Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Det er så vigtigt, at man bliver taget godt imod

Sygeplejersken 2010 nr. 21, s. 10

Af:

Gitte M. Thomsen, sygeplejestuderende

SY-2010-21-10Jeg har lige været i praktik på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg følte mig som en del af personalegruppen fra den første dag. Min kliniske vejleder, Ketty M, tog mig under sine vinger, hun havde ressourcer og overskud til at være der for mig, når jeg havde spørgsmål og havde brug for hjælp. Resten af personalegruppen, rengøringsassistenterne, social- og sundhedsassistenterne, ergoterapeuten, lægesekretæren, lægerne og sygeplejerskerne var hele tiden behjælpelige og ville gerne videregive deres erfaringer og viden.

Jeg har følt mig meget tryg og har fået lov til at arbejde på egen hånd, der er blevet vist mig stor tillid, og jeg har fået lov at tage ansvar. På de to tidligere praktiksteder har jeg slet ikke fået denne fantastiske modtagelse, det er en skam, for jeg ville have fået meget mere ud af disse praktikker, hvis jeg var blevet modtaget på en mere venlig måde.

Lysten til at engagere og involvere sig i afdelingens arbejde og procedurer er minimal, når man ikke føler sig velkommen. Selvfølgelig skal man selv være opsøgende og nysgerrig, men det er nemmere, når man føler sig godt tilpas på den afdeling, hvor man er i praktik.

I denne praktik har jeg fundet ud af, hvilken sygeplejerske jeg vil være, når jeg er færdiguddannet i 2012. Jeg vil være psykiatrisk sygeplejerske, det er det, jeg har lyst til. Min praktik på afdeling 42 på Augustenborg Sygehus har været medvirkende til, at jeg har fundet mit ”kald”, og det kan jeg kun takke afdelingen for. Min kliniske vejleder har givet mig en anderledes opfattelse af ordet lyst.

Det er så vigtigt, at man tænker over, om man har lyst til de ting, man beskæftiger sig med i hverdagen, for arbejdet bliver også præget af denne lyst. Hvis man kun arbejder for at tjene penge, tror jeg ikke, at man kan have hjertet med i arbejdet. Det samme gør sig gældende vedrørende lektier. Hvis jeg har svært ved at motivere mig selv til at komme i gang med at læse, så hjælper det mig at tænke: ”Jeg skal dygtiggøre mig, så jeg kan komme til at arbejde inden for det område, jeg brænder for.”

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 5.000 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.