

Selv om vi bruger standardplejeplaner, mener jeg ikke, at der er fare for, at plejen bliver for standardiseret. Der er stadig plads til det individuelle.

Vi bestemmer selv, hvilke problematikker vi vil tage op, og hvad der kræver særlig fokus.

Det er vigtigt, at journalen har søgeord. Ellers ville den være svær at overskue."
 

SVENSK MODEL FOR DOKUMENTATION

De ortopædkirurgiske afdelinger i Aalborg bruger det svensk udviklede system VIPS til dokumentation af sygeplejen. VIPS står for Velvære, Integritet, Profylakse og Sikkerhed.

Modellen omfatter sygeplejeanamnese, sygeplejestatus, sygeplejediagnose, sygeplejemål, sygeplejehandlinger, sygeplejeresultat og -epikrise. Aalborgs papirjournaler opbevares lokalt i to år og sendes derpå i fjernarkiv.