Den terrængående problemløser

Foto: Per Morten Abrahamsen

På det hvidskurede egetræsbord i havestuen med store glaspartier og et maleri med stærke røde og gule farver på væggen står en mobiltelefon og en bærbar arbejdscomputer. Det er en af de sjældne dage, hvor Grete Christensen er hjemme i parcelhuset i Holbæk før klokken 15. Men fri har hun ikke. Under interviewet skæver hun med jævne mellemrum diskret til telefonen, og computeren står tændt til langt ud på aftenen.

Sådan har det været, siden den 53-årige Grete Christensen sidste år blev valgt som formand for Dansk Sygeplejeråd. For selvom den tidligere intensivsygeplejerske har været fagforeningspolitiker i 20 år og næstformand for Dansk Sygeplejeråd siden 1998, så gør det alligevel en forskel at være sygeplejerskernes førstekvinde. Flere af ugens dage bliver det så sent, at hun må overnatte i Dansk Sygeplejeråds lejlighed i København.

”Selvom vi er en formand og to næstformænd med hver vores ansvarsområder, så er det især formanden for en organisation, politikere og medier efterspørger. Det er vigtigt, at vi er et talerør for alle sygeplejersker, og at fagforeningen har en tydelig stemme. Derfor bruger jeg meget tid på at fortælle om Dansk Sygeplejeråds synspunkter til omverdenen og pressen,” siger Grete Christensen, mens hun byder på muffins. Hun er høj og slank og gestikulerer ivrigt, når hun taler.

Kroppen er sportstrænet, og hun rejser sjældent uden at have løbeskoene med i tasken.

”Jeg får nye idéer, når jeg løber. Vi må tænke lidt anderledes og passe på, at vi ikke gør det samme, som tidligere ledere har gjort. Det er ikke nok at sidde ved forhandlingsbordet. Derfor bruger jeg rigtig meget tid på at møde medlemmerne på arbejdspladserne,” siger Grete Christensen og henviser til, at det seneste år har været turbulent pga. fyringer og nedlæggelse af stillinger.

Vent 10 år på efteruddannelse

Grete Christensens eget engagement i fagforeningspolitik startede i 1984. Hun var sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Holbæk Sygehus. På jobbet underviste hun ofte de studerende. Derfor spurgte hun afdelingssygeplejersken om muligheden for at komme på efteruddannelse: Svaret lød:
”Du kan godt blive skrevet op, men det tager 10 år, inden det bliver din tur.”

”Jeg tænkte: ”Det kan ikke være rigtigt.” Da afdelingens tillidsrepræsentant flyttede til en anden afdeling, og de andre kolleger spurgte: ”Grete, kunne du ikke tænke dig opgaven?” sagde jeg ja, selvom jeg ikke vidste ret meget om, hvad det indebar. Og jeg har været bidt af fagpolitik lige siden. Jeg har lært meget af uddannelsen som tillidsrepræsentant, og som formand oplever jeg hver eneste dag som ren kompetenceudvikling,” siger Grete Christensen, og de gråblå øjne lyser energisk gennem brilleglassene.

Starten af firserne var præget af fyringsrunder i sundhedsvæsenet. Dengang kombinerede Grete Christensen det travle job som fællestillidsrepræsentant med at være mor til to små børn. En søn, der i dag arbejder i en bank, og en datter, der læser jura. 

Indimellem gik bølgerne højt på Holbæk Sygehus. F.eks. da en gruppe ledere nedlagde arbejdet i protest mod besparelserne, selvom de var tjenestemænd:
”På den måde går tingene i ring i sundhedsvæsenet. De besparelser, vi oplever i dag, har vi set tidligere,” konstaterer Grete Christensen.

En stille pige

Grete Christensen kommer fra et arbejderhjem i St. Merløse på Sjælland og voksede op i en søskendeflok på tre. Hendes far var lastbilchauffør og kørte ofte til udlandet. Moderen var hjemmegående.

