Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De har den rigtige iv-adgang til kemopatienterne

Iv-pionerer. I onkologisk ambulatorium i Sønderborg er venflons ved at være fortid. Sygeplejerskerne lægger i stedet centrale katetre, PICC-lines, der kan ligge op til et år.

Sygeplejersken 2009 nr. 7, s. 26-27

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2009-07-26a
I dag skal Susanne Willadsen have sin første kemobehandling for en lungetumor. Det centrale kateter, som sygeplejerske Anna-Marie Løgstrup har lagt gennem en vene i overarmen, kan bruges til både behandling og blodprøvetagning. Foto: Lene Esthave 

"Jeg kigger grundigt efter, for når du er så tynd, er det sværere at finde en vene," forklarer sygeplejerske Anna-Marie Løgstrup, mens hun fører ultralydsscanneren hen over Susanne Willadsens overarm.

Venen skal hun bruge til at indføre et centralt kateter, en såkaldt PICC-line, der munder ud i vena cava superior, tæt på hjertet. Susanne Willadsen er kommet til Sønderborg Sygehus fra Rømø samme morgen for at få den første kemobehandling for en lungetumor. Hun er ret besværet af sin hoste, men selve proceduren, hvor Anna-Marie Løgstrup fører kateteret ind under lokalbedøvelse, er ikke slem.

En røntgenkontrol viser, at kateteret ligger korrekt, Anna-Marie Løgstrup fjerner wiren, hun brugte til indførelsen, og nu har Susanne Willadsen en iv-adgang, der kan bruges, hver gang hun skal have behandling eller have taget blodprøver. En iv-adgang med store fordele, forklarer Anna-Marie Løgstrup.

"Hver gang man giver kemo i en lille perifer vene, bliver den lidt ødelagt. Patienterne får grimme arme, venen kan revne, så kemoen siver ud og giver skader i vævet, og risikoen for infektioner og flebit er større," siger hun.

"For os som sygeplejersker er det en god fornemmelse, at der er større sikkerhed i behandlingen. Og kræftpatienter er begyndt at ringe til os f.eks. fra Vejle og Odense. Det er jo tit yngre mennesker med gode ressourcer. De går på nettet og leder efter den bedste cancer-shop. Så det her vil simpelthen blive et krav fra patienterne."

Anna-Marie Løgstrup og hendes kollega Jonna Marcussen var de første sygeplejersker i Danmark, der lagde PICC-lines. Det lærte de af svenske kolleger, og siden har de selv lært sygeplejersker fra andre danske sygehuse op i metoden. Men kateteret er ikke kun velegnet til kræftpatienter, og Anna-Marie Løgstrup håber, at spørgsmålet om den rigtige iv-adgang en dag er noget, sygeplejersker ser som deres ansvar:

"Det bør være dem, der tager spørgsmålet om en PICC-line op allerede, når man f.eks. står med en patient, der skal have antibiotika i 14 dage. I stedet for at vente, til venerne er ødelagt.

Lægerne ordinerer behandlingen, men de bliver jo ikke opmærksomme på problemerne, før sygeplejerskerne kommer og siger: Nu kan vi ikke stikke mere."

Hvad skal man specielt kunne for at lægge en PICC-line?
"Man skal være en god håndværker og kunne koncentrere sig om udstyret, samtidig med at man snakker. Og så skal man selvfølgelig uddannes i proceduren."

Hvad skal man specielt kunne som sygeplejerske i jeres ambulatorium?
"Man skal kunne kommunikere. Og man skal have et afklaret forhold til sin egen dødelighed, og hvad man tror på. Så kan man bedre tale med patienterne om disse ting."   

HVAD ER DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN PATIENT I DEN SIDSTE UGE?

"Vi fik en kvinde ind med et recidiv, som skulle have at vide, at hun nok ikke havde så lang tid at leve i. Det var en god oplevelse at få spændt et sikkerhedsnet ud under hende og familien, sat hjemmepleje og stående indlæggelse i værk, så hun og familien kunne gå trygge herfra."