Dilemma: Omhyggelig sygepleje til sygeplejersken

Sussi er en erfaren sygeplejerske, som selv er blevet syg og må indlægges i et kort forløb. Hun oplever nu på egen krop sygepleje af meget forskellig kvalitet. Hun møder en sygeplejerske, som omsorgsfuldt og dygtigt observerer og reagerer, da hun bliver dårlig ved en undersøgelse, og som giver hende tid og pleje, så hun får ro i sjælen og viden om, hvad der fremover skal ske.

Senere oplever Sussi sygepleje af en anden kvalitet. Teknisk og behandlingsmæssigt er hendes forløb som sådan i orden, men hun ser og hører sygeplejersker tale nedladende og fortravlet til andre ældre, klagende og betydeligt sygere patienter, og hun oplever, at der bliver taget særligt hensyn til hende, måske fordi hun kan argumentere for sin sag, eller måske fordi hun er sygeplejerske? 

Hun tænker over, hvilken af de historier der vil skabe bedst refleksion for god udvikling i egen praksis, når hun tager tilbage til sit job og fortæller sine kollegaer om sit forløb.

Hvad tænker du om problematikken? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.
Hvordan Sussi skal anvende oplevelsen i egen afdeling, må afhænge af den lokale kultur, og hvordan man lærer og videreimplementerer bedst i den organisation.

Men er det korrekt at fortælle om andre kolleger, måske ved navns nævnelse, uden at de får mulighed for at fortælle, hvorfor de gjorde, som de gjorde? 

Hvad der er af langt større vigtighed, er, at der i den konkrete afdeling bliver gjort opmærksom på personalets adfærd, så der bliver draget læring heraf.

Hvis Sussi føler sig stærk nok til at tage den etiske forpligtigelse på sig, vil jeg anbefale, at hun retter henvendelse til afdelingens ledelse om oplevelserne.

Den pågældende leder bør anvende disse oplysninger som afsæt for samtaler, personalemøder, undervisning og kurser i afdelingen. Værdigrundlaget bør fremhæves og eventuelt revideres, og det bør anvendes som udgangspunkt for de årlige medarbejderudviklingssamtaler.

Da casen beskriver et grundvilkår i en afdeling og ikke en enkeltstående hændelse, er der grundlag for at arbejde meget bevidst og præcist med afdelingens grundlæggende antagelser, og de vil tage lang tid at ændre.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Jeg vil råde Sussi til at tage udgangspunkt i fortællingen om den gode sygepleje, hun selv har oplevet. Begrundelsen er, at kollegerne dels får en drøftelse af den gode sygepleje, dels af, hvordan den gode sygepleje viser sig i klinikken.

Ud fra denne drøftelse kan Sussi og kollegerne udlede, hvilke værdier, herunder også etiske værdier, der skal være grundlaget for den gode sygepleje i deres fælles praksis.

Efterfølgende kan Sussi og kollegerne drøfte fortællingen om den dårlige sygepleje, som Sussi oplevede, hvilke værdier der er på spil, og som ikke efterleves i fortællingen. Det er nyttigt at give sig tid og rum til sammen med kolleger at reflektere over, hvad der er god sygepleje, og hvordan den viser sig i praksis.

Det etiske dilemma, som Sussi kan have fokus på i drøftelserne med kolleger, består i, at hun som sygeplejerske oplevede konflikten mellem loyalitet med kollegerne på den afdeling, hun var indlagt i, og solidariteten med medpatienterne. Her kan de etiske værdier, som Sussi og kollegerne er enige om, være en hjælp i afklaringen af, hvordan hun kunne have løst dilemmaet. Endelig kan man inddrage de Sygeplejeetiske Retningslinjer i afklaringen.

Af Randi Bligaard, udviklings- og kvalitetskoordinator, medlem af Sygeplejeetisk Råd.