Børnepengene går til regninger

Det er ikke let at give børnene den barndom, man gerne vil, når familiens økonomi skranter. Med en høj husleje i et dårligt vedligeholdt hus, fire hjemmeboende børn og intet arbejde er Lonnie Helen Hansen én af de mange forældre i dagens Danmark, der kæmper for at få enderne til at hænge sammen.

SY-2011-04-24-1a
Foto: Hanne Loop   

Kun en time i tog fra København ligger en lille by ved navn Lundby. Som i mange andre små byer i Danmarks landkommuner kunne husene langs hovedgaden trænge til opmærksomhed fra deres ejere.

I udkanten af byen, i Gl. Lundby, ligger et slidt, snehvidt hus ud til vejen, hvor fastkørt is stadig gør svingene usikre flere uger efter sidste snefald. Her bor 38-årige Lonnie Helen Hansen. Hun er enlig mor til fem børn. Med undtagelse af Patrick på 19 år bor René på 17, Michelle på 11, Mai på ni og Ronnie på to år hos hende. At få pengene til at række er en daglig udfordring, og den dårlige økonomi præger trivslen for både mor og børn.

Lonnie Helen Hansen er kontanthjælpsmodtager, og det er fire år siden, hun sidst havde et arbejde. Dengang var hun hjemmehjælper.

”Jeg gik fuldstændig ned af det arbejde. Jeg tog alt for mange alt for lange vagter og brændte helt ud,” fortæller hun med en dialekt, der afslører, at hun ikke selv er vokset op på Sydsjælland. Taastrup er hjemstavnen, og familien har også boet både i Glostrup og Albertslund.

En kæreste førte Lonnie Helen Hansen og de fire ældste børn til egnen, og hun var glad for, at drengene på det tidspunkt kom væk fra det hårde miljø i Albertslund. Siden er Ronnie kommet til familien.

Huset koster hver måned 7.000 kr. i husleje. Dertil kommer udgifter til varme, olie og brænde, som hun bruger 4.000 kr. på om måneden her om vinteren. Når kontanthjælpen giver lidt over 8.000 kr. og kun er suppleret af lidt boligstøtte og børnepenge, så er der ikke meget økonomisk albuerum tilbage. Situationen bliver ikke bedre af, at Lonnie Helen Hansens tidligere mand for mange år siden gik konkurs med et firma, og hun stadig betaler af på gælden.

I én lang talestrøm fortæller hun, at den stramme økonomi fungerer som en spiral, der bare trækker hende længere ned:

”Det hele griber sig selv i halen. En bedre økonomi ville kunne få mig ud af alt det her, hvor jeg hele tiden må træffe dårlige beslutninger og ikke kan give ungerne det, jeg gerne vil. Men for at søge gældssanering er man nødt til at have et fast arbejde, og for at få det er man nødt til at have overskud, og det har man ikke altid.”

Ville gerne bo billigere og bedre

På første sal for enden af den stejle trappe i bryggerset bor pigerne og René. Mai og Michelle deler et stort opholdsrum som værelse. Rummet er koldt og uden mulighed for opvarmning. Den ene endevæg er bar med lidt spartelmasse hist og pist. Bag den anden endevæg ligger storebrors værelse.

Nedenunder varmer den gamle brændeovn stuen op, og Lonnie Helen Hansen læner sig tilbage i den bløde brune lædersofa, mens hun fortæller om husets dårlige tilstand, og at hun netop har meldt sig ind i Lejernes LO for at finde ud af, om lejen er rimelig.

”Jeg leder efter noget andet at bo i, for det her sted er for dyrt i leje og varme,” siger hun og peger op på det store vindue, der udfylder hullet i den hvide trævæg bag sofaen.

”Jeg har selv sat plexiglas op på indersiden af ruderne, for varmen fes bare ud. Det kostede mig 1.300 kr., og det er mange penge, når der i forvejen er minus på kontoen. Sådan nogle udgifter bliver til noget, som ungerne skal undvære, og ture, vi ikke kommer på,” bemærker hun og sætter kaffekoppen på det hvidmalede sofabord. Ved siden af ligger et iltapparat.

”Ronnie er blevet syg med lungebetændelse, og i nat fik det hans bronkitis til at bryde ud. Jeg måtte sidde oppe med ham det meste af natten, for han kunne næsten ikke trække vejret,” fortæller hun og tilføjer, at han lige er startet i en ny dagpleje, og der er de alle sammen syge.

Men det er ikke første gang, at Ronnie har lungebetændelse. Den oplevelse har han haft tre gange inden for sit første leveår.

”Ronnie har været lidt uheldig. Jeg har tænkt på, om det kan være noget med huset, for jeg har hørt, at der har været svamp, inden jeg flyttede ind. Men det skulle være behandlet, og jeg kan heller ikke finde noget,” siger hun.

Ronnie er ikke hjemme nu. Han blev i morges hentet af sin far, som bor inde i Næstved.

Tøj fra genbrugsbutikken

I hverdagen har Lonnie Helen Hansen fundet måder at få tingene til at hænge sammen på, uden at det koster en formue:

”Jeg køber tøj til Ronnie i Den Blå Avis, og pigerne får tøj fra genbrugsbutikken, eller også arver de det fra min søsters børn,” fortæller hun.

