Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det er drømmen

De har tænkt innovativt og er blevet anerkendt for det, men hvad skal der ske videre med deres kreative opfindelser?

Sygeplejersken 2011 nr. 21, s. 21

Af:

Katrine Raahauge Nygaard, journalist

1.-præmien - Signe Bjørn

SY-2011-21-20-1b”Jeg tænkte aldrig iltsutten som en stor opfindelse. Det var bare så logisk, at vi førte ilt op til sutten, og egentlig tænkte jeg, at det kunne vores tekniske afdeling nok lige fikse til os.

Men optimalt bliver iltsutten et af de redskaber, jeg kan hente ude i skabet. Jeg håber, det bliver sådan på alle sygehuse, for den er så nem at bruge. Og så ville jeg da have sådan en ”Yes, den har jeg lavet”-følelse,” siger sygeplejerske på Aalborg Sygehus, Signe Bjørn.

Idéklinikken på Aalborg Sygehus har indsendt en patentansøgning med henblik på at opnå patent på iltsutten, og klinikken er i dialog med potentielle samarbejdspartnere.

Foto: Simon Klein Knudsen

2.-præmien - Mette Svendstorp

SY-2011-21-20-1c”Man er altid glad, når folk kan bruge det, man har lavet. Drømmescenariet er, at programmet bliver udbredt til alle afdelinger, det er relevant for.

Både for at lette personalets arbejde, men også for at sikre patienterne – programmet kan jo ikke regne forkert, men det kan ske for os, når vi f.eks. bliver afbrudt, mens vi laver en udregning,” siger sygeplejestuderende fra Næstved, Mette Svendstorp.

Hun vil skrive bacheloropgave om sondeprogrammet og håber i den forbindelse at kunne sammenligne resultater med og uden brug af programmet.

Foto: Simon Klein Knudsen  

3.-præmien - Hanne M. Gravgaard

SY-2011-21-20-1d”Jeg håber, at modellen med at modtage flere patienter sammen kan bruges til andre patientgrupper. Sygeplejerskerne sparer tid, og patienterne får et sammenhold af at blive introduceret til afdelingen sammen. De bliver ved med at holde sammen på afdelingen, husker hinanden på de informationer, vi har givet dem, og spiser frokost sammen.

Det sammenhold har vi ellers aldrig kunnet give dem, men nu sker det bare,” siger specialeansvarlig sygeplejerske på Urogynækologisk klinik/Y6 på Århus Universitetshospital, Hanne M. Gravgaard.

Personalet på Urogynækologisk klinik/Y6 anbefaler modellen til andre behandlerteam og oplever allerede interesse for modellen hos behandlerteam med andre typer patienter.

Foto: Simon Klein Knudsen

Der er ikke profitdrevne interesser bag nogen af opfindelserne. Det er et krav til deltagerne i Sygeplejerskens Opfinderpris.