Sæbe til personlig hygiejne

Artiklen beskriver sæbens historie og virkning. Desuden nævnes de krav, man som forbruger og sygeplejerske bør stille til sæbe.

Brug af sæbe er meget udbredt og findes i mange variationer f.eks. fast, flydende, spåner, flager og granulat. Sundhedspersonale bruger sæbe både ved personlig hygiejne til patienter og egen håndhygiejne og bør derfor have viden om produkternes kemiske sammensætning, kosmetiske fordele og potentielle risici, så de er i stand til at vælge en hensigtsmæssig sæbe til brug hos patienter og til egne hænder. Denne viden bør erhverves fra objektiv og uafhængig litteratur, og ikke kun fra salgsfremmende produktark.

Historie

Ordet sæbe stammer fra det latinske ord sapa. De første beretninger om sæbe er fra Mount Sapo nær Rom år 3.000 f.Kr., hvor sagn fortæller, at dyr blev brændt som ofringer for at tilfredsstille guderne. Fedtet fra dyrene smeltede og løb ned på jorden, hvor det blev blandet med træaske i den lerede jord. Kvinderne, som kom i templet, opdagede, at denne blanding af ler kunne opløse fedtstoffer på klæder (1).

Efter Romerrigets fald ca. 700 år e.Kr. fortsatte udviklingen af sæbe i den arabiske verden, hvor man kogte olivenolie med natron. Natron fik man fra områder med søer, der tørrede ind om sommeren. Natron var kendt for at opløse fedt på tøj og våben (2).

Omkring 700-800 e.Kr. blev sæbefremstilling indført som et håndværk i Spanien og Italien. I løbet af middelalderen blev den franske by Marseille det første sæbeproducerende center i Europa, fulgt af Genua og Venedig. I England begyndte sæbeproduktion i 1200-tallet. På dette tidspunkt måtte sæbeproducenterne betale skat af den sæbe, de fremstillede, så brugen af sæbe var ikke for hvem som helst. Sæben var så dyr, at Dronning Elisabeth I kun anvendte sæbe én gang om måneden, og den almindelige borger blev kun vasket med sæbe tre gange i livet: ved fødsel, bryllup og død (2).

Det egentlige gennembrud for industrialisering af sæbeproduktionen blev foretaget af den franske kemiker og læge Nicolai Leblanc i 1790. Leblanc fik tildelt en pris for at have opfundet en metode til fremstilling af soda ud fra almindeligt bordsalt. Leblancs opfindelse ændrede fremstillingen af sæbe fra en håndværkerindustri til en kommerciel industri. Sæbe, som før havde været et luksusprodukt, som kun de rige havde råd til, blev nu almindeligt tilgængelig (3).

I løbet af det nittende århundrede opdagede læger værdien af sæbe som medicinsk middel. Den bedst kendte fortaler for håndhygiejne var Ignaz Philipp Semmelweis, som i 1847 opdagede den infektiøse årsag til barselfeber og derfor krævede, at alle medicinstuderende skulle vaske hænder, før de undersøgte patienterne (4,5).

Eksperter inden for dermatologien var i det nittende århundrede fortalere for brug af sæbe som behandling ved forskellige hudsygdomme (5). Det meget positive syn på sæbe holdt til omkring 2. verdenskrig, hvor det blev moderne at se sæbe som medvirkende årsag til eksem (5).

Sæbes rensende effekt

Hudens yderste lag, epidermis, dækkes til stadighed af en fedtfilm, der fanger støv, fedt, kosmetik og andre substanser, som kommer i kontakt med huden. Når huden vaskes, er det epidermis, der renses ved, at sæbe reducerer overfladespændingen og svækker bindingen mellem snavs og hud. Derved kan vand og de overfladeaktive stoffer trænge ind i selv de fineste revner.

 Processen fremmes, hvis den understøttes af mekanisk gnubben. Forstøvning af partikler fra olie og snavs i sæbens skum forhindrer, at partiklerne bliver genanbragt på overfladen, samtidig med at de kan vaskes af. Alle eksperter er enige om, at vask med sæbe medfører en følelse af velbefindende, men ikke fremmer sundheden (5).

Sæbe og indholdsstoffer

Traditionel håndsæbe i fast form fremstilles af fedtstoffer i en proces, der kaldes forsæbning, hvor fedtstoffer opvarmes med en stærk base. Traditionel sæbe hører til gruppen detergenter, som stammer fra det latinske udtryk detergere, at rense (se boks 1, (6)).

Boks 1. Fakta om sæbe
  • Sæber er et detergent.
  • Detergent betyder at rense, at udslette.
  • Detergenter er ikke kun sæbe.
  • Detergent virker overfladeaktivt.

I dag erstattes almindelig sæbe ofte af syntetisk fremstillede sæber. De er billigere og lettere at fremstille. Syntetisk fremstillet sæbe indeholder overfladeaktive stoffer (surfaktanter), konserveringsmidler, blødgøringsmidler, bindere, skumforstærkere, fyldstof, vand, parfume og farvestoffer (5).

