Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Qigong hjælper gamle til bedre balance og koncentration

Syv kvinder i alderen 61-98 dyrker Senior Qigong i et aktivitetscenter i København. Øvelserne styrker deres fysik, koordinationsevne og gangfunktion.

Sygeplejersken 2011 nr. 1, s. 26-28

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2011-01-27
Et kig gennem træningslokalet på aktivitetscentret Vibenshave. Foto: Anne-Li Engström

Blodårerne træder frem som blågrønne slanger. Hænderne, der tilhører en 97-årig kvinde, er næsten gennemsigtige og holder fast på glasset med grøn te, hvor tebladene ligger som en brunlig masse på bunden.

I baggrunden høres sprød, kinesisk musik. En gruppe på syv kvinder i alderen 61-90 år kommer langsomt ind ad døren til aktivitetscentret Vibenshave på Østerbro i København. Alle får et glas grøn te i hånden.

De syv kvinder er på fornavn med hinanden. Efternavnene kender de knap nok. Margrethe er kommet først, hun er 97 år gammel og klædt i pink og rødt. 98-årsfødselsdagen i morgen er forberedt, og hun fortæller Grethe, 84 år, om planerne.

Datteren skal komme og et par stykker til. Bl.a. barnebarnets kæreste.

To af kvinderne støtter sig til en krykkestok, og der er en stol parat til dem alle syv. Da kredsen er komplet, indleder instruktøren, sygeplejerske, MPH, Marianne Mahler:

”Hvordan har I haft det, siden vi mødtes sidst?”

Kvinderne fortæller spredt om ferier, udlandsrejser, planer for den nære fremtid og deres øgede velbefindende efter Qigong.

Meditation er godt for hjernen

Kvinderne har gået til senior Qigong fra et par måneder til halvandet år. De træner en gang om måneden, og træningen starter med 20 minutters meditation.

Qigong er et tilbud i Vibenshave, et aktivitetscenter i Københavns Kommune. Undervisningen er organiseret i Kursusringens regi, hvor efterspørgslen afgør kursusudbuddet.

Marianne Mahler, som underviser de gamle i sin fritid, fortæller, at meditation gavner hjernen, det har forskning på personer, som har mediteret i 14-30 år, vist. ”Det kan vi vist ikke nå,” siger Else på 85 år, og de andre ler.

Instruktøren sikrer sig, at alle sidder godt, nogen får en pude under fødderne, og så beder hun dem om at sidde afslappet med hænderne opad eller nedad hvilende på lårene. Kvinderne skal finde tilbage til et skønt sted og lade stedet fylde hovedet. De lukker øjnene i kredsen, og rummet er præget af dyb koncentration og ro.

Marianne Mahler fører med et afslappet toneleje de trænende gennem alle dele af kroppen, inden hun beder dem om at vende tilbage til Østerbro og lokalet, de befinder sig i. ”Hvordan gik det med det skønne sted?” spørger hun. 77-årige Gerda fortæller, at det skønne sted, hun forestillede sig, forvandlede sig til hendes barndomshjem.

Træning i familie med akupunktur

Efter meditationen bevæges hele kroppen igennem i roligt tempo. Der er intet nøl, alle kvinderne kan øvelserne udenad og gør deres bedste. Starten går ved fødderne, som bevæges rundt i cirkler med tæerne i gulvet. Et par stykker sidder ned, andre kæmper med balancen, men alle drejer langsomt hver fod rundt med og mod uret.

Instruktøren Marianne Mahler lægger vægt på hverdagsvedligeholdelse og livskvalitet, når hun skal forklare, hvorfor Qigong har en gavnlig effekt. Hun kan se, hvordan nogle af kvindernes fysik, koordinationsevne og gangfunktion er blevet markant bedre under træningsforløbet, og hvordan det sociale fællesskab har betydning.

