Sygeplejersken
Bedre behandling til børnene
Tidlig opsporing og ikke mindst korrekt behandling er altafgørende, når det kommer til at sikre børnenes tarv i voldsramte familier. Sundhedsplejersker i Skanderborg Kommune har været med til at udvikle tilbud til berørte familier og ikke mindst børnene.
Sygeplejersken 2011 nr. 3, s. 28-29
Af:
Christina Sommer, journalist
Som sundhedsplejerske har Trine Lydiksen større 'risiko' for at møde voldsramte kvinder og børn end meget andet sundhedspersonale, og det er derfor naturligt, at hun de seneste to år har været med til at udvikle nye behandlingstilbud til børn og mødre i voldsramte familier i Skanderborg Kommune. Foto: Thomas Søndergaard.
De ser det. De hører det. De mærker det.
Børn, der lever i en familie, hvor far slår mor, bliver mindst lige så traumatiserede som deres mor.
Men behandlingstilbuddene til børnene er ikke lige så udviklede og evidensbaserede, som tilbuddene til kvinderne er, og det skal der laves om på, mener bl.a. Skanderborg Kommune og Servicestyrelsen.
Siden efteråret 2008 har en tværfaglig projektgruppe i Skanderborg Kommune (se boks, red.) arbejdet med opsporing af voldsramte kvinder og børn og ikke mindst med kommunens behandlingstilbud til børnene.
”Vores primære målgruppe er børnene, men i forhold til de yngste børn arbejder vi også med mødrene. Det er først i den senere tid, at man er blevet opmærksom på, hvor traumatiserede børnene bliver, og derfor er behandlingstilbuddene til børnene ikke lige så omfattende og evidensbaserede som dem til kvinderne,” siger sundhedsplejerske Trine Lydiksen, der er med i projektgruppen.
Trappan og kognitiv terapi
Et væsentligt skridt har været at systematisere kommunens opsporing af de voldsramte kvinder og børn og ikke mindst klæde medarbejderne på til opgaven. Det arbejde har bl.a. resulteret i et beredskab og en pjece målrettet de medarbejdere, der er i direkte kontakt med børn under 18 år.
Der er også kommet øget fokus på kommunens indsats over for kvinder og børn på krisecentre, og endelig har projektgruppen udviklet kommunens behandlingstilbud til børnene.
”Det er afgørende, at behandlingstilbuddene er på plads, før vi kan henvise børnene, både for børnenes, men også medarbejdernes skyld. Det betyder meget, at de ved, at der er noget kvalificeret hjælp,” siger Trine Lydiksen.
Og det er der nu. Børn i alderen 4-12 år tilbydes individuelle krisebearbejdende samtaler, mens der også er kognitiv terapi i gruppe for de 7-12-årige. De individuelle forløb foregår efter den svenske Trappanmodel, som baserer sig på krise- og traumeteori, hvor man ved, at der er evidens for effekten. Børnene fra 0-4 år får et individuelt tilbud, oftest spædbarnsterapi eller sandplay. Derudover tilbydes mødrene med børn i alderen 0-6 år også kognitiv terapi i gruppe.
”De helt små børn kan vi ikke behandle alene. Her bliver vi også nødt til at inddrage de primære omsorgspersoner, altså mødrene,” siger Trine Lydiksen og understreger, at forudsætningen for, at et barn overhovedet kan komme i behandling, er, at det skal være erkendt, at der er foregået vold i familien, volden skal være ophørt, og barnet skal have ”tilladelse” til at måtte tale om det.
Lindre symptomerne
Beredskabet og arbejdet med behandlingstilbuddene er blevet fulgt op af 10 temadage om voldens dynamikker, hvor bl.a. politi, sundhedsplejersker, socialrådgivere og andre af kommunens medarbejdere har hørt mere om opsporing og de forskellige behandlingsmodeller og terapiforløb.
En del af projektet har haft til formål løbende at evaluere behandlingstilbuddene for at kunne skabe evidens på området og i sidste ende sikre voldsramte børn endnu bedre behandling. Den endelige evaluering af projektet i Skanderborg Kommune er først færdig efteråret 2011, men Trine Lydiksen er ikke i tvivl om, at det har gavnet de i alt 14 børn, der indtil videre har fået hjælp.
