5 faglige minutter: Hårdt presset

Jeg løber rundt om en sø af passende størrelse sammen med min datter. Da vi mangler et par kilometer, siger hun venligt til mig, at det er godt at presse sig selv lidt. Herefter spurter hun fra mig og danser lidt for mig et par hundrede meter væk.

Jeg fortsætter med sveden haglende og blussende kinder og når hjem fem minutter senere end hende. Hun synes tydeligvis ikke, at jeg presser mig selv nok, og det har hun ret i. Lidt tung i kroppen og uden den store lyst til heftig intervaltræning synes jeg, det er en bedrift at kunne løbe overhovedet. Fem en halv kilometer er da noget, man har vel lov til at nyde det på sin egen måde, uden ørepropper, i ét med naturen, mens hejrer og ænder flyver eller padler forbi, og et enkelt forskræmt rådyr krydser min vej, eller hvad jeg nu kan bilde mig selv ind, at det handler om.

Nu må jeg tage mig sammen.

I fantasien kan jeg slå følge med et par af landets førende kendisløbere, Chris M. eller Bente K. En af dem kan løbe ved siden af mig og heppe, opmuntre, støtte eller trække mig videre i slipstrømmen. Jeg må lære at presse mig selv.

I sidste uge var jeg sammen med fem sundhedsplejersker en hel dag. De var på skrivekursus og blev ført gennem den ene øvelse efter den anden, og de havde før kurset afleveret opgaver. De var veloplagte og engagerede og kastede sig ud i opgaveløsningen med begejstring, men til sidst var de trætte. Én øvelse mere, blev vi enige om. Da dagen var forbi, mente en af deltagerne, at det var godt, jeg havde presset gruppen lidt til sidst.

Noget pres kommer indefra, noget kommer udefra. Man kan f.eks. føle sig presset af patienter med en webbagage så fyldig som den samlede danske encyklopædi, af unge, smarte akademikerkolleger, der flasher deres it-kyndighed, af konstante krav om dokumentation og registrering, af informationsbølger, der bestandig skyller hen over hovedet på en, og af forstyrrelser i alle tænkelige og utænkelige afskygninger. Arbejdspres og tidspres.

Der findes mindst tre slags pres, det man lægger på sig selv, det venlige undervisere lægger på én, og det mere melerede, der optræder i arbejdslivet. Det sidste er årsag til det mærkelige ord krydspres, som betyder, at man bliver påvirket eller flået i modsatte retninger. Det gør mennesker passive, fordi de glemmer at lytte til den indre stemmegaffel og dermed til deres egen grundtone. Resultatet kender sygeplejersker som demotivering, udbrændthed og stress.

Afgrænsning af arbejdsfeltet og øvelser i at sætte realistiske mål kan være den bedste forebyggelse, men det er nemmere i teorien end i praksis, indrømmer jeg – hårdt presset.

Skal man blive bedre til at løbe, til at skrive, til at læse forskningslitteratur på engelsk og til at finde rundt på hjemmesider, man ikke anede eksisterede, så er et mildt pres godt.

Det er noget helt andet end ”at presse citronen”, dvs. at få det mest mulige ud af noget. Følelsen af at være citron er ikke godt for helbredet.