Ingeniøren og sygeplejersken

Der er langt til ligeløn hjemme i rækkehushaven i Rødovre. It-ingeniør Lars Jakobsen tjener en tredjedel mere end sin kone, udviklingssygeplejerske Susanne Parbst. Foto: Søren Svendsen

Hun er specialuddannet sygeplejerske og har været afdelingsleder i syv et halvt år. Han er diplomingeniør uden lederansvar. Alligevel får han hvert år omkring 200.000 kr. mere i lønningsposen end hende før skat.

Sådan ser regnskabet ud hjemme hos den 51-årige udviklingssygeplejerske og demenskonsulent Susanne Parbst og hendes mand den 55-årige privatansatte maskiningeniør Lars Jakobsen. Parret bor i et rækkehus i Rødovre sammen med deres 14-årige søn.

Susanne Parbst har taget lederlinjen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og er i øjeblikket ved at afslutte den sociale diplomuddannelse. Til daglig indgår hun i ledergruppen som udviklingssygeplejerske på et ældrecenter i Brøndby Kommune. Lars Jakobsen, der har en tre et halvt års uddannelse som maskiningeniør, er ansat som it-ingeniør i FLSmidth Koncernen.

Kæmper for sin løn

usanne Parbst tjener 424.880 kr. om året og får derudover 8,8 pct. i pension - i alt 462.500 kr. Den pæne løn hænger sammen med hendes specialuddannelse, syv et halvt års ledererfaring samt det faktum, at hun har været meget bevidst om selv at forhandle sig til ekstra tillæg. Indtil for tre år siden var hun afdelingsleder på sin arbejdsplads, og da afdelingen blev nedlagt, og hun fortsatte i en anden funktion, bevarede hun sin hidtidige gage.

"Da vi var ude at aktionere under strejken i 2008, sammenlignede jeg min løn med de andre udviklingssygeplejersker og afdelingsledere i kommunen. Jeg kunne se, at jeg havde mere uddannelse og ledererfaring, og så gik jeg tilbage og trykkede ganske alvorligt på ledelsen, og det gav resultat," fortæller Susanne Parbst, som på det tidspunkt var parat til at sige sit job op, hvis ikke hun fik en lønstigning.

Susanne Parbst understreger, at arbejdsvilkårene er vigtigere for hende end lønnen, men omvendt skal lønnen være retfærdig.

"Jeg skal have det godt på mit arbejde, og jeg skal kunne lide det, jeg laver. Og jeg er superglad for mit arbejde. Men på det tidspunkt oplevede jeg, at lønnen var uretfærdig, og det gik ud over min værdighed og tilfredshed med jobbet."

Mennesker har lavere værdi

Lønsedlerne hos familien i Rødovre afspejler en af Lønkommissionens vigtigste konklusioner: Nemlig at arbejdet med teknik og maskiner værdisættes højere end arbejdet med mennesker, og det finder Susanne Parbst urimeligt.

"Når jeg sammenligner mit job og min uddannelseslængde med min mands, så synes jeg ikke, det er rimeligt, at der skal være den lønforskel," siger Susanne Parbst, som mener, at sygeplejerskernes lavere løn skader ligestillingen mellem mænd og kvinder:

"Det betyder f.eks. rigtig meget for mig, at jeg ikke skal være afhængig af min mands løn. Det betyder også, at det er sværere for mændene at tage barsel, hvis de tjener mest, og det er dumt rent samfundsmæssigt. For hvis mændene tager barsel, får de også en tættere tilknytning til børnene, og de finder det naturligt at passe dem under sygdom. Samtidig synes jeg, at uddannelse skal kunne betale sig," siger Susanne Parbst, som også er meget bevidst om, at hun ikke ønsker at blive en fattigere pensionist end sin mand.

Derfor er parrets pensionsindbetaling afstemt, så de hver især får det samme udbetalt, når de skal på pension.

