Dilemma: Retten til selvmord

​ 

Der er dæmpet musik i radioen og tændte stearinlys overalt. Forventningerne til hjemmesygeplejersken er helt specielle.

Hjemmesygeplejersken besøger en 71-årig kvinde, som er terminalt syg af lungecancer. Få dage tidligere var sygeplejersken på besøg i hjemmet sammen med det palliative team. Her fortæller kvinden, at det har været et svært sygdomsforløb, og at hun er meget træt. Hun synes ikke, der er mere tilbage for hende at leve for. I dag er det kvindens datter, som lukker op, og hun inviterer hjemmesygeplejersken med ind i stuen, hvor patientens mand sidder med et glas vin.

Der er tændt mange stearinlys i stuen, og fra radioen lyder stille musik. Hjemmesygeplejersken spørger efter patienten, og datteren fortæller, at hendes mor er i soveværelset, hun har taget en meget stor dosis morfin med henblik på at suicidere. Manden og datteren beder hjemmesygeplejersken om at blive i stuen sammen med dem. Hvad gør hjemmesygeplejersken?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.
I et snævert nærhedsetisk perspektiv vil jeg spørge datter og mand om, hvorfor de ikke sidder inde ved moderen. Derefter vil jeg sikre mig, at der ikke er tilstødt moderen nogen form for lidelse, og at hun virker lejret i en afslappet stilling og er velsoigneret. Jeg vil forsøge at få et indtryk af bevidsthedsniveauet og spørge de pårørende, hvor meget medicin moderen har indtaget.

Umiddelbart vil jeg som hjemmesygeplejerske føle mig indfanget i et ulovligt handlingsforløb. Helst havde jeg set, at familien havde holdt denne beslutning og begivenhed for sig selv og ikke fået mig som sundhedsfagligt vidne. I Danmark må der gerne ordineres smertestillende medicin til en lidende, uafvendeligt døende patient, der kan have den bivirkning, at døden fremskyndes. Det gælder i situationer, hvor man vurderer, at al videre behandling er udsigtsløs.

I Danmark er eutanasi forbudt ved lov. Det vil sige, at indgift af smertestillende eller sederende medicin, der udelukkende har til formål at få døden til at indtræde, er forbudt. Som sundhedsperson er det også uetisk at medvirke. Derfor vil jeg forlade hjemmet og fortælle, at jeg bliver nødt til at informere embedslægen. Eller er det uetisk?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Ja, det er et svært spørgsmål, som her er beskrevet, for der er mange perspektiver i spil. Allerførst tænker jeg, at det er et juridisk spørgsmål mere end et etisk spørgsmål, idet vi som sygeplejersker via vores sygeplejeløfte har forpligtet os til at deltage i arbejdet for at fremme sundheden og sikre, at forebyggelse, omsorg og behandling bliver ethvert menneskes ret.

Dernæst kommer der flere perspektiver i spil mod hinanden, hvor sygeplejersken skal respektere patientens valg på den ene side og på den anden side er forpligtet til at udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.

I denne situation er sygeplejersken nødt til at træffe et valg, og da livets ukrænkelighed står over andet, har sygeplejersken ikke et reelt valg og er nødt til at handle i situationen.

Det er vigtigt at tænke det utænkelige på forhånd og drøfte, hvordan der skal ageres i utænkelige situationer, men somme tider overgår virkeligheden fantasien, hvad ville du have gjort i den aktuelle situation?

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser