Vi blev i realiteten anklaget for mord

Er patienten død?" Sådan spurgte Mette forundret, da hun vendte tilbage til sin arbejdsplads efter en ferie. Den ældre mands død kom uventet, og forløbet havde været helt specielt. Patientens søn havde været kontrollerende helt ned til mindste detalje. Selvom sygeplejerskerne gjorde deres bedste, var det aldrig godt nok, og de følte sig overvåget af den pårørende, som selv var ansat i sundhedsvæsenet.

Mette var på det tidspunkt afdelingssygeplejerske på en presset medicinsk afdeling i provinsen, og hun var ikke i tvivl om, at det uventede dødsfald kunne resultere i en klagesag. Hun gik derfor med det samme til den ansvarlige overlæge og gennemgik hele forløbet.

Først to måneder efter modtog afdelingen et ni sider langt brev fra Patientklagenævnet. Klagen satte en gruppe læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på pinebænken i næsten to år. Sagen endte med, at Mette og hendes kollega Lise slap for påtale, mens et par af sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne fik en mild kritik.

Søvnløse nætter

Det er en grå regnvejrsdag et par måneder efter, at der omsider er blevet sat punktum i klagesagen. De to sygeplejersker, Mette og Lise, sidder ved kaffebordet i Mettes stue med en idyllisk udsigt over havet og fortæller om et forløb, som har resulteret i søvnløse nætter og overvejelser om helt at droppe sygeplejen. De har begge mere end 25 års erfaring i deres fag, og Lise er med Mettes ord "en af de sygeplejersker, som de unge læger kommer til, fordi hun er så suverænt dygtig i klinikken".

Den ældre mand var en kompleks patient. Da han blev indlagt på den medicinske afdeling, var han afmagret, dehydreret og tog mange slags medicin, men intet tydede på, at hans tilstand var livstruende.

"Vi var på det tidspunkt en presset afdeling med overbelægning. Vi manglede seks sygeplejersker, og selvom der kun var plads til 23 patienter, lå der 26 patienter på afdelingen. Kun de mest erfarne sygeplejersker blev sendt ind til den ældre mand. Set i bakspejlet kan man vel næsten sige, at han fik positiv særbehandling. Men alligevel var den pårørende ikke tilfreds. Jeg tog på et tidspunkt et møde med ham og bad ham skrive kritikpunkterne ned, og mødet sluttede med, at han erklærede sig tilfreds med behandlingen. Dødsfaldet kom uventet, mens jeg var på ferie, og desværre blev der ikke foretaget obduktion, der kunne have klarlagt dødsårsagen. Efter dødsfaldet henvendte jeg mig til den pårørende for at invitere ham ind til en samtale, men han tog ikke imod tilbuddet," fortæller Mette

Frygt for gabestok

Netop fordi personalet følte, de havde gjort deres yderste, føltes klagen fra Patientklagenævnet ekstra hård.

"Havde det ikke været for indlæggelsen på afdelingen, havde min far været i live i dag," hed det i brevet, som derefter opremsede en stribe klager over plejen og den lægelige behandling. Bl.a. var patientens ernæring for dårlig, selve screeningen for tryksår blev kritiseret for at være utilstrækkelig, selvom patienten hverken havde sår eller mærker, og Lise fik kritik for ikke at have ført regnskab med patientens væskebalance. Mette var involveret i sagen, fordi hun som afdelingssygeplejerske havde et ansvar for hele forløbet.

Mette indkaldte hurtigt de sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der var berørt af klagen, til et møde. De var lamslåede.

"Vi var jo i realiteten blevet anklaget for mord. Jeg havde det på det tidspunkt sådan, at hvis jeg kunne få et job som kassedame i Netto, så havde jeg taget det," fortæller Mette.

For både Mette og Lise var tiden efter klagen præget af nætter uden søvn og dage med fysisk ubehag og opkastninger. Sagen tog så hårdt på en af de unge og meget ambitiøse sygeplejersker på afdelingen, at hun i begyndelsen ikke turde gå alene ind på en stue og alvorligt overvejede at skifte fag.

