Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Manglende viden om effekt af HPV-vaccine

Sygeplejersken 2009 nr. 20, s. 47

Artiklen henvender sig til alle inden for sygeplejen. Hovedbudskabet er, at HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft også har effekt hos unge kvinder efter den seksuelle debut, hvilket ikke alle unge piger ved. Artiklen er skrevet på baggrund af et eksamensprojekt på University College Lillebælt, Odense.

Erfaringen med et eksamensprojekt udført af 2.-års-sygeplejestuderende viser, at man med få midler kan etablere et grundlag for at formidle og udføre sygepleje med udgangspunkt i befolkningens forståelse og viden om et specifikt sundhedsfagligt emne.

Eksamensprojektet er rettet mod unge 16-26-årige kvinders viden om vaccinen mod livmoderhalskræft og er udarbejdet med udgangspunkt i en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse.190 spørgeskemaer blev uddelt til unge kvinder på udvalgte ungdomsuddannelser på Fyn, og undersøgelsen havde en svarprocent på 90.

HPV-vaccinen

Vaccinen udbydes gratis indtil udgangen af 2010 til børn og unge under 16 år, herefter overgår den til børnevaccinationsprogrammet (1). Piger, der er født i 1993-1996, har via Sundhedsstyrelsen fået tilsendt et personligt brev med en folder om HPV-vaccination samt et aftalekort for at gøre opmærksom på det gratis tilbud. Dette efterlader de piger, der på nuværende tidspunkt er 16-26 år, i en gråzone. De får hverken tilsendt information eller får økonomisk bistand til vaccinen. Dette er problematisk, da undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse viser, at vaccinen ville forhindre ca. 500 kvinder i alderen 16-26 år i at dø af livmoderhalskræft og mange tusind kvinder i at få foretaget et keglesnit (2). Vi sygeplejestuderende, der har lavet undersøgelsen, er i alderen 23-25 år og befinder os i denne gråzone. Vi har selv haft oplevelsen af, at informationen ikke har været tilstrækkelig, hvad angår de nye vacciner mod HPV.

Ifølge Sundhedsstyrelsen virker vaccinen forebyggende og har størst effekt, hvis den gives til den unge kvinde, inden hun har haft sin seksuelle debut. For de unge kvinder, der allerede har haft deres seksuelle debut, har vaccinen dog stadig en effekt. Enten fordi kvinderne ikke nødvendigvis er smittet med alle HPV-typerne, som vaccinen beskytter imod, eller fordi de slet ikke er smittet (3).

De unge kvinders viden

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 95 pct. af de unge kvinder, der besvarede spørgeskemaet, har hørt om vaccinen mod livmoderhalskræft. Dog mener 70 pct., at der ikke er tilstrækkelig oplysning omkring vaccinen, hvilket indebærer, at kommende og uddannede sygeplejersker har en forpligtelse til at informere de unge kvinder, når de møder dem i deres arbejde. Vi mener, det er sygeplejerskens ansvar at informere om vaccinen, alt andet ville være uetisk set i relation til grundlaget for De Sygeplejeetiske Retningslinjer (4).

Undersøgelsen viser også, at ca. 25 pct., altså 45 af de adspurgte, ikke mener, at vaccinen har en effekt efter den seksuelle debut. 77 pct. af de adspurgte er ikke vaccineret trods oplysningskampagner i bl.a. tv og magasiner. Dette understreger vigtigheden af, at sygeplejerskerne udfører en af deres spidskompetencer, nemlig at rette misforståelser og informere. På denne måde bliver de unge kvinder i gråzonen i stand til at træffe et velovervejet valg om HPV-vaccination, da det ikke nødvendigvis er for sent for den unge kvinde at blive vaccineret.

Vigtig viden med få midler

Erfaringen med eksamensprojektet viser, at man med få midler kan få indsigt i befolkningens forståelse af et specifikt sundhedsfagligt emne. På den måde opnås en viden og indsigt, der kan danne grundlag for at formidle og udføre sygepleje, der er såvel sundhedsfremmende som forebyggende, hvilket ligeledes opfylder bekendtgørelsen for professionsbachelor i sygepleje (5). Den værste sygdom er den, man kunne have undgået.

Dorthe Pedersen, Maria Brylle, -Maria Mikkelsen og Pia Boysen er -sygeplejestuderende på University College Lillebælt i Odense.
Karen Steenvinkel Pedersen er lektor samme sted.