5 faglige minutter: Halvstuderede røvere i opgaveflytningerne

Efter tre års tilvænning kan de fleste af os vist hitte rede i, om det er staten, kommunerne eller de nye regioner, der har overtaget de opgaver, amterne tidligere løste. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene, viser praksis fra det ganske land, heller ikke 85-årige fru Jensen indlagt pga. stærke mavesmerter. Hun kan på ingen måde regne med, at den faggruppe, der varetog de forskellige opgaver under hendes indlæggelse for tre måneder siden, også gør det denne gang. I røntgen er den unge læge skiftet ud med en radiograf, som foretager ultralydscanningen af abdomen.

På sengeafdelingen tager en social- og sundhedsassistent blodprøver og ekg, mens rengøringsassistenten serverer mad. Om natten, da fru Jensen forvirret søger at finde et toilet på brandtrappen, hidkaldes en intern portør til at sidde fast vagt. Under stuegangen næste dag følger lægen i hastigt trav trop med en social- og sundhedsassistent, som har gruppelederfunktion og afmelder fru Jensens hjemmesygeplejerske. Senere køres fru Jensen til koloskopi, der foretages af en sygeplejerske, og medicinen er under hele indlæggelsen ophældt af en farmakonom.

Opgaveflytning er på dagsordenen overalt i sundhedssystemet, og den større fleksibilitet skal dels løse problemet med manglen på kvalificeret sundhedspersonale, dels sikre at patienterne kan få opgaverne udført hurtigt og effektivt. Og fru Jensen kan vel være fuldstændig ligeglad med, hvem der udfører opgaverne, bare vedkommende kan sit kram"

Nej, det kan fru Jensen ikke, for der er en verden til forskel på at kunne noget og at vide, hvorfor og hvordan tingene hænger sammen.

Bemærker radiografen fru Jensens blege slimhinder og tænker på en blodprocent på 3? Fatter social- og sundhedsassistenten mistanke om et 3.-grads AV-blok, når takkerne udebliver på skærmen? Smider rengøringsassistenten fru Jensens urørte mad i skraldespanden med et tungt suk over spildet, eller tjekker hun, at gebisset er på plads? Kender portøren forskel på fru Jensens åndedræt, når ilten står på 2 eller 8 l/min.?

Får assistenten spurgt fru Jensens hjemmesygeplejerske om afføringsmønster og farve? Opdager den koloskoperende sygeplejerske det gulgrønne udflåd fra fru Jensens skede og overvejer differentialdiagnoser? Kæder farmakonomen ophældningen af Digoxin sammen med mavesmerter, appetitløshed, forvirring og behovet for en fast vagt?

Næppe, for de faglige forudsætninger mangler, og her forslår 14 dage på skolebænken eller 20 timers mesterlære som en skrædder i helvede. Imens ligger fru Jensen i sengen, og på trods af, at de enkelte opgaver umiddelbart er løst hurtigt og effektivt, er hun indlagt en uge længere end nødvendigt eller udskrives for tidligt, fordi ingen ser sammenhængene.

Den nuværende udvikling, hvor øvelsen går på at flytte opgaver mellem de faggrupper, der i forvejen er mangel på, uden at de faglige kvalifikationer for alvor følger med, efterlader trods alle gode intentioner fru Jensen på bundlinjen.

Problemet er, at der er alt for meget arbejde til alt for få ansatte, og løsningen er ikke paniske opgaveflytninger. Masser af opgaver kan overgå til faggrupper, der ikke befinder sig i sundhedssystemet, og som gerne vil ind i varmen.

Hvis opgaver skal flyttes mellem de eksisterende grupper, skal det ske via gennemtænkte og kompetencegivende uddannelsesordninger. Den aktuelle politiske beslutning om at etablere en uddannelse til klinisk ekspertsygeplejerske er her et mønstereksempel - hvis uddannelsen bliver på universitetsniveau. Vi har ikke brug for flere halvstuderede røvere.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.