Nu skal jeg ind og have skældud - om at sætte ord på omsorg

Artiklen beskriver et sundhedsantropologisk studie i hjemmesygeplejen. Hovedbudskabet er, at antropologien kan være et nyttigt redskab, når sygeplejersker skal konkretisere begreber i sygeplejen, f.eks. omsorg. Konsekvensen for praksis er et mere præcist sprogbrug, som kommer nærmere den konkrete sygepleje og dermed gør det nemmere for omgivelserne at anerkende sygeplejerskers arbejde og indsats.

SY-2010-08-65Idet hjemmesygeplejersken ringede på døren til patienten, sagde hun til mig: "Nu skal jeg ind og have skældud!" Og ikke så snart var entrédøren åbnet, før patienten begyndte at skælde ud. Den store mand var meget utilfreds og gjorde det klart, at han havde mange ting, han skulle snakke med hende om.

Hjemmevant satte hjemmesygeplejersken sig straks på en stol ved spisebordet, patienten stod foreløbig op og formelig spruttede. I de næste 30-40 minutter lyttede hjemmesygeplejersken, kommenterede, forklarede, korrigerede, telefonerede og fik lavet de nødvendige aftaler, hele tiden med rolig stemmeføring.

Lidt efter lidt blev også patientens stemmeleje roligere, og han accepterede tidsplan og aftaler for den nærmeste fremtid. Da vi sagde farvel, strøg patienten hjemmesygeplejersken over kinden og hjalp mig frakken på. Idet vi gik forbi køkkenvinduet, stod patienten storsmilende derinde og vinkede til os. Hjemmesygeplejersken konstaterede, at det var et besøg, som var beregnet til at vare et kvarter.

For sygeplejersker er omsorg hjerteblod, men vi har altid haft gevaldigt svært ved at forklare, hvad vi mener med omsorg, og har især haft svært ved at tydeliggøre for andre uden for sygeplejefaget, hvad omsorg dækker over i praksis, uden at det bliver diffust og måske endda banaliseret.

Det er ærgerligt, at sygeplejersker ikke får krediteret det arbejde, de udfører, når de ved enhver patientkontakt søger at skabe dialog og yde omsorg. Det betyder, at den del af arbejdet bliver usynlig. Det bliver hverken itale- eller dagsordensat indadtil i den organisation, som sygeplejersken er ansat i, eller udadtil i samfundet, hvorfor der ikke skabes forståelse for/anerkendelse af den del af sygeplejerskens arbejde.

Ikke desto mindre ved alle sygeplejersker, at det at skabe et forhold til patienten til enhver tid er en del af det sygeplejefaglige arbejde og en forudsætning for, at sygeplejersken kan få lov til at udføre en fagligt velfunderet sygepleje. Der er behov for, at vi bliver bedre til at italesætte dette og reflektere over, hvordan vi yder omsorg. En måde at opnå det på er at vende sig mod et fag som antropologien, der kan benyttes til at studere, hvad der foregår mellem mennesker.

Gennem sin masteruddannelse i sundhedsantropologi på Københavns Universitet udførte den ene af forfatterne (Bodil Ludvigsen) et antropologisk studie af hjemmesygeplejen i en københavnsk forstad. Ovenstående beskrivelse af en hjemmesygeplejerskes besøg hos en patient stammer fra dette studie.

Sundhedsantropologien er den del af antropologien, der beskæftiger sig med studiet af sociale og kulturelle aspekter ved sundhed og sygdom, hvad enten vi befinder os i afrikanske landsbyer eller pulserende europæiske storbyer, blandt vietnamesisk ungdom eller i brasilianske slumkvarterer, på århusianske hospitaler eller i hjemmesygeplejen i en københavnsk forstad (1).

Mere generelt kan man sige, at antropologien beskæftiger sig med de mangfoldige måder, hvorpå mennesket forstår og håndterer verden. Det gør den ved at se på det enkelte menneske i forhold til de større sammenhænge, mennesket indgår i.

Det, der opstår mellem mennesker, de sociale relationer, er antropologiens hjerteblod. (F.eks. mellem patient og behandler, mellem patient og pårørende, mellem kolleger på et hospital). Antropologiens interesse for mennesker og de sammenhænge, de indgår i, har derfor mange skæringsflader med sygeplejen og kan hjælpe sygeplejersker videre med forståelsen af nogle af de udfordringer, faget kæmper med.

