Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bedre udvikling af den faglige identitet

Det totale uddannelseskoncept Drivhuset er udviklet til større gruppe af elever med en differentieret før-faglig forståelsesramme og med et uudnyttet potentiale for uddannelsesmæssig progression.

Sygeplejersken 2011 nr. 17, s. 60-61

Af:

Marie-Louise Sharp-Johansen, sygeplejerske,

Anne Panknin Kristensen, sygeplejerske, cand.soc.

På Hvidovre Hospital har kliniske vejledere ansvar for at tilrettelægge praktikforløb til social- og sundhedsassistenteleverne. I Ortopædkirurgisk Afdeling er det et ønske at tilbyde den bedst mulige uddannelse, så eleverne får mulighed for at spire og gro i deres faglige udvikling, og vi har valgt at anvende metaforen ”Drivhuset” som uddannelseskoncept.

Det betyder, at eleverne får mulighed for selvstændigt at udvikle deres personlige og faglige kompetencer, og gennem vejledning har eleven mulighed for at sammenkoble disse til erhvervsfaglige kompetencer.
Formålet med Drivhuset er bl.a.:

  • Synliggørelse af elevens arbejde med personlige kompetencer og periodens praktikmål
  • Styrkelse af elevens kompetence til at arbejde refleksivt med uddannelsesmaterialer som logbog, læringsaftaler og praksisbeskrivelser
  • Udvikling af elevens evne til selvevaluering og at modtage evaluering
  • Udvikling og styrkelse af elevens færdigheder i at udvise fagligt og personligt engagement i egen uddannelse
  • Udvikling af elevens evne til at forholde sig kritisk
  • Udvikling af ansvar for egen læring og uddannelse.

Det pædagogiske design for Drivhuset er sammensat af forskellige didaktiske metoder for at understøtte det dualistiske forhold mellem teori og praksis. Med udgangspunkt i elevernes individuelle læringsstile anvendes følgende didaktiske metoder: refleksion over praksis, kobling af teori og praksis, klasseundervisning med forskelligt teoretisk indhold, eksempelvis pleje af kateter, udskillelser og ernæringsterapi fra udvalgte fagbøger samt gruppearbejde inspireret af Cooperativ Learning (1), projektarbejde og opgaveudarbejdelse.

Drivhuset afvikles ugentligt over et valgt tema med alle afdelingens 29 elever og en varighed på tre timer. Der er enkelte hele undervisningsdage, og undervisningen er koblet med elevernes læringsstile. Eksempelvis tilbydes eleverne tid til udarbejdelse af deres læringsaftaler, hvor den kliniske vejleder har mulighed for at vejlede den enkelte elev ud fra individuelle ressourcer.

Vi tager også på ekskursion til Medicinsk Historisk Museum, for at eleverne kan opnå forståelse for sygeplejens og hospitalsvæsenets historie og fortsat udvikle deres faglige forståelse.

Drivhuset er evalueret primært ud fra kvalitative data indsamlet gennem et spørgeskema. Evalueringer har vist, at Drivhuset har været medvirkende årsag til en større ejerskabsfornemmelse og udvikling af fagidentitet hos eleverne. Konceptet har også medvirket til en bedre vejledning og hurtigere indsats i vanskelige forløb.

Efter indførelsen af Drivhuset har de frafald, der har været fra uddannelsen i afdelingen, primært været forårsaget af elevernes privatsfære. Eleverne har været glade for undervisningen, refleksionen og den seriøsitet, de oplever, det giver til deres uddannelse. En elev fortæller: ”Når vi kommer fra Drivhuset og fortæller om, hvad vi har lært af nyt, går personalet ind i det. På den måde hænger tingene sammen for os, og samtidig bliver vi engageret i afdelingen på en helt ny måde.”

Faglig stolthed og kompetenceudvikling har været gennemgående begreber i evalueringerne. ”Jeg er stolt, når jeg bærer min uniform, og når jeg præsenterer mig som social- og sundhedsassistentelev. Nu ved jeg, hvilken faglighed der ligger bag titlen,” fortæller en tidligere elev.

Praktikvejlederne har entydigt givet udtryk for, at elevernes deltagelse i Drivhuset har været udbytterig og en god aflastning og sparring på det uddannelsesmæssige område. Det har været en spændende faglig udfordring at udvikle konceptet – ikke mindst med et rekordstort antal elever i besparelsestider.

Projektbeskrivelse med undervisnings- og uddannelsesplan kan rekvireres hos forfatterne.

Marie-Louise Sharp-Johansen og Anne Panknin Kristensen er begge ansat som kliniske vejledere på Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital. 

Litteratur

  1. Kagan S, Stenlev J. Cooperativ Learning Alinea Danmark 2007.