Sygeplejersken
Opdelt hjemmepleje giver specialiserede sygeplejersker
Med tålmodighed og respekt plejer sygeplejerske Mette Borchardt borgere med misbrug og psykisk sygdom i Den Sociale Hjemmepleje i København. Her er hjemmeplejen opdelt i to, og det gør sygeplejerskerne mere specialiserede.
Sygeplejersken 2011 nr. 21, s. 48-49
Af:
Signe Lene Christiansen, journalist
Foto: Søren Svendsen
”Hvornår må jeg ryge? Jeg vil ryge,” hyler Nancy. Hun lider af sklerose og depression og er en af de borgere på Vesterbro i København, som sygeplejerske Mette Borchardt besøger i løbet af sin arbejdsdag. Som udekørende sygeplejerske i Den Sociale Hjemmepleje plejer hun borgere i alle aldre med misbrug, handicap og psykiske lidelser.
”Man skal kunne lide at komme i borgerens hjem og være tålmodig og fleksibel,” forklarer Mette Borchardt, mens hun renser Nancys tryksår på balden. ´
I Københavns Kommune er hjemmeplejen opdelt i Den Sociale Hjemmepleje og Ældreplejen, som er for borgere over 65 år uden misbrug og psykiske lidelser.
”Ikke alle borgerne i Den Sociale Hjemmepleje er samarbejdsvillige. De kan finde på at købe øl og stoffer i stedet for medicin. Jeg forholder mig ikke moraliserende til deres misbrug, men giver dem sundhedsfaglige råd og vejledning,” forklarer Mette Borchardt.
Hun har været sygeplejerske siden 2002 og ansat i Den Sociale Hjemmepleje siden april i år. Fordelen ved en opdelt hjemmepleje er, ifølge Mette Borchardt, at man specialiserer sig i en bestemt type borger. Hun har tidligere arbejdet i Ældreplejen, som var mere resultatorienteret.
”I Ældreplejen behandlede jeg øjenbetændelse for at fjerne det. I Den Sociale Hjemmepleje handler det f.eks. mere om at vedligeholde borgerne i deres misbrug på en værdig måde. Denne type borger kræver, at jeg møder dem, hvor de er, skaber tillid og respekterer de valg, de nu engang har truffet,” siger hun.
Hos borgeren Flemming rammer lugten af urin Mette Borchardt som det første, da hun åbner døren. ”Må jeg åbne vinduet?” spørger hun høfligt, da hun kommer ind i den lille lejlighed. Flemming har bundet sin grønne pullover rundt om maven og har ingen bukser på. Han har skizofreni og sukkersyge, så Mette Borchardt giver ham insulin og et glas juice for at stabilisere hans lave blodsukker.
Bagefter hjælper hun ham med at få bukser på, mens hun spørger, hvad hans planer for dagen er. Hos hver borger noterer hun i en bog, hvad hun har udført af pleje, ligesom hun opdaterer medicinskemaer og doserer borgerens medicin. I løbet af formiddagen ringer hun forgæves på hos et par borgere.
Nogle er helt ned til 22 år, så de kan være ude at rende. Hun sørger dog altid for at lokalisere borgerne enten ved at ringe til kollegerne eller opsøge bodegaer og barer for at sikre sig, at borgeren er i live.
”Man må være omstillingsparat og kreativt tænkende for at arbejde her,” siger Mette Borchardt og fortæller om, dengang hun gav en borger insulin, mens han sad på bænken med sine kammerater.
”Selvom man ikke opnår så store resultater, synes jeg stadig, at jeg gør en forskel,” siger Mette Borchardt.
”Der var en borger, der kunne huske mit navn. Hende kommer jeg hos dagligt, og hun spørger som regel, hvem jeg er, og hvad jeg hedder. Forleden sagde hun mit navn, da jeg spurgte om det. Det var helt utroligt.”