Efter en pause med grøn te-opfyldning og en småkage er der håndmassage, som kvinderne udfører to og to. Man stryger håndfladen fra midten og ud med tommelfingrene. ”Det er altid rart, når der bliver gjort noget ved én,” siger Gerda.

Margrethe kommenterer i baggrunden: ”Ih dog, det var dejligt.”

Forskning viser effekt af Qigong

En af de forebyggende sygeplejersker, Vibeke Bergendorff fra lokalområdet Indre By, Østerbro, er med til træning i dag. Hun har anbefalet Qigong til nogle af kvinderne, når hun på sine hjemmebesøg lagde mærke til, at de kunne have gavn af det.Det kunne f.eks. være, hvis kvinderne havde dårlig balance, trængte til at slappe af og få kontakt med deres krop eller havde brug for selskab.

”Alle kan være med til øvelserne, og jeg kan se, kvinderne er blevet bedre. De har fået bedre balance og kan stå op i stedet for at sidde ned til alle øvelser, læbestiften sidder, hvor den skal, og nogle af de pårørende har også noteret sig, at deres mor går meget bedre efter et par måneders Qigong,” siger Vibeke Bergendorff.

Træningen slutter med massage af fingrene. Ifølge traditionel kinesisk medicin styrker det koncentration og erindring.

”Det kan vi godt lide, noget der styrker hukommelsen,” siger Grethe.

Hun vimser rundt og er ikke bleg for at korrekse instruktøren, da hun starter med en forkert øvelse. Grethe begyndte på Qigong, fordi hun var nysgerrig. Hun har prøvet mange slags gymnastik og træner Qigong to gange om ugen, når hun ikke spiller bridge og går til almindelig gymnastik.

Det er ikke alle gamle, der magter at gå i fitnesscenter eller mestre mere belastende gymnastiktyper, derfor skal sygeplejersker kunne anbefale og motivere til brug af skånsomme træningsmetoder til skrøbelige gamle. Desuden anvender mange borgere og patienter en eller anden form for komplementær behandling som supplement til den traditionelle. De spørger sygeplejersker til råds, og derfor må sygeplejersker kende fordele og ulemper ved de mest almindelige typer komplementære behandlinger.

Marianne Mahler slutter træningen med at opfordre til, at man gør øvelserne hjemme for at få optimal effekt af dem. Den køber Gerda ikke: ”Det er bedre at være sammen end at gøre øvelserne alene.”  

  Fordele ved senior Qigong
  • Senior Qigong kan praktiseres af alle, uanset helbred
  • kræver intet udstyr
  • kan praktiseres alene eller i grupper
  • er ikke fysisk krævende
  • kan praktiseres siddende.
Opløser blokeringer i den vitale livsenergi

Senior Qigong er udviklet af den kinesiske læge Fan Xiulan. Hun lærte som barn Qigong af sin farmor og har senere specialiseret sig i medicinsk Qigong. Hun udviklede den særlige Biyun-metode primært for at hjælpe gamle mennesker.
Grundtanken bag metoden er, at sygdom eller symptomer opstår pga. ubalance i ”qi”, der løber i baner, meridianer, gennem hele kroppen. Ved hjælp af medicinsk Qigong kan man opløse blokeringer i meridianerne og dermed behandle sig selv.

Træningen foregår med langsomme og bløde bevægelser, så selv personer med smerter kan gennemføre den. I Sverige har flere end 20.000 gamle lært senior Qigong efter Biyun-metoden. Der findes i hvert fald otte forskningsartikler om Qigong, som bl.a. peger på forbedringer i gangdistance, vejrtrækning og gavnlig effekt på kroniske lidelser hos gamle, men næsten alle artiklerne slutter med bemærkningen: Der er brug for mere forskning. Målet er både at finde ud af, hvor Qigong indvirker på kroppen og hvordan. 

Læs mere

Kemp, CA. Qigong as a Therapeutic Intervention With Older Adults. Journal of Holistic Nursing, Vol. 22 No. 4, December 2004 351-373.