5 faglige minutter: Etik på gadeplan

Som altid fredag eftermiddag er cykelstien tæt pakket med weekendhungrende københavnere, da mit blik falder på en ældre kvinde på fortovet. 20 meter fra et busstoppested, der aktuelt har flyttet plads pga. metrogravearbejdet, står hun. Hun virker lidt rådvild og knuger et buskort tæt ind til brystet. Trækplasteret til mit blik er kvindens ben. På det ene hænger en nylonstrømpe i ål, det andet og halvt så tykke er iført en støttestrømpe. Benene slutter i et par slidte udtrådte ballerinasko, og trods det kølige vejr er hun uden overfrakke.

Den faglige vurdering popper frem fra rygraden som popkorn: Kvinden er dement. Hun er gået hjemmefra, måske for at besøge sin måske afdøde søster, og nu kan hun ikke forstå, at busstoppestedet ikke er, hvor det altid har været. "Man burde egentlig ?," tænker jeg, mens lyset skifter til grønt og slipstrømmen af cyklister fører mig videre mod Knippels Bro.

Alle 5 km ud over Christianshavn og Amager nager den dårlige samvittighed. Overvejer at køre tilbage, men skal jo nå at købe ind til middagsgæsterne, og sandsynligvis er kvinden en af de mange psykisk syge, der også præger gadebilledet i København, og som ikke hilser indblanding velkommen. Lige om lidt går hun sikkert hjem, drikker en varm kop te og farver sit hår grønt.

De dårlige undskyldninger for ikke at handle rigtigt slås med min bekvemmelighed, og hensynet til mig selv løber af med sejren. Desværre. For jeg har jævnligt tænkt på kvinden siden, og fantasien, der bestemt ikke fejler noget, har haft frit løb. Avisoverskrifter som "Dement kvinde kørt over i Nyhavn" og "Københavnerne er sig selv nok" har præget flere nætters søvn.

Heldigvis er det sådan, at vi mennesker i langt de fleste situationer handler spontant og rigtigt, men få kan nok sige sig fri for at have været i en situation som i ovenstående, hvor vi skulle have handlet anderledes. Hvor der opstår en konflikt mellem det, jeg kan, skal og bør gøre. Selv kunne jeg, uden væsentlige omkostninger, have vendt min cykel og spurgt kvinden, om hun havde brug for hjælp. Middagsgæsterne ville uden tvivl guffe Nettos frosne pizzaer i sig med velbehag og ikke savne den planlagte lammestuvning. Ud fra en juridisk betragtning behøvede jeg dog ikke vende cyklen, idet kvinden ikke var i øjensynlig livsfare. Men jeg burde have gjort det ud fra de værdier, jeg almindeligvis bekender mig ved.

Oplevelsen berører dermed etikken, og når lignende situationer opstår i sygeplejen, har vi heldigvis de sygeplejeetiske retningslinjer, der kan guide. Men disse er ikke altid tilstrækkelige i en konkret situation, hvorfor det var glædeligt at høre på Sygeplejeetisk Råds 20-års jubilæumskonference den 12. maj, at der i disse år bliver etableret lokale etiske komitéer rundt i landet, hvor etikken bliver bragt til torvs. Antallet er dog stadig lavt.

Etik optager sygeplejersker, og mange vil sikkert blive glade for at høre, at vi her på Sygeplejersken planlægger at genoplive det tidligere "Dilemma" efter sommerferien, bare i en ny form. Indholdet vil være centreret om etik i sygeplejen.

Min samvittighed har det bedre, efter at jeg sidste dag passerede en klapvogn med et barn opløst i gråd og snot, som kæmpede for at komme fri af sin sele. Vognen stod 5-6 m fra en opgang uden voksne i sigte. "Moderen er nok lige oppe at hente ungens bamse," tænkte jeg og var lige ved at gå videre. Men - belært af sidst - stoppede jeg op og trøstede drengen, der var betydeligt bedre til mode, da hans far dukkede op fire minutter senere. Og faderen var på ingen måde stødt over min indblanding, tværtimod.

Så mens vi venter på, at de lokale etiske komitéer forhåbentligt skyder frem som paddehatte, bland jer hellere én gang for meget, end én for lidt. Også etikken bør poppe frem fra rygraden som popkorn. På arbejde og på gaden. er@dsr.dk

​Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.