Sygeplejersken
Arbejdspsykologen: Sygeplejersker giver bedst pleje til sygeplejersker
Vi er fysisk disponeret til at tage os bedst af grupper, som vi identificerer os med, fordi vores hjerner er dobbeltmoralske, fortæller arbejdspsykolog Einar Baldursson.
Sygeplejersken 2011 nr. 17, s. 24-25
Af:
Katrine Raahauge Nygaard, journalist
Hvorfor er det svært at behandle dem, der ligner os selv? Sygeplejersken har bedt to psykologer give deres bud på, hvilke mekanismer der går i gang, når sygeplejersker skal yde pleje til sundhedsfagligt uddannede patienter.
Foto: Søren Svendsen
Sygeplejersker vil være tilbøjelige til at pleje kolleger bedre end andre patienter. Ikke fordi de foretager et bevidst valg om at gøre det, men fordi det ligger i vores natur at tage os bedst af vore egne, forklarer arbejdspsykolog Einar Baldursson.
”Hvis en patient er sygeplejerske, vil sygeplejersker identificere patienten som en del af ”vores gruppe”, og de vil derfor have en tendens til at behandle den syge sygeplejerske bedre og med mere ægte indlevelse end den gennemsnitlige patient,” siger han.
Prioriteringen af at behandle dem, man identificerer sig med, bedre end andre grupper er fysisk betinget. Det viser forskningsresultater fra de seneste 10 år, der stammer fra en sammensmeltning af hjerneforskning og evolutionspsykologi.
Den dobbeltmoralske hjerne
Det særlige hensyn til ”vores gruppe” bunder i, at vi har to moralsystemer, der aktiveres to forskellige steder i hjernen, viser forskningen. I det ene moralsystem stiller vi krav til ”andre”. I det andet moralsystem er vi kodet til at tage os særlig godt af vores egen familie og gruppe.
”Hjernen er virkelig dobbeltmoralens holdested, men den oprindelige funktion af det andet moralsystem var, at vi skulle tage særligt vare på vores børn og familie for at optimere deres chancer for overlevelse,” forklarer Einar Baldursson.
Moralsystemet har så at sige fulgt med udviklingen og har ændret sig gennem evolutionen, så i dag overfører vi det hensyn, der oprindeligt tilfaldt vores familie, til den gruppe, vi identificerer os med. Evnen til at udvide familiefølelsen gør det muligt at skabe fællesskabsfølelse i større grupper, og dermed underbygges større samfund.
”Når sygeplejersker har brug for sundhedsvæsenet, aktiveres det moralsystem hos sygeplejersker, der dikterer specielle hensyn til ”vores gruppe”, og derfor vil sygeplejerskerne være tilbøjelige til at give den bedste pleje til disse patienter,” slutter Einar Baldursson.
Ægte empati fremmer den kunstige
Hvis sygeplejersker giver en bedre og mere empatisk pleje til kolleger, kommer det ifølge Einar Baldursson også de patienter til gode, der ikke kan skrive sygeplejerske på CV’et. Det skyldes, at professionel pleje og behandling i nogen grad må bygge på kunstige følelser:
”Vi forventer professionel omsorg fra professionelle, der har med mennesker at gøre, også når den professionelle kommer på arbejde med hovedpine. Sygeplejersken skal i den situation kunne tilsidesætte sine egne følelser og yde omsorg over for en patient. Derfor skal sygeplejersker kunne producere kunstige følelser,” siger Einar Baldursson.
De kunstige følelser bliver sygeplejersker bedre til at finde frem, når de indimellem involverer sig personligt i patienterne, forklarer Einar Baldursson:
”Når vi behandler en af vore egne, gør vi lidt ekstra, og det husker os på, hvordan behandlingssituationen bør være. Det tager vi med os og lærer af, når vi står med en patient, der ikke vækker den empati hos os, som moralsystemet skaber for dem, vi identificerer os med. Autentiske følelser ruster os til de situationer, hvor vi skal give professionel omsorg, uden at patienten nødvendigvis vækker stor indlevelse, og de ægte følelser minder os om, hvorfor vi yder plejen.”
Sygepleje skal ydes uden nogen form for diskriminering. Så enkelt er budskabet i de sygeplejeetiske retningslinjer, der ikke har specifikke anvisninger for de gråzoner, man som sygeplejerske kan komme ud for, når patienten er en kollega eller en anden sundhedsfaglig person.
”Uanset hvem patienten er, skal vedkommende behandles professionelt, respektfuldt og troværdigt som alle andre patienter,” siger formand for Sygeplejeetisk Råd, Grete Bækgaard Thomsen, som godt kender til, at det i praksis kan være svært at behandle en, som er inden for den sundhedsfaglige verden.
”Det kan være et kaosfarvand at bevæge sig i. Men som sygeplejerske har man en kollegial forpligtelse til at sige fra og snakke med sine kolleger og sin ledelse, hvis der opstår tvivl om, hvordan en patientsituation skal håndteres. Hvis man er følelsesmæssigt involveret i sin patient, har man pligt til at sige det højt og finde ud af, hvordan det skal løses,” siger hun.
Derfor mener Grete Bækgaard Thomsen ikke, det er nødvendigt at præcisere retningslinjerne yderligere eller tilføje noget til de særlige situationer, der kan opstå:
”Retningslinjerne skal ikke skrues sammen, så de bliver til stramme regler. I stedet skal især de erfarne sygeplejersker være bevidste om, at der kan opstå nogle situationer, hvor det vil være mest hensigtsmæssigt, at man f.eks. ændrer vagtplanerne eller sørger for, at gode venner og kolleger ikke behandler hinanden.”