Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Arbejdsmarkedsforsker: Aftalemodellen kan ikke sikre ligeløn

Den danske aftalemodel får dumpekarakter i en ny rapport af professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.

Sygeplejersken 2010 nr. 11, s. 15

Af:

Søren Palsbo, journalist

Modellen kan ikke bruges til at sikre ligeløn. Tværtimod er den med til at fastholde de lønforskelle, som bl.a. rammer sygeplejersker hårdt, fastslår han i sin rapport.

"I 40 år har de kvindedominerede fagforbund løbet panden mod en mur, når de er gået efter at få penge til ligeløn. De kvindedominerede fagforbund har ikke fået hjælp fra systemet. Tværtimod. Systemet sikrer, at de én gang etablerede lønrelationer bliver bibeholdt i det store hele. Så det er helt forkert at tro på, at den danske aftalemodel i den offentlige sektor kan sikre ligeløn. Det kan den slet ikke. Derfor må systemet laves om," siger Henning Jørgensen.

Han beskriver i rapporten, hvordan tjenestemandsloven fra 1969 bl.a. gav sygeplejerskerne en markant lavere lønindplacering end sammenlignelige grupper i det offentlige. Det efterlod sygeplejerskerne med et løngab på 18 pct., som i dag - 40 år senere - er nogenlunde det samme og dermed har vist sig umuligt at indhente via forhandlingssystemet.

Solidarisk skakmat

"Systemet er indrettet sådan, at hver gang en fagforening eller gruppe skal have nogle forbedringer, så skal det tages fra den samlede lønsum, som er bestemt af arbejdsgiverne, og de mandsdominerede fagforbund vil ikke være med til at lave en sådan omfordeling. Det betyder, at man holder hinanden i skak. Og derved bliver de nuværende lønforskelle ved med at eksistere," forklarer Henning Jørgensen.

LØNKOMMISSIONENS OPGAVE

Lønkommissionen blev nedsat af regeringen i efteråret 2008 med repræsentation af de offentlige arbejdsgivere inklusive Finansministeriet, lønmodtagernes hovedorganisationer og de store forhandlingsfællesskaber KTO og Sundhedskartellet. Desuden har en række enkeltpersoner været medlem af Lønkommissionen som eksperter på forskellige områder.

Lønkommissionen blev nedsat som en direkte følge af de store arbejdskonflikter i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2008. Under den forhandlingspolitiske uenighed, som førte til konflikten, lå der en teknisk uenighed om, hvordan man opgør løn, og hvordan man sammenligner løn mellem faggrupper. Lønkommissionens redegørelse konstaterer, at arbejdet i kommissionen har ført til definition af nye lønbegreber og en langt større fælles forståelse af de problemstillinger, som kommissionen har beskæftiget sig med.