Det handler om at høre til

Mange næsten færdiguddannede sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker er usikre på, om de kan leve op til de krav og forventninger, de oplever i mødet med kollegerne på de kliniske afdelinger. Det kan i værste fald føre til, at studerende forlader uddannelsen, og nyuddannede forlader faget, marginaliserede og desillusionerede.

Med det udgangspunkt er gennemført et ph.d.-projekt, "At blive og at være sygeplejerske", hvor ni sygeplejestuderende har været fulgt i en periode af deres sidste kliniske uddannelsesforløb efterfulgt af en periode et halvt år efter, at de som færdiguddannede sygeplejersker var kommet i arbejde på en klinisk afdeling. Det indkredser, hvad der skal til, for at man som næsten færdiguddannet eller nyuddannet sygeplejerske får en positiv oplevelse af at være en del af det faglige fællesskab på en afdeling.

Tendens til isolation

Man skal både være og opleve sig som aktiv deltager i fællesskabet for at få andel i de erfaringer og de kundskaber, som den samlede gruppe af sygeplejerskekolleger sidder inde med. Der er imidlertid en tendens til, at man iscenesætter læringsforløb via vejledere og i studieenheder, der delvist er isoleret fra kollegerne og den daglige praksis. De menige sygeplejersker finder det derfor naturligt at henvise studerende og nye kolleger til de ansvarlige vejledere med de faglige spørgsmål, der trænger sig på, for det er de jo ansat til at tage sig af. Det sker i den bedste mening, men konsekvensen er, at det kan være vanskeligere for studerende og nyuddannede at få del i den viden og de erfaringer, som hele gruppen af kolleger rummer. Det er også sværere for sygeplejersker med mange års klinisk erfaring at få del i de nyeste faglige opdateringer, som de studerende og nyuddannede har med i bagagen.

Ansvaret bekymrer

Data viste, at graden af de ni personers aktive deltagelse i praksisfællesskabet i markant grad hang sammen med, hvordan de havde oplevet samspillet med det øvrige personale. Det var et fællestræk for de ni, at de havde mange bekymringer over at skulle påtage sig et selvstændigt ansvar som nyuddannede. Måden, de håndterede ansvaret på, var tydeligvis både påvirket af, hvor selvstændigt de havde arbejdet som næste færdiguddannede sygeplejersker, og hvordan interaktionen med det øvrige personale havde været.

Læring som et fælles projekt

Hvis man som udgangspunkt mener, at aktiv deltagelse i det faglige fællesskab har en positiv betydning for læring i praksis, er det vigtigt at få gjort opmærksom på, at hele personalegruppen, også menige sygeplejersker og andre fagfæller, har en stor rolle at spille i den sammenhæng. Det er med det udgangspunkt ikke optimalt, hvis opgaven kun hviler på skuldrene af de kliniske vejledere eller instruktionsansvarlige.

Ph.d.-projektet afdækker, at en af de måder, man sparrer fagligt på, er ved, at den nyuddannede stiller et spørgsmål om en konkret problemstilling og får et konkret svar. Den form for vidensdeling er i sagens natur begrænset af, hvilke spørgsmål der tilfældigvis bliver rejst.

Nyuddannede og garvede kan lære af hinanden

Etableringen af faglige fora på afdelingerne med tilbagevendende drøftelser vil være en bedre metode til at styrke præ- og postgraduate sygeplejerskers mulighed for både at få afprøvet synspunkter og få del i de mere garvede sygeplejerskers erfaringer. Disse får til gengæld en bredere adgang til den nyeste viden via de studerende og nyuddannede sygeplejersker.

Resultaterne ligger i tråd med beslægtede udenlandske undersøgelser. De peger på vigtigheden af, at man som medarbejder får oplevelsen af at høre til i fællesskabet på sin arbejdsplads. Det anbefales, at der sættes yderligere undersøgelser i værk på området herhjemme.

Lars Thrysøe er ansat som uddannelseskonsulent, Afdelingen for Ledelse, Organisation og Uddannelse, Odense Universitetshospital.