Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker går ikke til pressen

Ni ud af 10 adspurgte sygeplejersker, som oplever uholdbare forhold på deres arbejdsplads, undlader at rejse kritikken i offentligheden. Det viser en undersøgelse fra FTF. Sygeplejerske Stine Reunert gik til pressen med kritik af forholdene på medicinske afdelinger. Hun har ikke fortrudt.

Sygeplejersken 2010 nr. 18, s. 39

Af:

Mads Krøll Christensen, journalist

SY-2010-18-39xStine Reunert (tv.) har ikke fortrudt, at hun offentligt kritiserede forholdene på hovedstadens medicinske afdelinger. I 2007 modtog hun sammen med sygeplejerske Bettina Kølle (th.) fagbladet Sygeplejerskens ytringsfrihedspris, Kirsten Stallknecht Prisen, der hvert andet år uddeles til sygeplejersker, som har markeret sig i den offentlige debat. Arkivfoto: Heine Pedersen 

Ifølge en undersøgelse som FTF – hovedorganisation for bl.a. sygeplejersker – har foretaget blandt 439 sygeplejersker, har 57 pct. af sygeplejerskerne oplevet uholdbare forhold på arbejdspladsen, som de mente, at offentligheden burde have kendskab til.

Tallene viser dog også, at hele 91 pct. af dem ikke fortalte offentligheden om de uholdbare forhold. ”Det er en oplagt mulighed for sygeplejersker at gå til medierne med uholdbare forhold i sundhedsvæsenet, hvis ledelsen på arbejdspladsen ikke kan eller vil løse problemet. Desværre frygter mange sygeplejersker, at det vil skabe problemer for dem og måske få konsekvenser for deres ansættelsesforhold, hvis de udtaler sig kritisk i medierne,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Kronik fik Løkke i samråd

En af de sygeplejersker, der har stået offentligt frem med kritik, er Stine Reunert. Tilbage i 2007 arbejdede hun som sygeplejerske på en medicinsk afdeling i Region Hovedstaden.

”Jeg valgte at skrive en kronik, fordi jeg var enormt frustreret over forholdene på den afdeling, hvor jeg var ansat. Det var dels arbejdsforholdene, men nok mest forholdene for patienterne, der var meget kritisable. Og da jeg havde arbejdet som vikar på andre medicinske afdelinger i regionen, vidste jeg, at forholdene mange andre steder var uholdbare,” fortæller Stine Reunert.

Hendes kronik i Dagbladet Politiken, ”Patienten har det ikke godt”, vakte en del røre både i medierne og på gangene på Christiansborg.

Flere medier viderebragte historien, og den daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev kaldt i samråd om problemerne.

”Det var bestemt det værd. Jeg fik skabt ret stor opmærksomhed om forholdene på de medicinske afdelinger generelt. Jeg gjorde også det, at jeg sendte et link til min kronik til de sundhedspolitiske ordførere på Christiansborg,” fortæller Stine Reunert, der, inden hun gik i pressen, havde forsøgt at løse forholdene internt på arbejdspladsen.

Direktionen på hospitalet fik også kronikken til orientering, inden den blev bragt. Stine Reunert har ikke fortrudt:

”Men vælger man at gå i pressen, skal man være parat til at møde modstand.”

Dansk Sygeplejeråd gør meget for at klæde tillidsrepræsentanterne på til at gå i medierne.

”Det kan virke grænseoverskridende at stille sig op foran et kamera og rejse en problemstilling fra ens arbejdsplads. Derfor afholder vi kurser i pressehåndtering for vores tillidsrepræsentanter, ligesom de kan kontakte vores kommunikationsafdeling stort set døgnet rundt for råd og vejledning,” siger Grete Christensen og tilføjer:

”Tallene fra FTF bekræfter desværre vores fornemmelse. Derfor vil vi nu undersøge problemets omfang mere indgående.”

Læs FTF’s undersøgelse ”Offentligt ansattes ytringsfrihed anno 2010”