Hårdt slid for sygeplejen

Foto: Nils Lund Pedersen

I knap tre år sled hun 60-70 timer om ugen for at skaffe sygeplejersker i Grønland bedre arbejdsforhold, og hun påpegede problemet med de alt for dyre limousinevikarer.  I dag er hun tilbage i Danmark og har fået job som udviklingssygeplejerske i geriatrien på Odense Universitetshospital i Svendborg.

Den 56-årige danske sygeplejerske Karin Holler tilskrives en stor del af æren for, at det er lykkedes at løfte de grønlandske sygeplejerskers løn og dermed sætte en stopper for den omfattende brug af privatansatte vikarer i det grønlandske sundhedsvæsen:

”Ved sidste overenskomstforhandling havde både arbejdsgivere og fagforening indset, at der skulle findes en løsning på det alt for høje vikarforbrug. Og i fagforeningen lagde vi en målrettet strategi. Inden overenskomstforhandlingerne gik i gang, gjorde vi alt, hvad vi kunne for at fortælle, hvordan vikarforbruget drænede det grønlandske sundhedsvæsen, og vi var meget ofte i medierne,” fortæller Karin Holler.

På det personlige plan har de tre år som formand for de grønlandske sygeplejersker været hårde, og Karin Holler besluttede derfor ikke at stille op til formandsvalget i efteråret:

”Det var fysisk og psykisk opslidende at være formand. Især fordi vores modpart i det grønlandske hjemmestyre nogle gange undlod at overholde elementære arbejdsretlige spilleregler. F.eks. var vi ude for, at hjemmestyret i en periode undlod at indbetale til sygeplejerskernes pension som aftalt.

Jobbet som fagforeningsformand betød, at jeg nogle gange blev nødt til at opføre mig som en bitch. Det krævede en meget hård retorik at komme igennem med vores budskaber, for ligeværdig dialog nåede man ikke langt med.  Men jeg har ikke et sekund fortrudt jobbet som formand, og i dag får jeg mange tilkendegivelser fra medlemmer, der kan se, hvilke fremskridt der er sket.”