5 faglige minutter: Jeg siger det til mor

"Når man siger det til mor, bliver det gjort i afmagt, og sikkert også fordi modet til en saglig konfrontation med den rigtige part mangler, træningen på konflikternes agilitybane har ganske enkelt været for ringe."

Sygeplejesymposiet finder sted i maj, bøgen er sprunget ud, solen skinner, kaffepausen er netop begyndt, og de forsamlede sygeplejersker netværker på livet løs.

En kraftig summen blandt de udstillede postere er bevis på den gode stemning. Jeg går intetanende rundt og taler med dem, jeg kender, og ser på budskaberne på de store plakater. Så bryder uvejret løs, og symposiet mister på under to minutter sin glans.

Jeg lægger mærke til, at en midaldrende kvinde, som jeg aldrig havde set før, følger efter mig i den tætpakkede foyer. Hun får mig hurtigt malet op i et hjørne, tilsidesætter den uskrevne regel for fysisk afstand i samtalesituationen, og til sidst står vi skosnuder mod skosnuder, mens hun ser bebrejdende på mig uden dog nogen sinde at præsentere sig. Jeg spørger hende, hvad der er i vejen.

”Du har gjort fem af mine studerende meget, meget, meget kede af det,” siger hun med noget, der minder om svær sorg i stemmen.

Jeg taber underkæben og spørger hvem, hvad og hvornår. Hun husker ikke deres navne, men de studerende har sendt mig en mail en måneds tid før symposiet, fordi de gerne vil skrive en artikel til Sygeplejersken. Mit svar har imidlertid slået dem ud af kurs og muligvis ødelagt deres tillid til andre mennesker for livstid.

Sådan svarer hun ikke, men den måde, hun fastholder mit blik på, og tyngden i hendes stemme indikerer, at det nok er sådan fat. Evnen til at danne relationer bliver aldrig den samme hos de fem, forstår jeg. Hun slutter med en trumf, mens hun fikserer på mit ansigt med underviserens ufravigelige kravøjne:

”Forfra, ikke sandt?”

Nu er det ikke mit erklærede mål at slå sygeplejestuderende ud af kurs, så jeg bruger en time på at finde mit svar til de unge mennesker, jeg har april at gå efter, og da jeg langt om længe finder mailen, var der, som jeg regnede med, ikke antydning af fornærmelse i teksten, derimod nok en lidt skæv indledning, der krævede en vis læsefærdighed.

Hændelsen gav anledning til én fornuftig tanke i mit hoved: Hvorfor tager underviseren rollen som budbringer på sig? Hvorfor siger hun ikke til de studerende, modne og selvstændige, som de vel er, at de skal vende tilbage til den person, der har stødt dem på manchetterne?

Jeg fik nogle voldsomme flashbacks til min barndom i en søskendeflok på fire. Vi søskende har aldrig så meget som strejfet vuggestue og børnehave, så flokken måtte klare sig, som den bedst kunne, og den ultimative triumf, når man havde følt sig krænket tilstrækkeligt længe, var udråbet: ”Jeg siger det til mor.”

Mor kan imidlertid erstattes af mange andre autoritative skikkelser, underviseren, formanden, tillidsmanden, manden, chefen, kollegaen, eller hvem der nu måtte have lyst til at påtage sig rollen som part i en unavngiven konflikt. Når man siger det til mor, bliver det gjort i afmagt, og sikkert også fordi modet til en saglig konfrontation med den rigtige part mangler, træningen på konflikternes agilitybane har ganske enkelt været for ringe.

De øretæver, livet giver, må kunne klares på andre og bedre måder, tænker jeg.

Vil du frem i livet, så buk, hed det tidligere, dengang Matador-serien tog sin begyndelse. Buk er erstattet af hug, tror jeg. Men så hug da til det rigtige sted på den rigtige adresse, og gør det selv.

Ingen skal finde sig i at blive misbrugt som budbringer i en tilfældig, ulden, uklar, underbelyst og uvigtig konflikt. Medmindre det er forbundet med en vis nydelse, hvad jeg nægter at tro.

Får senere den tanke, at denne tekst måske er en slags ”siger det til mor”. Siger det til læserne ... åh, hvor er det svært at være menneske.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sygeplejestuderende