Udbud og efterspørgsel

Men den økonomiske krise betyder, at et markant lønløft for sygeplejersker kan have lange udsigter.

"Set fra min lille husholdning ville det derfor være fint, om vi delte vores løn, så vi hver fik lige meget, selvom jeg godt ved, det er helt urealistisk," siger Susanne Parbst og griner. Og forslaget afvises da også pure af hendes mand:

"Min løn handler om udbud og efterspørgsel. Hvis jeg kan opnå en god løn, er det, fordi nogen vil betale mig for det. Som ingeniører er vi om nogen udsat for konkurrence. Jobbene forsvinder til Indien og Kina, og det er slet ikke sikkert, at jeg kan bevare min løn i fremtiden," siger Lars Jakobsen, som mærker globaliseringen i hverdagen.

Hans egen afdeling tæller i dag 15 medarbejdere i Valby og et halvt hundrede kolleger i Indien, og FLSmidth har inden for de seneste 10 år opbygget en afdeling i Indien med 2.000 ansatte.

Offentligt betalt frokost

Lars Jakobsen henviser også til, at han hver uge arbejder to en halv time længere end sin kone, fordi han ikke har betalt frokost:

"Hvis Susanne tog en tilsvarende stilling i det private og så i øvrigt arbejdede to en halv time mere om ugen, så ville hun også tjene mere," siger Lars Jakobsen.

Susanne Parbst understreger, at selvom sygeplejersker på papiret har ret til betalt frokost, så er det langtfra hver dag, at hun har tid til at holde pause.

Fravalgte barsel pga. jobusikkerhed

Selvom der i øjeblikket fyres sygeplejersker på hospitaler og i kommuner, så har Lars Jakobsen gennem hele sin karriere måttet leve med en langt større jobusikkerhed end sin kone. I sin tid kunne han ikke holde barselsorlov, selvom han egentlig gerne ville, pga. de pressede forhold på sin daværende arbejdsplads.

Under finanskrisen har flere afdelinger i FLSmidth skilt sig af med halvdelen af ingeniørerne, og lønstigninger kommer slet ikke på tale.

"Situationen i min kommune er også usikker på grund af besparelser i kommunen, og jeg har selv prøvet at miste mit arbejde for tre år siden. Men som sygeplejerske kan jeg altid få et job, og jeg anerkender da, at Lars må leve med en større usikkerhed end jeg. Vi har tit sagt: "Det er ikke nu, vi skal bygge sommerhus, for vi ved ikke, hvad fremtiden bringer," fortæller Susanne Parbst.

Flere penge og flere mænd

Susanne Parbst mener, at tiden er inde til, at samfundet gør noget mere for at rette op på de store lønforskelle mellem kvindefag, der arbejder med omsorg, og mandefag, der arbejder med teknik og maskiner:

"Der er jo ikke en enkelt løsning på problemet. Der skal bruges rigtig mange instrumenter. Jeg synes f.eks., man skal gøre som i Norge og sikre, at en del af barslen øremærkes til mændene. Det vil betyde noget for ligestillingen, og så kan arbejdsgiveren ikke vælge en kvinde fra, fordi hun skal have barsel," siger Susanne Parbst. Og det forslag er Lars Jakobsen helt enig i.

Susanne Parbst mener også, det er vigtigt, at politikerne afsætter ekstra penge til ligeløn, og så skal der flere mænd ind i sygeplejen og flere kvinder ind i mandefag. Desuden mener hun, at sygeplejersker skal blive bedre til at forhandle deres egen løn.

"Under konflikten hørte jeg mange sygeplejersker sige: "Hvorfor gør Dansk Sygeplejeråd ikke mere for vores løn"" Og selvfølgelig skal fagforeningen gøre noget for, at medlemmerne får mere i løn. Men vi skal også selv tage teten og forhandle os til en bedre løn og eventuelt være parat til at skifte job. Ansættelsessituationen er jo altid den bedste mulighed for at opnå en ordentlig løn."