I ovennævnte studie af hjemmesygeplejen blev det antropologiske begreb "forbundethed" (inspireret af antropologen Janet Carsten) centralt i analysen af, hvordan hjemmesygeplejersker søger at opbygge og afgrænse relationer til deres patienter. At danne relationer tager tid. Teorien om dannelse af social forbundethed siger, at sociale relationer dannes gradvist, og at hverdagsaktiviteter, som foregår mennesker imellem over tid, skaber relationer mellem mennesker. Noget så grundlæggende og hverdagsagtigt som at indtage mad og drikke sammen er, ifølge Janet Carsten, centralt for udviklingen af relationer.

Sociale relationer kan altså udvikle sig, når en sygeplejerske er sammen med en patient over en periode og udfører sygepleje. Men det er ikke noget, der kommer automatisk, det kræver kompetencer, forståelse og vilje. Som en sygeplejerske, der blev interviewet i studiet, sagde: "Der skal tid til at danne relationer og vedligeholde processen hos patienterne, og svage borgere har sværere ved at få forholdet op at stå og har sværere ved at vedligeholde det. Svage borgere er lidt underskudsagtige på dette område."

Det modsatte kan også være tilfældet, at patienten begynder at lægge mere i forholdet, end sygeplejerskens faglighed tillader. Derfor har hjemmesygeplejersken diverse strategier til ikke blot at udvikle relationer til patienter, men også sætte grænser for dem. Hjemmesygeplejersker fortæller harmløse ting om sig selv og deres hverdag, hvilket medvirker til at skabe en vis grad af fællesskab.

Men der indtages ikke måltider sammen, grænsen er kaffe. Hjemmesygeplejerskerne har en intuitiv forståelse af betydningen af at indtage mad og drikke. En gang imellem en kop kaffe eller et stykke chokolade, men at indtage et måltid sammen giver for mange associationer til, at man er et familiemedlem, og indgår i øvrigt ikke i arbejdsopgaverne.

Formålet med disse få eksempler er at vise, at det kan være en fordel at kaste nyt lys på egen praksis ved hjælp af analytiske begreber som f.eks. forbundethed. At tale om, hvordan man skaber social forbundethed, er en anden måde at tale om noget, der ligner det, sygeplejersker allerede gør og er sig bevidste, men som de kalder at udøve omsorg og være i dialog.

Antropologiske metoder og den senere analyse ved hjælp af et begreb som forbundethed har den fordel, at det kan hjælpe os med at træde et par skridt tilbage, se tingene fra nye vinkler, belyse forskellige aspekter af, hvad vi rent faktisk gør i praksis, og få bedre indsigt i, hvad der egentlig ligger i ord som "dialog" og "omsorg" (2).

Det kan være med til at skabe faglig respekt for den del af arbejdet, der har med sociale relationer at gøre, både blandt sygeplejersker selv og i forholdet til andre faggrupper, frem for at se omsorg som "det tynde øl", der følger med den mere tekniske side af en sygeplejerskes arbejde. Dette gælder ikke kun i hjemmesygeplejen, men i al form for sygepleje, om end social forbundethed har andre betingelser og skabes på anden vis i andre sygeplejefaglige sammenhænge.

Antropologien kan sætte begreber på noget, sygeplejersker har brug for at begrebsliggøre, italesætte og bør krediteres for. Derfor er det oplagt at tage antropologiske teorier og metoder ind i de områder af sygeplejen, hvor sygeplejefagets egne metoder ikke slår til.

Bodil Ludvigsen er ph.d.-studerende på Institut for Antropologi, Center for Sund Aldring, Københavns Universitet;
Hanne Overgaard Mogensen er lektor og studieleder på masteruddannelsen, Institut for Antropologi,-Københavns Universitet.

Litteratur

  1. Steffen V. (Red.) Sundhedens veje. Grundbog i sundhedsantropologi. København: Hans Reitzels Forlag; 2007.
  2. www.sundhedsantropologi.dk besøgt den 20.3.10.
English abstract 

Ludvigsen B, Overgaard Mogensen H. Time for me to be told off - On putting care into words. Sygeplejersken 2010;(8):64-5.

Care is the ?bread and butter" of nursing, but it is difficult to explain how this is put into practice to those outside the profession without confusing or trivialising the issue. Consequently, nurses receive no credit for the fact that in every patient contact they seek to create dialogue and offer care, in this way rendering this facet of their work invisible - resulting in lack of understanding and recognition. The article throws new light on care and dialogue using the analytical term ?connectedness". Discussion of how to create social connectedness is another way of talking about something akin to what nurses already do, and are aware of, but which they call giving care and being in dialogue. Anthropological methods and analyses, using a term such as connectedness, can help examine nursing practice from new angles, highlight different aspects of what nurses do and thereby give insight into what lies beneath care and dialogue.

Key words: Care, health anthropology, social relationships, community nursing

Emneord: 
Forskning
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor
Omsorg
Kommunikation