Verdens sygeplejersker mødtes på Malta

Den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN, inviterer hvert andet år til store verdenskongresser, hvor man kan møde kolleger fra USA, Europa, Afrika og Asien. Temaet i år var tilgængelighed og kvalitet i sundhedsvæsenet.

SY-2011-11-30
Arkivfoto: IStock

Trommerytmer, folkedragter og ICN´s logo på storskærm. Der er fest, når 2.000 sygeplejersker fra 130 lande mødes hvert andet år for at tale sygepleje. ICN´s verdenskonference åbnede officielt onsdag aften den 4. maj, traditionen tro med indmarch af delegationer fra de forskellige lande, som kom iklædt nationaldragter, sarier, kjortler, saronger, jakkesæt  eller éns T-shirts.

Fra den 4.-8. maj var Malta invaderet af lige så mange gæstende sygeplejersker, som der er arbejdende sygeplejersker i det maltesiske sundhedsvæsen, konferencen havde derfor stor betydning for det lille land. Den maltesiske præsident og sundhedsminister gæstede konferencen og holdt taler.

Sygeplejersken har talt med flere af de danske deltagere, som kan fortælle om den stolthed, man føler, når man er sammen med så mange kolleger. Når man oplever, at man på trods af store forskelle mellem landene alligevel er optaget af det samme.

”Jeg er af sted til internationale konferencer mindst én gang om året, men ICN´s verdenskongresser er noget særligt. Det er meget specielt at mærke den globale følelse af samvær og samhørighed,” siger klinisk sygeplejespecialist Eva Taps fra onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital.

Undervisende sygeplejerske Bettan Bagger fra sygeplejerskeuddannelsen i Næstved fremhæver også følelsen af stolthed:
”Man mærker en stolthed, glæde og ydmyghed over at være med i det fagfællesskab. Og det tænder en ild i én. Man tænker: ”Hvordan kan vi gøre det endnu bedre?”

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, som har deltaget i mange ICN-konferencer, fremhæver også den faglige del af programmet. ”Det er dejligt at opleve den energi, der kommer fra sygeplejersker, som er optaget af deres fag. Det er såvel udviklingssygeplejersker som sygeplejersker fra den direkte patientpleje, som kommer for at præsentere resultater eller for at lytte til andre,” siger hun.

Konferencens officielle engelske titel var ”Nurses driving Access, Quality and Health”, og netop tilgængelighed og kvalitet i sundhedsvæsenet er et emne, der binder verdens sygeplejersker sammen, mener de danske deltagere.
”Som sygeplejersker skal vi forsøge at skabe tilgængelighed, så alle mennesker kan få kvalitet og sundhed over hele verden,” siger Eva Taps.

”I forhold til den dagsorden, Dansk Sygeplejeråd prøver at sætte med forebyggelse, sundhedsfremme og lige behandling, var ICN-konferencens tema lige i øjet. Det er overordnede tendenser, vi ser alle vegne, og vi skal blive bedre til at lave nye tiltag på de områder,” siger Grete Christensen.

Den afgående formand for de Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, Julie Asp Vonsild, var til ICN-konference for første gang. ”Som studerende er det fedt at mærke, at man tilhører et fag, hvor fagligheden er så stærk,” siger hun.

Konferencen var delt i to, en organisatorisk del med ICN´s repræsentantskabsmøde fra den 2.-4. maj og den officielle faglige del med et stort program med mange oplæg og workshopper foruden en posterudstilling, som var rigt repræsenteret af danske sygeplejersker.

Sygeplejersker fra 130 lande er med

ICN-konferencen blev holdt på Malta. Fra den 2.-4. maj var der repræsentantskabsmøde, og den 4. maj åbnede konferencens faglige del, som varede til 8. maj.

Den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN, er en sammenslutning af 130 nationale sygeplejerskeorganisationer, der tilsammen repræsenterer millioner af sygeplejersker verden over. ICN blev stiftet i 1899. Læs mere på www.icn.ch 

Emneord: 
Internationalt samarbejde