HIV er en hemmelighed

Den 39-årige sygeplejerske Elena Irina Ponikarovskaya hjælper en patient på aids-klinikken i Arkhangelsk med at få foretaget hiv-test. Foto: Gintaras Shelkta

”Chok.”  Den russiske betegnelse for chok ligner næsten den danske, og 20-årige Sasja udtaler ordet højt og gennemtrængende, når hun skal svare på, hvordan hun reagerede, da hun for snart et år siden fik konstateret hiv.

Den unge, buttede pige sidder i en brun læderstol i det statslige aids-centers nymalede konsultationslokale i den nordrussiske by Arkhangelsk.

Det er torsdag sidst på eftermiddagen, og der dukker med jævne mellemrum nye patienter op i venteværelset med de lyse vægge, en høj brun skranke og et par enkelte klapstole. I et hjørne står et ønsketræ fyldt med små hjerter, hvor patienterne har skrevet deres ønsker og håb for fremtiden.

Brugerne er både hærgede unge mænd med stofproblemer, og flere og flere helt almindelige teenagere samt nydelige pelsklædte mænd og kvinder i 30’erne.

Aids-centret, der ligger i en nyrenoveret gulmalet bygning med fine sprossede vinduer, dækker et område på en million indbyggere i og omkring Arkhangelsk. I øjeblikket tilbyder klinikken ambulant behandling til 320 patienter. Heraf behandles 90 patienter gratis med livsforlængende medicin, som er finansieret af den internationale Global Fund.

Hiv er tabu

Sasja ligner en hvilken som helst anden universitetsstuderende med sine grønne cowboybukser, kort hår og store smilende øjne. Hun læser medicin på universitetet og skulle gennemgå en rutinetest i forbindelse med sine studier, da hun for godt et år siden blev præsenteret for det overraskende resultat.  Hun deler skæbne med de stadigt flere helt almindelige unge, som smittes med hiv pga. usikker sex.

Ifølge FN’s særlige organisation, UNAIDS, er antallet af hiv-smittede russere tredoblet siden år 2000. Officielt er en halv million russere registreret som hiv-smittede, men UNAIDS skønner, at det reelle tal snarere ligger mellem en og tre millioner smittede.

”I en periode levede jeg lidt vildt og kom sammen med mennesker, som jeg nok ikke skulle have set,” fortæller Sasja med henvisning til, at hun blev smittet som følge af usikker sex. I dag holder hun hemmeligheden for sig selv.

Hverken hendes forældre eller venner har nogen anelse om hendes sygdom:

”Hiv er et tabu i Rusland. Mine forældre er slet ikke klar til at få en så alvorlig besked, men en dag vil jeg fortælle dem det,” siger Sasja.

Ingen seksualundervisning

I et andet konsultationsværelse hjælper den 39-årige sygeplejerske Elena Irina Ponikarovskaya patienter med at få foretaget hiv-test, mens centrets overlæge, Sorokina Tatiana, ser til.

Aids-centret tager prøver, giver psykologhjælp, deler gratis medicin ud og forsøger som noget nyt også at satse på forebyggelse. Der er nemlig ingen seksualundervisning i de russiske skoler, og de unge ved meget lidt om sikker sex. Aids-centret har derfor oprettet en gruppe, der deler kondomer ud i det lokale natteliv.  nitiativet er kontroversielt. Ikke mindst fordi den magtfulde russiske kirke laver et ivrigt lobbyarbejde, som skal forhindre, at unge oplyses om sex i skolen og får adgang til gratis prævention.

”Aids-epidemien i vores område er ikke så udbredt som i storbyerne. Men situationen er stadig alvorlig, og hvor hiv tidligere var mest udbredt blandt stofmisbrugere, kan vi se, at den breder sig blandt helt almindelige unge heteroseksuelle,” siger Sorokina Tatiana.

Hun fortæller, at forholdene trods alt er blevet bedre de seneste 10 år. Aids-centret har fået flere ressourcer af den russiske stat, råder over livsforlængende medicin og kan tilbyde patienterne psykologhjælp. I dag er det store problem at få udbredt kendskabet til sikker sex.

Personalet ændrer holdning

Arkhangelsk ligger i et hjørne af Rusland, hvor hiv stadig er under kontrol. Men i andre områder som f.eks. storbyen Skt. Petersborg breder epidemien sig med alarmerende hast, og det skønnes, at 1 pct. af befolkningen i Skt. Petersborg er smittet.

Maria Nedergaard Gostichtcheva, som leder Folkekirkens Nødhjælps kontor i Skt. Petersborg, fortæller, at det store problem er den manglende forebyggelse:

“I Vesten fik vi begrænset smitten ved hjælp af 1980’ernes store kampagner rettet mod den brede befolkning. I Rusland er det forbudt at give seksualundervisning til unge under 18 år, og mange russere tror stadig, at hiv hænger sammen med, at mennesker lever et umoralsk liv.”

Men ifølge Maria Nedergaard Gostichtcheva sker der også fremskridt. F.eks. er sundhedspersonalets holdning til hiv ved at ændre sig:

“Tidligere blev aids-patienter betragtet som pestbefængte. Blandt de professionelle er der ved at brede sig en forståelse af sygdommen, og hvad der kan gøres for at forebygge den. Men i den brede befolkning og på arbejdspladserne er sygdommen stadig meget tabubelagt, og hiv-smittede bliver stigmatiseret. Hiv-smittede kan f.eks. ikke finde arbejde, fordi det på mange arbejdspladser er obligatorisk at aflevere en hiv-test.”

For den 20-årige medicinstuderende Sasja har hiv-diagnosen knust drømmen om en uddannelse som læge. Men hun er blevet optaget på en særlig patientskole for hiv-smittede, og det har givet hende livsmod: 

“Det er helt urealistisk, at en hiv-smittet person kan arbejde som læge. Men jeg kan se, at der er mange muligheder for at give de smittede et bedre liv. Jeg satser derfor på at læse psykologi, så jeg kan få et job, hvor jeg kan hjælpe andre med hiv.“

20-årige Sasja har ikke ønsket at optræde med sit fulde navn.