”Projektet har overordnet skabt mere fokus på børn i voldsramte familier, og personalet er blevet bedre rustet til opgaven. Vi havde gerne set flere børn i behandling, da vores hypotese er, at de er mange. Men det bekræfter os bare i, at det stadig er et meget tabubelagt område. Min fornemmelse er dog, at de børn, vi har haft direkte kontakt til, er godt og bedre hjulpet på vej, end de var tidligere. Endelig er den tværfaglige gevinst stor, vi kan løfte meget mere sammen, end vi kan monofagligt,” siger Trine Lydiksen.
Et konkret resultat af projektet er desuden, at Skanderborg Kommune har valgt at gøre de nye behandlingstilbud til børnene permanente. Det er Trine Lydiksen selvsagt stolt af og glad for.
”Vi kan ikke tage oplevelserne fra børnene, men vi kan lindre deres symptomer på volden, og det er et vigtigt skridt i at sikre dem et nogenlunde almindeligt liv, efter at volden er stoppet”.
Den tværfaglige projektgruppe i Skanderborg Kommune består af en projektleder, to psykologer, en socialrådgiver, to familiebehandlere og to sundhedsplejersker. Skanderborg er bare en af 14 kommuner i landet, som deltager i Servicestyrelsens overordnede projekt ”Støtte og behandling til kvinder og børn i voldsramte familier”. Projektet er delvist finansieret af satspuljemidler og er ved at blive evalueret med Servicestyrelsen som tovholder. Resultaterne forventes i løbet af efteråret 2011.
Læs mere på servicestyrelsen.dk
Hvert år behandles 1.400 børn for vold på landets skadestuer, og Justitsministeriets seneste offerstatistik viste, at der i 2004 var 4.499 anmeldelser for vold mod børn, mens de sociale myndigheder hvert år registrerer mellem 600-1.000 tilfælde af fysisk vold mod børn. Men ifølge SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – er det formentlig blot toppen af isbjerget, for mange tilfælde af vold mod børn kommer aldrig til de sociale myndigheders kendskab. Det er UNICEF enig i, her anslår man, at 22.000 danske børn hvert år bliver udsat for vold i hjemmet, samt at der hvert år dør i gennemsnit otte danske børn under 15 år pga. vold eller vanrøgt.
Kilder: Servicestyrelsen, Behind closed doors. The impact of domestic violence on children, UNICEF 2006 samt A league table of child maltreatment deaths in rich nations, UNICEF 2003 og SFI.
39 pct. af Dansk Sygeplejeråds medlemmer har i en undersøgelse gennemført af DSR Analyse og Megafon svaret ja til, at de har mødt eller møder voldsramte kvinder i deres arbejde (50 pct. svarer nej, 11 pct. ved ikke). Fordelt på specialer scorer sundhedsplejerskerne ubetinget højest, nemlig 81,3 pct., dernæst konsultationssygeplejersker med 62,7 pct. og hospitalsansatte sygeplejersker med 42,3 pct.
Kun 10 pct. af de adspurgte bekræfter, at de har interne retningslinjer for, hvordan de håndterer mødet med voldsramte kvinder (sundhedsplejersker: 36,3 pct.), mens 55,8 pct. svarer nej, og 34,1 pct. svarer, at de ikke er klar over, om der er interne retningslinjer eller ej.
Det hindrer dog ikke sygeplejerskerne generelt i at få bearbejdet mødet med de voldsramte kvinder (det har 83,5 pct. mulighed for), ej heller at opfordre kvinderne til at søge hjælp.
Af de 39 pct., der møder eller har mødt voldsramte kvinder, har 70 pct. opfordret kvinderne til at søge hjælp, mens 17 pct. lod være og 13 pct. ikke husker det.
Undersøgelsen blev gennemført i november 2010. I alt blev 4.092 medlemmer inviteret til at deltage i undersøgelsen, hvoraf 2.207 besvarede undersøgelsen, heraf 1.768 aktivt beskæftigede. Det giver en svarprocent på 54.