"Jeg tror aldrig, jeg i min karriere som sygeplejerske har følt mig så ydmyget og demoraliseret. Jeg drømte om skemaer om natten og vågnede op og tænkte: "Har jeg nu udfyldt den rubrik helt rigtigt?" Jeg frygtede også at blive nævnt ved navn på Patientklagenævnets hjemmeside. Vi talte meget om forløbet på arbejdspladsen, og nogle gange tror jeg, kollegerne tænkte: "Nu gider vi altså ikke høre mere om den sag." Selvom min familie prøvede at forstå mig, var det svært for dem at sætte sig ind i, hvor belastende sagen var," fortæller Lise. Først efter et stykke tid blev hun bedre til at lægge sagen til side.

Hjælp fra Dansk Sygeplejeråd

Kort efter at hospitalet havde modtaget klagen, ringede Lise og et par af hendes kolleger til Dansk Sygeplejeråd for at få juridisk assistance.

"Hvis ikke det havde været for hjælpen fra fagforeningen, tror jeg ikke, vi var kommet så godt igennem forløbet. Vi fik en fantastisk faglig og personlig støtte og konkret juridisk vejledning. Når man modtager et brev fra Patientklagenævnet første gang, har man 14 dage til at lave en besvarelse. Det er meget kort tid, så konsulenten fra DSR hjalp os i første omgang med at bede om udsættelse. Herefter fik vi hjælp til at formulere vores svar."

Lise og Mette gjorde i sagsforløbet meget ud af at komme med en indsigelse, fordi de følte, at klagen var uretfærdig. Efter årsskiftet fik de endelig besked om, at de ikke fik nogen påtale.

Mette har i dag fået en lederstilling på en anden arbejdsplads:

"I dag tror jeg ikke, jeg ville turde arbejde som menig sygeplejerske på en sengeafdeling. Når man er ærekær og gerne vil gøre sit arbejde så godt som muligt, er man utrolig udsat. Samtidig kan man som sygeplejerske ikke lade være med at spørge: "Hvad er ledelsens ansvar på arbejdspladser med helt urimeligt pressede arbejdsvilkår, som øger risikoen for fejl?"

De to sygeplejersker betegner i dag klageforløbet som umenneskeligt for personalet og utilfredsstillende for den part, som klager.

"Jeg blev ked af det, fordi jeg følte mig ramt på min faglighed. Men det må også være opslidende for klageren. I den konkrete sag fik den pårørende ingen mulighed for at få afsluttet forløbet omkring faderens uventede død før efter sagens afslutning," siger Lise.

Mette synes, det har været frustrerende ikke at kunne mødes med den pårørende og få talt forløbet igennem:

"Vi foreslog et møde med den pårørende, men det tilbud tog han ikke imod. Jeg tror, det ville være bedre for alle parter, hvis klageren og personalet kunne mødes til en dialog om, hvad der var foregået. Som det er nu, tager angsten over, og det lærer vi ikke noget af. Vi kan godt forstå, at han er ulykkelig over at have mistet sin far, og vi er også ulykkelige over, at det gik, som det gik. Vi har jo ikke haft til hensigt at gøre skade."

Tidligere har Lise og Mette haft et pragmatisk forhold til dokumentation. Men klagesagen har skærpet deres bevidsthed om at skrive alt ned, så de er garderet i tilfælde af en ny klagesag. Lise ser dog en bagside ved den prioritering:

"Risikoen er, at skemaerne kommer før patienten. I øjeblikket indføres Den Danske Kvalitetsmodel. Det er en god model, men spørgsmålet er, om der er ressourcer til at føre den ud i praksis. I mange tilfælde er det urealistisk at passe patienterne og samtidig udfylde alle skemaer til punkt og prikke. Desværre nærmer vi os en situation, hvor det nærmest er ligegyldigt, om patienten er faldet ned på gulvet, hvis bare skemaerne er udfyldt korrekt. Det er jo ikke nødvendigvis en god udvikling for patienterne, hvis sygeplejerskerne tænker mere og mere på at have ryggen fri."

Mette og Lise har valgt at optræde under andet navn, men deres navne er redaktionen bekendt. Detaljer i forløbet er ændret, så sagen ikke kan genkendes.