Udfordringen: Video og vanter forebygger vold

Illustration: Lars Andersen

Spark, spyt og skaller var for få år siden hverdag for personalet på Toftebo-Centret i Hammerum. Plejehjemmets demente beboere udøvede både fysisk og psykisk vold, og de ansatte måtte lægge krop og ører til en del.

Demenssygdommen gør, at de ældre ofte reagerer udad i situationer, hvor de føler sig pressede eller frustrerede. Men hvor mange gange skal man høre, man er en dum kælling eller blive sparket over skinnebenet, før det bliver rigtig surt at gå på arbejde"

Ikke mange, mente distriktsleder Anja Bach, der valgte at tage fat i problemerne ved aktivt at inddrage hele personalegruppen og lade dem deltage på bl.a. konflikthåndteringskurser.

En rund hånd om albuen

En af medarbejderne på Toftebo-Centret havde hørt om en metode kaldet "nænsom nødværge". Det er en blød selvforsvarsteknik, hvor man med mindst mulig fysisk magt kan pacificere en voldelig beboer. Anja Bach syntes, det lød som en god idé, og personalet tog sammen af sted på kursus.

En af dem var plejehjemsassistent Lillian Hauge Andersen, der selv tidligere havde oplevet beboere, der slog eller sparkede:

"Før stillede vi mere eller mindre bare op til øretæver, hvis en beboer slog. Vi prøvede at afværge slagene bedst muligt og beskytte de øvrige beboere ved at stille os imellem. Nu har vi lært at gribe det an på en anden måde. Vi stiller os f.eks. ved siden af den voldelige beboer i stedet for foran. Det gør det sværere at ramme os, hvis beboeren sparker ud efter os," siger Lillian Hauge Andersen.

Metoden lærte også plejehjemspersonalet at beherske beboernes raserianfald med en venlig og rolig tilgang.

"Hvor vi før kunne fastholde en beboer for at få stoppet volden, griber vi det nu an på en mere afdæmpet måde. Vi holder om beboerne eller tager blidt med rund hånd om albuen for at føre dem lidt væk og få dem til at falde ned. Det gør, at de opfatter situationen som venlig, frem for at de opfatter vrede fra personalet," forklarer Lillian Hauge Andersen.

Voldsforebyggende vanter

Samtidig med de konfliktforebyggende kurser har Toftebo-Centret fået bevilget voldsforebyggende hjælpemidler til beboere og personale.

"Vi har f.eks. fået en loftlift. Den fungerer bedre end de gulvlifte, vi ellers har brugt, fordi det er sværere at sparke eller slå ud, når man sidder i den," fortæller Anja Bach.

En beboer, der var slem til at nive og kradse, har fået et par store vanter. Det er en god løsning både for ham selv og personalet, fortæller Anja Bach:

"Hans demens gør, at han ikke helt er klar over, hvorfor han får vanterne på. Men han har det fint med at have dem på og kan ikke længere nive," siger hun, og Lillian Hauge Andersen tilføjer: "Han synes, det er lidt hyggeligt, for vi tager det jo som en positiv ting og gør det med omsorg. Vi siger f.eks. "uh, sikke nogle kolde fingre, du har - du skal da lige have vanterne på", og det, synes han, er helt fint."

Personalet benytter sig også af Marte Meo-metoden, hvor konflikter optages på video, for at man efterfølgende kan analysere de situationer, der opstår.

"Det er ikke en gabestok, hvor vi skal se alle fejlene," forklarer Anja Bach, der oplevede, at nogle af medarbejderne var lidt utrygge ved det i starten.

"Det er helt frivilligt at medvirke, og vi bruger det kun som et positivt arbejdsredskab. Vi kigger på, hvordan beboerne reagerer før og under en konflikt, og snakker om, hvordan man kunne have undgået den. Det er et fantastisk arbejdsredskab og giver et godt billede af, hvad der sker med den enkelte beboer, når vedkommende reagerer aggressivt," fortæller hun.

Kollegial førstehjælp

For Anja Bach var det også vigtigt, at der blev sat mere fokus på personalets eget arbejdsmiljø.

"Før var vores udgangspunkt beboeren, hvis der opstod et problem. Nu har vi vendt bøtten, så vi tager udgangspunkt i personalet i stedet. Der er ingen, der kan løse problemerne, hvis de i forvejen er fokuseret på, at de lige er blevet slået eller kaldt noget grimt. Først skal man lægge det bag sig, før man kan komme med nye, positive idéer til løsninger," fortæller hun.

Personalegruppen har desuden indført "kollegial førstehjælp" for at sikre, at der hele tiden er opmærksomhed på, hvordan medarbejderne har det.

"Det er ikke altid nemt at sige, hvis man har været ude for en ubehagelig situation. Nu har vi lært at holde øje med hinanden og reagere, hvis en kollega ser ud til at have brug for det. Det kan f.eks. være en lille ting som at sige "sæt dig ned, så laver jeg en kop te". Vi skal ikke tvinge folk til at snakke, men der skal altid være mulighed for det," siger hun.

Hver medarbejder har lavet en kuvert med oplysninger om, hvad der skal ske, hvis de en dag er udsat for en særlig ubehagelig situation. Oplysningerne kan f.eks. være navn på et familiemedlem, som skal hente dem, eller en kollega, de helst vil have håndterer situationen.

"Det gør, at de ikke bliver ekstra pressede, hvis der sker noget. Så er det bare at åbne kuverten og se, hvad netop den medarbejder har brug for," siger Anja Bach.

Langt mindre udsatte

Voldelige og ubehagelige episoder med beboerne vil aldrig kunne undgås helt. De demente kan stadig reagere voldsomt, hvis de er frustrerede, men personalet ved nu, hvordan de kan forebygge og minimere risikoen for vold. De forebyggende tiltag har også betydet, at personalet i nogle situationer ikke længere behøver at være flere om en enkelt beboer.

"Vi har f.eks. en ældre dame, der tidligere skulle have tre plejere, når hun var i bad. I dag behøver vi kun at være én. Vi fandt ud af, at hun reagerede voldsomt, fordi hun var utryg på badeværelset. Nu har vi hængt en masse farverige badeforhæng op, så det næsten er som at træde ind i en jungle. Det har gjort, at hun føler sig tryg i badet," forklarer Anja Bach.

Anja Bach og Lillian Hauge Andersen er enige om, at det har været en stor hjælp at lære de forebyggende tiltag.

"Vi kan aflæse beboerne nu, og de fleste ting får vi bremset i opløbet, så situationerne ofte ikke når at blive så slemme, at det kommer til vold mod personalet," siger Lillian Hauge Andersen.