Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Når kollegaen er patient

Det kan udløse bedre pleje og mere opmærksomhed, men også nervøsitet, forsømmelse og fordomme, når sygeplejersker skal pleje patienter, som selv er sundhedsfagligt uddannet.

Sygeplejersken 2011 nr. 17, s. 18

Af:

Katrine Raahauge Nygaard, journalist,

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

Sy-2011-17-18-1xx
Foto: Søren Svendsen

De fleste sygeplejersker står før eller senere over for at skulle pleje en kollega. Sygeplejersken har fået mange henvendelser fra læserne om, hvordan det er at have en anden sygeplejerske eller læge som patient, og tendensen er tydelig: Det er en stor udfordring, som langtfra håndteres ens af alle.

Læserne fortæller om stor forskelsbehandling, hvis patienten er sygeplejerske eller læge. Der er både fokus på at gøre indtryk og ikke fejle med sin viden, men der eksisterer også ofte en mening om patienten som værende besværlig og kontrollerende.

En læser fortæller, hvordan man på en afdeling måtte opgive at pleje tre ældre læger ud fra den nyeste viden, fordi de ikke var til sinds at høre efter sygeplejerskerne, og deres egen viden om sygepleje var forældet. En anden undlod at veje en overlæge, hvor det ellers var almindelig procedure, fordi hun syntes, det var pinligt. Hun var desuden flov over at bruge ældre udstyr, når hun tog blodtryk på en patient, som var narkosesygeplejerske.

”Vi er alle til eksamen, når den gruppe er patienter,” skriver en læser, og en spørgeskemaundersøgelse fra bachelorprojektet ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?” fra 2009 viser da også, at størstedelen af sygeplejerskerne bliver påvirket af, at patienten selv er sygeplejerske.

Lige under halvdelen bliver påvirket i den sygeplejefaglige relation til patienten, når denne er sygeplejerske, viser undersøgelsen.

I de følgende artikler sætter vi fokus på problemstillingen ved at høre fra sygeplejersken, der pludselig måtte pleje både sin afdelingssygeplejerske og en nær kollega, og hende, der har specialiseret sig i at behandle sundhedspersonale, ligesom psykologer giver deres bud på, hvorfor det er udfordrende for sygeplejersker at pleje sygeplejersker.

Sygeplejersken efterlyste erfaringer med kollegapleje og fik bl.a. disse henvendelser

”Jeg bliver altid ekstra bevidst om procedurer og f.eks. tekniske arbejdsgange. Ikke at de bliver anderledes, men jeg kan føle mig observeret.”

Respondent, bachelorprojektet ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Jeg inddrog patienten og fik mange gode snakke om, hvordan man gjorde ”i gamle dage”.” 

Respondent, bachelorprojekt ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Vi får aldrig at vide, hvis patienten er murer eller skraldemand.”

 Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen

”At have sygeplejersker som patienter kan være sjovt. Det er, som om vi kan sammenligne noter.”

”Tweety”, operationssygeplejerske, www.allnurses.com

”Vi forventer, at de patienter ser med andre øjne på vores arbejde, fordi de jo må kunne se, at vi har travlt, eller at de må kunne forstå, hvorfor de ikke kan få mere smertestillende osv.” 

Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen.

 ”Efter jeg havde kørt hele informationsprogrammet af, røber han, han er læge. Jeg undskylder, at jeg ikke har haft nogen chance for at læse hans journal. Men han siger, at det var rigtigt dejligt at få den information, for: "hvad ved en praktiserende læge egentligt om præ/post-operativ sygepleje ift. korsbåndsoperationer?"" 

Liselotte, sygeplejerske, mail til redaktionen.

”Man kan da ikke veje en overlæge.” 

Mette, sygeplejerske, pr. telefon til redaktionen.

”Fællesskabet giver en indforståethed, og jeg føler, det er lettere at ”knytte bånd” til patienten. det giver en intimitet og fælles identitet, som jeg prøver at bruge positivt. Men man er også til vurdering på en måde.” 

Respondent, bachelorprojekt ”hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Jeg havde engang en sygeplejerske indlagt, og hun var en patient, man måtte sætte grænser for, hvis man ikke ville køres rundt i manegen.”

Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen.

”Min vejleder skulle passe chefkirurgen. Han var berygtet for at være et kæmpefjols, der kastede med ting og råbte ad sygeplejerskerne (…) Da han vågnede fra anæstesien, havde hun sat et billede på hans seng af hans ædlere dele med en gul sløjfe om (…) Hun havde et andet eksemplar og sagde: ”Hvis du er en god dreng, viser jeg det ikke til andre!” Lad os bare sige, han opførte sig eksemplarisk fra da af.”

”Crni-Icu20”, intensivsygeplejerske, www.allnurses.com