”Det var et trygt og roligt hjem, og vi fik en fantastisk god ballast.”

 I skolen var Grete nysgerrig, stille og pligtopfyldende. Men hun blev skubbet til, fordi kammeraterne på centralskolen mente, hun vidste for meget og var for ivrig i timerne.

”Man bliver nok lidt stille, når man oplever, at det ikke er i orden at stikke næsen frem. Og hjemmefra er jeg opdraget til at være ydmyg og ikke sige noget, før jeg er 110 pct. sikker. Den opdragelse har fulgt mig. Jeg har lært, at tingene skal gøres ordentligt. Og det hænger ved. Ingen skal sige til mig, at jeg ikke gør mig umage.”

I gymnasiet trivedes Grete og fik kammerater, som hun den dag i dag er venner med. Det var et sommerjob på et plejehjem, der overbeviste hende om, at hun skulle være sygeplejerske:
”Selvom det i begyndelsen var grænseoverskridende for mig at passe gamle mennesker, der ikke kunne ret meget, så var det dér, jeg fandt ud af, at jeg ville have et job, hvor jeg kunne hjælpe andre mennesker.” Umiddelbart efter studentereksamen blev hun optaget på sygeplejeskolen.

Som nyuddannet tog hun arbejde for at tjene penge til en tur til Afrika. Sammen med en gruppe gymnasiekammerater købte hun en gammel landrover, der blev sat i stand.

”Vi kørte gennem Egypten, Sudan og Kenya. Turen havde været planlagt gennem halvandet år, og den var meget velorganiseret. En af drengene stod for reparationer, en anden styrede alle vores papirer i forhold til rejsen, og vi var to piger, som havde ansvar for sundhed. Vi skaffede f.eks. vand og medicin.”

På turen til Afrika fandt hun ud af, at hun havde lederevner:
”Ikke at jeg gik og udøvede ledelse hele tiden, men på den tur blev det tydeligt, at jeg ikke kunne lade være med at være den, der organiserer og griber fat i tingene, når der opstår problemer. Når der var interne konflikter, eller firhjulstrækket på bilen gik i stykker, var jeg god til at mægle og se muligheder.”

Udsyn er vigtigt

De sidste mange år har Grete Christensen været aktiv i organiseringen af internationalt arbejde. Hun har rejst til sygeplejerskekonferencer over hele kloden og bl.a. fulgt et projekt for hiv-smittede sygeplejersker og deres familier i Swaziland støttet af Dansk Sygeplejeråd. Siden 2007 har hun været præsident for de europæiske sygeplejerskers organisation, The European Federation of Nurses (EFN). Hér har hun været involveret i patientsikkerhed og koordinering af europæisk sygeplejeforskning. Men i slutningen af oktober i år trak hun sig tilbage fra formandsposten i EFN for at kunne koncentrere sig 100 pct. om arbejdet i Dansk Sygeplejeråd:

”Vi er nødt til hele tiden at holde et vågent øje med, hvad der sker internationalt. I Bruxelles bliver der løbende taget beslutninger som f.eks. arbejdstidsdirektivet, der har direkte betydning for os i Danmark,” siger hun.

Intet guld at fordele

Her og nu er det danske sygeplejerskers løn og arbejdsforhold, der trænger sig på. En af forårets store opgaver bliver overenskomstforhandlingerne. Der er ikke udsigt til store lønstigninger som i 2008.

”Det bliver hårdt. Alle ved, at der ikke bliver noget guld at fordele. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre reallønnen, og det bliver måske en udfordring i sig selv,” siger Grete Christensen. En af udfordringerne er den såkaldte reguleringsordning: 

”Siden firserne har der været enighed om, at de offentligt ansatte ikke må være lønførende, men at deres løn skal afspejle, hvad der sker i det private. Det seneste år har de private lønninger stået stille, mens vores løn er steget. Dermed skal sygeplejerskerne modregnes for deres lønstigning,” fortæller Grete Christensen.

