De manglende lemmer er det værste

33-årige Cecilie Fuglsbjerg og 35-årige Helle Albertsen har passet flere af de hjemsendte, sårede soldater på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet. Foto: Thomas Tolstrup

Manglende arme, ben eller kønsdele og en uvis fremtid er noget af det, danske soldater vågner op til, når de er kommet alvorligt til skade efter bombeangreb i Afghanistan. Oftest er de lagt i koma, før de bliver fløjet hjem, og flere af dem kan ikke huske, hvad der er sket, når de vågner på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet i København, hvor næsten alle hårdt sårede soldater bliver indlagt den første tid, de er tilbage i Danmark.

"Det er heldigvis sjældent, vi får sårede soldater, men når de kommer her, kan det være rigtig slemt," siger sygeplejerske Cecilie Fuglsbjerg. Hun og kollegaen Helle Albertsen har passet flere af de soldater, der bliver indlagt på afdelingen.

"De får især problemer, når de er blevet ramt af vejsidebomber. Talibanerne fylder bomberne med afføring og døde dyr for at gøre størst mulig skade. Det betyder, at soldaterne ud over at få sprængt lemmer af også samtidig får alverdens infektioner og blodforgiftninger, de kan blive meget syge af," fortæller Helle Albertsen.

Både Helle Albertsen og Cecilie Fuglsbjerg har set, hvor voldsomt det kan være at vågne op på et dansk hospital, når det sidste, soldaterne husker, er, at de har været 5.000 km væk hjemmefra.

"Jeg har oplevet, at de kan være overbeviste om, at de stadig er i Afghanistan, og at de tror, de skal ud og arbejde videre. Nogle af dem skal bruge flere dage, før de igen er helt orienterede og klar over, hvor de er," siger Cecilie Fuglsbjerg, og Helle Albertsen tilføjer, at det ikke er alle, der er lige desorienterede, når de vågner.

"Nogle bliver meget praktiske i stedet og begynder at vurdere deres situation. De tænker f.eks. over, hvilke job de fremover kan bestride, selvom de har mistet fingre eller ben, og om de stadig har mulighed for at arbejde i forsvaret og komme tilbage til Afghanistan," smiler hun, og Cecilie Fuglsbjerg supplerer: "Vi ser tit, de er meget dedikerede til deres arbejde. Det er dybt imponerende."

Unge mænd med voldsomme skader

Skaderne, soldaterne bliver indlagt med, er ofte meget voldsomme. Arme, ben og kønsdele kan være revet af, og det gør indtryk på sygeplejerskerne.

"Deres situation rører mig meget. Krigen har store konsekvenser for dem, og de fortsætter livet med mange handicap. Mens de er hos os, må vi tit sende dem af sted til flere operationer, og ofte mangler de lidt mere af et ben eller en arm, når de kommer tilbage," siger Helle Albertsen.

Soldaterne risikerer, at de skal have amputeret deres lemmer flere gange, fordi skaderne, de får, udvikler sig over tid. Trykket fra en bombeeksplosion gør, at vævet kan dø op til 14 dage efter. Derfor kan de sårede komme ud for, at en amputation, der starter ved knæet, ender med at være af hele benet.

"Jeg tænker nogle gange over, hvad det er for et liv, de får, når der er taget så meget af dem. Det er voldsomt at se, hvordan konsekvenserne af skaderne fortsætter, også efter ulykken, når de over flere gange skal have væv amputeret væk," siger Helle Albertsen, og Cecilie Fuglsbjerg uddyber:

"Det er unge mænd, der havde hele livet foran sig, og de har så mange voldsomme skader, vi ikke kan redde dem fra. De har været i tjeneste for Danmark, og det har jeg dyb respekt for. Vi gør alt, hvad vi kan, for at de får det bedst muligt, men det kan være meget hårdt at opleve alligevel," siger hun.

Sygeplejerskerne er begge enige om, at soldaterne gør et særligt indtryk, selvom det kan være svært at sætte ord på hvorfor.

"Det er nok, fordi det er så voldsomt i forhold til, hvad vi ellers er vant til. Et trafikuheld er forfærdeligt, men det er netop et uheld. Det her er noget, andre mennesker har påført dem bevidst, og de er meget unge," siger Cecilie Fuglsbjerg.

"Jeg har det sværere med, at de mister lemmerne, end med deres alder. Det syner meget voldsomt, at de skal miste så meget. Jeg ved, de gør noget godt for os, men krig har virkelig forfærdelige konsekvenser," siger Helle Albertsen.

Det er hårdt for alle

Helle Albertsen og Cecilie Fuglsbjerg skal snart til debriefing på deres sidste patient fra Afghanistan. Selvom han ikke længere er patient på afdelingen, har personalet endnu ikke sluppet ham helt. Der er stadig behov for at snakke forløbet igennem med kollegerne, afdelingsledelsen og en krisepsykolog.

"Det er ikke kun svært for sygeplejerskerne, men også for lægerne og andre, der har haft med patienten at gøre. Vi holder møder både under og efter en indlæggelse, når vi har patienter, der virker voldsomt på os. Det er vigtigt for os at snakke om det i fællesskab, så man kan høre andres tanker om det. Vi snakker f.eks. om, om det er okay at tænke, at man næsten ønsker, patienten ikke overlever. Sådan nogle tanker kan dukke op, når patienterne er så kritiske, og det er godt at vide, at det ikke er tanker, man er alene med," fortæller Helle Albertsen.

Debriefing bliver holdt efter behov, og sygeplejerskerne har altid mulighed for at bede om et møde med kollegerne og krisepsykologen, hvis de har brug for det. Samtidig opfordrer de også soldaterne selv til at holde kontakt med afdelingen, når de er blevet udskrevet.

"Vi siger til dem, at de gerne må komme og besøge os igen, også lang tid efter de er udskrevet. Det er rart for os at se, de har det godt, og der er nogle af dem, der har 14 dage i deres liv, de ikke kan huske. De har brug for at komme og høre, hvad der er sket, og se, hvor de har ligget, og hvem der har passet dem," siger Cecilie Fuglsbjerg.