Børnepengene går som regel til regninger.

”Jeg er hele tiden nødt til at udskyde og samle regninger, så de bliver betalt, når der er penge til det. Der er jo altid nogle ting, man må prioritere. Michelle trænger faktisk til nyt undertøj, men der er ikke penge til det lige nu. Min søster har lovet at købe nye skoletasker til pigerne, for jeg har simpelthen ikke råd. Hun købte også støvler til Ronnie i vinter,” fortæller Lonnie Helen Hansen. Egentlig bryder hun sig ikke om at være afhængig af søsterens hjælp.

En anden form for hjælp til familien er Dansk Røde Kors, som sørger for, at børnene kommer på lejr hver sommer.
Som børnene bliver ældre, kan Lonnie Helen Hansen mærke, at det bliver sværere og sværere at leve op til standarden for deres sociale liv:

”Michelle har lige holdt pyjamasparty, men ellers inviterer vi ikke sådan folk hjem. Det er blevet svært at konkurrere. Til fødselsdage får de jo indbydelser til bowlingbanen og nogen, der har lejet et stort diskotek og det ene og det andet. Man kan jo ikke længere bare invitere dem hjem på boller og kakao,” siger hun.

Hun prøver selv at opdrage børnene med lege og aktiviteter, der ikke koster noget. Som da de brugte en hel weekend på at arrangere en skattejagt nede i parken sidst til Michelles fødselsdag.
 

Man skal selv kende reglerne

Lonnie Helen Hansen har 19 års erfaring med kontakt til kommunen, selvom hun har haft arbejde meget af tiden.

”Da drengene var små, fik man en mere imødekommende behandling, og man fik opstillet flere muligheder, hvis der var problemer. I dag får man tit bare beskeden ”Det kan man ikke!” Jeg er selvfølgelig klar over, at kommunen skal spare, men de burde være i stand til at se individuelt på folk. Der er ingen, som kigger bag om en person og interesserer sig for, hvordan man kan hjælpe personen til selv at komme videre.”

For nogle måneder siden kunne Lonnie Helen Hansen ikke passe sin aktivering, fordi bilen var brændt sammen, og hun ikke kunne aflevere Ronnie i dagplejen. Af sin vejleder på kommunen fik hun at vide, at hvis hun ikke fulgte aktiveringen, blev hun trukket i kontanthjælp. En dag brød hun sammen deroppe i ren frustration over situationen og af frygt for ikke at kunne betale sin husleje.

”Da var jeg så heldig, at min vejleder var syg, og en anden sørgede for, at jeg fik fri i tre måneder, så jeg kunne få styr på mit liv. Jeg har kunnet rekreere mig selv, og jeg har fået en hjemmehos-konsulent, som har hjulpet mig med at få struktur på hverdagen. Jeg ved slet ikke, hvor jeg ville være i dag, hvis jeg ikke havde haft den tid,” siger hun og fortæller samtidig, at hun er startet i aktivering igen, i første omgang i 15 timer om ugen.

Desuden har hun fået hjælp af sundhedsplejerske Marianne Willert, som sørgede for, at Ronnie blev flyttet til en dagpleje, der ligger tættere på hjemmet, så hun ikke skal være afhængig af en bil for at få ham passet.

Lonnie Helen Hansen har dog haft flere kampe med kommunen. Da hun ikke havde råd til at betale for Renés togkort, så han kunne passe sin mureruddannelse, mødte hun også lukkede døre. En ungdomsvejleder trak dog i nogle tråde og fik alligevel fat på en rekvisition til et togkort.

”Det er som om, man selv skal kende reglerne først, og så kan de godt hive hjælpemidlerne frem, men ellers ikke. Der er mange i min situation, som ikke lige ved, hvem man kan ringe til for at få hjælp. De ender med at gøre ingenting og bare komme dybere ned i lortet, end de var i forvejen.”

Det er dog ikke offerrollen, som præger Lonnie Helen Hansen:

”Der er masser af ting, jeg kunne have gjort anderledes for ikke at sidde i denne situation i dag – mit valg af mænd f.eks.”
Hun flækker i et grin, men så bliver ansigtet mere seriøst:

”Hele min situation bunder jo i, at jeg har truffet bestemte valg gennem livet. Jeg lærte børnenes far at kende som 17-årig og ved at vælge ham, har jeg også fravalgt en masse. Og jeg ville helt sikkert have fået en uddannelse for mange år siden, hvis jeg havde vidst bedre. Der er rigtig mange ting, jeg ville gøre om, men den chance får jeg jo nok ikke,” siger hun. Denne gang med et forsigtigt smil.

Lonnie Helen Hansen er dog ikke uden planer for fremtiden. Hun vil finde en bedre bolig, og så vil hun gerne uddanne sig til social- og sundhedshjælper, ”bare for at gøre noget, der giver mening,” som hun selv udtrykker det. 
 

Emneord: 
Barn
Familie
Sygdom
Økonomi