Kulturkamp for ligestilling

Selvom der lægges op til hårde forhandlinger, så understreger Grete Christensen, at Dansk Sygeplejeråds langsigtede mål er at skaffe sygeplejersker en løn, så de haler ind på privatansatte med tilsvarende uddannelsesniveau.

Over halvdelen af landets sygeplejersker arbejder i dag på nedsat tid, og undersøgelser viser, at det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte i Europa. Mens danske mænd får højere løn og lægger flere arbejdstimer, jo flere børn de har, så er tendensen den stik modsatte for kvinderne.

”Der er ikke noget galt ved at være på deltid i en periode. Men hvis kvinderne nedprioriterer deres arbejde i en lang periode, så får de en dårligere pension og en dårligere løn ud af det,” siger Grete Christensen:

”Hvis vi vil have ændret værdisætningen af sygeplejerskers arbejde, er det nødvendigt, at flere arbejder på fuld tid. For øjeblikket betaler vi prisen for, at mange sygeplejersker er på deltid. Vores arbejde bliver lavstatus, og vi genererer ikke særligt gode pensioner. Det er nødvendigt, at sygeplejersker tager diskussionen med deres mænd om arbejdsdelingen i hjemmet. Det må heller ikke være sådan, at dårligt arbejdsmiljø tvinger sygeplejersker på deltid.”

Sygeplejersker kan ikke stå alene

Og så er der selve organisationen, Dansk Sygeplejeråd, med 52.000 erhvervsaktive medlemmer. Organisationsprocenten var i mange år 95. I øjeblikket er den omkring 90, og selvom det er en høj organisationsgrad sammenlignet med de fleste andre fagforeninger, så er udviklingen ifølge Grete Christensen en klar udfordring:

”Vores styrke afhænger af organisationsprocenten. Hvis vi skal kunne noget over for arbejdsgiverne, så kræver det, at vi er organiserede.”

Men hvordan skal sygeplejersker argumentere, hvis deres kolleger spørger: Hvad får jeg ud af at være medlem af Dansk Sygeplejeråd?

”Presset fra arbejdsgiverne i både kommuner og regioner er ekstremt hårdt i de her år. Jeg kan ikke forstå, at nogle vil stå mål mod det pres alene. Vi kan se, hvor mange sygeplejersker der har haft brug for at være med i DSR, fordi de skal have hjælp til f.eks. at klare en arbejdsskadesag eller har brug for hjælp i en klagesag,” svarer Grete Christensen og fortsætter:

”Man må tænke lidt længere end til sin egen næsetip. Det er vigtigt at tænke på solidariteten med hinanden. Der er ikke nogen, der alene kan klare de opgaver, som Dansk Sygeplejeråd løfter. Ud over hjælpen til den enkelte er sygeplejerskernes faglige organisation afgørende for professionens udvikling. Hvis ikke det var for Dansk Sygeplejeråd, hvem skulle så skubbe på i forhold til regeringen, regionerne og kommunerne og på den måde sikre nye tiltag på sundhedsområdet. F.eks. var den nye uddannelse for akutsygeplejersker, der er ved at være bred opbakning til, aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for Dansk Sygeplejeråd.”

Der er også medlemmer, der kritiserer Dansk Sygeplejeråd for at være for langt væk fra medlemmernes hverdag. Hvad siger du til den kritik?

”Det seneste år har jeg brugt rigtig meget af min tid på at besøge arbejdspladser, og det samme gør kredsene. Den kurs skal vi fortsætte, så flere medlemmer oplever, at vi er tæt på deres hverdag. En af de ting, vi arbejder meget med i øjeblikket, er at møde medlemmerne på en ny måde. Dansk Sygeplejeråd skal ikke være ekspert i alt, men skal i højere grad bruge medlemmernes erfaringer og muligheder for at skabe netværk med hinanden f.eks. via den ny hjemmeside, som vi lancerer efter nytår.”