I behandling på fjerde år: Jeg bliver så aggressiv

Ryan Christians muskler spænder og strammer meget, og derfor skal han bruge lang tid på at strække ud og spænde af, inden han kan begynde på sin protesetræning. Det er især ballemusklerne på for- og baglår, han skal arbejde med. Når protesen er kommet på, kan han holde ud at have den på i to timer ad gangen, hvorefter han må have den af igen. Han kommer hver dag på Walter Reed Army Medical Center og træner både alene og sammen med sine fysioterapeuter. Det går meget langsomt, synes han, men "det går dog fremad." Foto: Nils Lund Pedersen

Ryan Christian presser kæberne sammen og svinger sig op på sine krykker. Han er så fokuseret, at han ikke ænser omverdenen. Han lukker øjnene og puster ud. Nu er det nu. Nu skal han som et led i dagens træning tilbagelægge 40 meter på sine nye benproteser. Det er et helvede af frustration, smerte, dårlig balance og manglende kontrol over proteserne. I november 2006 var Ryan Christian 21 år og gjorde tjeneste som stabssergent i Irak. Da en bombe sprang under ham, mistede han begge ben og dele af underarmene.

"Jeg kiggede ned ad mig selv og kunne se, at mine ben var væk," siger Ryan om eksplosionen.

"It crushed me."

I dag er Ryan Christian dagpatient på Walter Reed Army Medical Hospital i Washington. Han kommer hver dag for at træne og for at møde andre amputerede soldater for ikke at blive skør.

"Jeg har altid haft temperament, men min lunte har aldrig været kortere end efter ulykken. Jeg kan blive så frustreret og så aggressiv. Jeg har arbejdet på min genoptræning i over tre år, og jeg kan stadig ikke engang stå på mine proteser uden at bruge krykker."

Svamp angreb underliv

Mens de andre amputerede soldater går, løber og klatrer selvsikkert rundt i træningslokalet med deres proteser, sidder Ryan Christian stadig i rullestol, fordi han igen og igen har været gennem store operationer, der hver gang har svækket ham og tvunget ham tilbage til start.

Da Ryan Christian kom hjem fra Irak og blev indlagt på Walter Reed, kunne lægerne konstatere, at de ikke kun havde en skamsprængt krop at arbejde med. En aspergillusinfektion var rejst med ham hjem fra Irak, og den åd sig bogstaveligt talt ind på hans krop. Stykke efter stykke har lægerne skåret svampen ud af Ryan Christians krop. Den sjette og seneste operation fjernede en stor del af hans underliv og efterlod ham med kateter og stomipose.

"Men nu skal jeg vist ikke opereres mere," mener Ryan, at lægerne har sagt til ham.

Godmodig hund giver ro

Nu kan Ryan Christian - for sjette gang - begynde den genoptræning, der skal gøre ham fortrolig med sine benproteser, så han en skønne dag kan forlade hospitalet.

Han er ikke længere indlagt, men bor sammen med sin mor og to brødre i nærheden af hospitalet. Dagene går med at træne og være frustreret. Han bliver så frustreret, at han har brug for hjælp til at slappe af. Den hjælp får han fra Theodore, en sort retrieverlignende hund, der ligger roligt ved siden af kørestolen. Theodore er en "companion dog", der nok hjælper med praktiske opgaver i det daglige såsom at hente ting, men hvis fornemste opgave er at holde Ryan Christian med selskab. De to er sammen alle døgnets timer, og Theodores afslappede og godmodige væsen smitter af på den unge veteran.

Når dagen oprinder, hvor han for sidste gang forlader militærhospitalet i Washington og begynder på et nyt liv, vil han ikke tilbage til militæret.

"Jeg vil på universitetet og læse business." Sætningen kommer langsomt og næsten hviskende. Som om han ikke er helt sikker på, at den dag nogensinde oprinder.
 

Læs også "Benhård pleje til veteraner"