Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Rette kompetencer til rette opgaver

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for arbejdstilrettelæggelse. Hovedbudskabet er, at det er hensigtsmæssigt at beskrive, hvilke personalegrupper der skal udføre hvilke arbejdsopgaver. Det giver en bedre udnyttelse af kompetencer og større jobtilfredshed.

Sygeplejersken 2009 nr. 4, s. 43

Af:

Lene Dam, sygeplejerske, MVO

Det var noget rod! Afdelingssygeplejerskerne så, at sygeplejen blev varetaget for ustruktureret, og at sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ofte udførte de samme opgaver. Det kom ikke de geriatriske patienter til gode, at faggrupperne havde forskellige kompetencer.

Samtidig kunne der blandt plejepersonalet spores utilfredshed og usikkerhed på, hvem der skulle gøre hvad. De fleste troede, at "det gør den anden faggruppe" - altså meget lidt tydelighed i opgaven. Vi ved gennem litteratur og erfaring, at tydelighed og gennemskuelighed i opgaven medvirker til at øge arbejdsglæden hos plejepersonalet, så vi besluttede at gøre noget ved det!

På geriatrisk afdeling G på Bispebjerg Hospital søsatte vi derfor projektet "Rette kompetencer til rette opgaver" i marts 2008.

Projektets overordnede idé er at målrette de opgaver, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter skal udføre, med et klarere fokus på geriatriens indsatsområder.

Sygeplejerskerne er i dag i højere grad ansvarlige for at sikre, at de overordnede mål for indlæggelsen udmøntes i en række fremadrettede sygeplejemål og -handlinger og evalueringer.

Social- og sundhedsassistenterne er i dag i højere grad selvstændigt ansvarlige i forhold til den grundlæggende geriatriske sygepleje samt den ukomplicerede udskrivelse.

Ved projektets start analyserede vi målene for geriatrien og den patientorienterede arbejdsgang meget grundigt, hvilket gav os fornyet indsigt i den geriatriske patients kompleksitet. Alene dette gav os en klarhed på, hvilke opgaver henholdsvis sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er bedst uddannede til at udføre. Med denne klarhed in mente tog vi udgangspunkt i Bispebjerg Hospitals generelle stillingsbeskrivelser og beskrev de specifikke geriatriske opgaver for hver faggruppe.

De opgaver, sygeplejen skal handle på, er blevet tydeligere, og audit viser, at de fremadrettede plejeplaner giver overblik og sikrer, at målene opfyldes i højere grad end tidligere. Sygeplejerskerne udtrykker spontant, at den nye struktur giver større ejerskab, ansvar og faglig udvikling for dem.

Social- og sundhedsassistenterne udtrykker større bevidsthed om deres specielle viden og kunnen, og de bruger den målrettet i forhold til patienternes indlæggelse og udskrivelse. Endvidere føler de sig fagligt udfordrede.

Afdelingssygeplejerskerne og sygeplejerskerne med klinisk specialistfunktion har fået større indblik i personalets kvalifikationer, som de kan bruge målrettet i forhold til ledelse og pædagogik.

Undervejs er der afholdt temadage for hver faggruppe med henblik på til stadighed at gøre opgaven mere og mere tydelig, så patienterne får den rette behandling og pleje af de rette faggrupper.

For afdelingens tværfaglige personale er der afholdt informationsmøder. De problemer, der er opstået undervejs, er diskuteret og handlet på, i både projekt- og styregruppen.

Projektet ophører i marts 2009 og bliver herefter implementeret i afdelingen. Vi vil stadig arbejde på at få en høj målopfyldelse, og journalaudit bliver redskabet til at samle data i vores kvalitetsarbejde. Data vil blive diskuteret i afdelingens kvalitetsråd, hvor også nye beslutninger vil blive taget.

Lene Dam er klinisk oversygeplejerske på afdeling G på Bispebjerg Hospital.