Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Geografisk ryk: Samme speciale - helt forskellig arbejdskultur

Kulturchok. Hvordan er det at skifte job til en helt anden landsdel" Sygeplejerske Malene Steen Mikkelsen tog rejsen fra Dagkirurgisk Afsnit i Herlev til Dagkirurgisk Center i Århus. Til hendes egen overraskelse oplevede hun store faglige og praktiske forskelle på de to afdelinger.

Sygeplejersken 2010 nr. 5, s. 26-27

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

0510-27-01-1
Foto: Søren Holm

Fra Århus til Herlev og tilbage igen. Den 30-årige sygeplejerske Malene Steen Mikkelsen har, siden hun blev færdiguddannet fra sygeplejeskolen i Århus i 2006, rundet det københavnske arbejdsliv som operationssygeplejerske på Dagkirurgisk Afsnit på Herlev Hospital. Fra den 1. januar i år gik turen tilbage til hjembyen i det jyske, da længslen efter familie og venner blev for stor. Selvom rammerne er velkendte, og det nye job på Århus Sygehus ligeledes er på Dagkirurgisk Afsnit, har det været en stor omvæltning at skifte arbejdsnormerne fra Herlev ud med ditto århusianske.

"Efter de første tre obligatoriske introduktionsdage på hospitalet startede jeg lige på. Jeg havde forventet, at jeg skulle møde kollegerne, hilse på, få nøgler og alle sådan nogle praktiske ting den første dag, men jeg blev kastet i operationstøjet med det samme," fortæller Malene Steen Mikkelsen, der oplevede, at mange af de ting, hun tog for givet på Herlev Hospital, er helt anderledes på den nye afdeling i Århus.

"Der er meget, der ikke er, som jeg havde forventet. Vi har f.eks. hverken portører eller rengøringspersonale her, og det giver nogle andre arbejdsopgaver, end jeg har haft tidligere. Vi har også andre hygiejneregler. Jeg har været vant til, at der var strikse regler om privat påklædning på operationsgangen, da jeg var på Herlev Hospital.

På den nye afdeling er vejledningerne anderledes, og der må patienterne gerne have deres eget tøj på inde på operationsstuerne. Det har jeg haft svært ved at acceptere, og det har taget lidt tid at vænne sig til, at det ikke betyder, at hygiejnen her er dårligere, men at der simpelthen bare er andre retningslinjer."

Grædefærdig og gravid

I starten på det nye job var det svært at lægge Herlev-bagagen fra sig, og Malene Steen Mikkelsen begyndte at tvivle på, om hun havde valgt rigtigt.

"Jeg var næsten helt grædefærdig i starten, men det hænger nok også sammen med, at jeg er gravid, og hormonerne raser lidt," griner hun og siger, at hun efterhånden har vænnet sig til de nye rammer.

"Jeg har fundet ud af, at alt ikke behøver være på samme måde. Det slog mig ud i starten, at jeg måtte revurdere, om alt, jeg ellers har lært, er rigtigt. Men kollegerne har været utrolig søde til at tage imod mig. Der er generelt en god stemning på afdelingen og et godt socialt sammenhold, hvor vi sørger for at huske at snakke med hinanden og drikke en kop kaffe."

Selvom Malene Steen Mikkelsen ikke synes, den første periode var lige så nem, som hun havde håbet på, har hun sørget for ikke at gå alene med det på afdelingen.

"Jeg har snakket med mine kolleger om det. Det er vigtigt at sige tingene højt og lære af erfaringerne. Jeg kan jo selv se nu, at selvom ting bliver gjort på forskellige måder, behøver den ene ikke at være dårligere end den anden," siger hun.  

DET BEDSTE

"Afdelingen gør meget ud af, at der skal være et godt kollegialt sammenhold og respekt mellem de ansatte. Da jeg var til ansættelsessamtale, var overlægen med til samtalen, og det har jeg aldrig prøvet før. For mig betyder det, at det er en afdeling, der arbejder for at fungere godt og have et stærkt samarbejde." 

DET SVÆRESTE

"Jeg har taget imod tusindvis af patienter før, men jeg oplevede, at tingene var så meget anderledes, end jeg var vant til. Pludselig kunne jeg ikke finde ud af det mere. Jeg kom med en masse kvalifikationer og kompetencer, jeg gerne ville vise, men det har været svært i starten, og der kan godt komme en følelse af utilstrækkelighed."