Surfaktanter

Surfaktanter, også kaldet både tensider og syndeter, er en fællesbetegnelse for overfladeaktive stoffer. Ordet surfaktant kan udledes fra engelsk, hvor surface svarer til overflade, active til aktiv og agent til middel (6). Almindelige og syntetisk fremstillede sæber er netop i stand til at rengøre, fordi de indeholder surfaktanter, som påvirker den overfladespænding, vand har.

Surfaktanters molekyler indeholder både en lipofil og hydrofil del, vilde med fedt og vilde med vand (7). Den lipofile del binder sig til og opløser fedt, den hydrofile del medvirker til, at snavs kan skylles væk. Det er balancen mellem de lipofile og hydrofile egenskaber, der giver surfaktanter deres rengørende virkning som et rensende middel (7).

Surfaktanter resulterer også i, at vandet opløses til små dråber. Mindre dråber er i stand til at trænge ind og løfte snavspartikler op og binde dem i sæbeopløsningen, og mindre dråber tillader en mere grundig afskylning. Surfaktanters påvirkning af fedt bidrager til, at de partikler, der normalt klistrer sig til hud og tekstiler, kan fjernes med vand.

De fleste sæber indeholder en blanding af to til fire surfaktanter (7). Surfaktanter indgår i meget høje koncentrationer i flydende håndsæbe samt shampoo. På det danske marked anvendes oftest Sodium Laureth Sulfate og Cocamidopropyl Betain, som ikke anses som miljøfarlige (8).

Konserveringsmidler, farvestoffer og parfume

Ved fremstillingen af sæbe medtænkes sæbens kemiske og fysiske stabilitet, afskylningsevne fra hud og ved f.eks. håndvask, hudforenelighed, biologisk nedbrydningsevne, samt at produktet fremtræder attraktivt for forbrugeren. Disse forhold er baggrunden for, at sæbe også indeholder ingredienser som f.eks. konserveringsmidler, antiseptiske stoffer, fugtighedsbevarende stoffer, parfume, farvestoffer og perlemorsgivere.

Konserveringsmidler tilsættes flydende sæbe for at begrænse væksten af bakterier og andre mikroorganismer. Det er indholdet af vand, som kræver en konservering. Visse konserveringsmidler mistænkes for at være hormonforstyrrende, hvorfor stofferne butylparaben, isobutylparaben, propylparaben og isopropylparaben bør undgås, hvis man vil være ekstra forsigtig.

Irritativ og allergisk kontakteksem

Sæbe kan indeholde mange ingredienser, der kan medføre hudirritation eller allergiske hudreaktioner. Det er individuelt, hvordan man reagerer, og derfor umuligt at forudse, hvem der får disse reaktioner. Typisk er parfume eller konserveringsmidler årsagen til reaktionerne, men det kan også være farvestoffer og surfaktanter (7,9).

Hvis sæbe indeholder parfume, skal ordet ”parfum” eller ”aroma” fremgå af indholdsdeklarationen. 26 særligt allergifremkaldende duftstoffer skal deklareres særskilt. Konserveringsstoffer som formaldehyd eller stoffer, der er fraspaltet formaldehyd, kan også være årsag til allergi.

Surfaktanters høje irritative effekt bevirker, at det er svært at finde produkter, der selv med lav koncentration ikke giver allergisk reaktion ved lappeprøver og kan føre til øget antal af allergisk kontakteksem over for andre ingredienser i sæber (1).

Syre-/baseværdiens betydning

Der er tæt sammenhæng mellem hudoverfladens pH og dens bakterieflora. pH-skalaen går fra 1 til 14 og har sit neutrale punkt ved 7. Hudoverfladens pH er normalt let sur og ligger mellem 4,2 og 5,6. Propionibacterium acnes vokser ekstra godt i et basisk miljø, pH mellem 6,0 og 8,5. Stafylokokker vokser bedst ved en pH på 7,5. Rensning af huden med sæbe kan ændre hudoverfladens pH, men ændringen anses at være kortvarig, ca. to timer, efter en enkelt vask (1). Nogle faste sæber har en høj pH-værdi, hvilket kan medvirke til hudirritation (10).

Miljøet

Vaskeaktive stoffer belaster vandmiljøet i større eller mindre grad, hvorfor det kan være en god idé at tænke på miljøet, når man vælger sæbe. Faste sæber er ofte et bedre miljøvalg end flydende, da de ofte er uden konserveringsmidler. Mange konserveringsmidler er toksiske over for vandlevende organismer i meget lave koncentrationer og er samtidig svært nedbrydelige som følge af deres toksiske effekt på de nedbrydende bakterier.

De flydende sæber indeholder meget vand, derfor kræver de flere ressourcer til emballage og transport (10).

Sikkerhedsvurdering

Sæbe er særlig interessant, fordi huden direkte eksponeres til produktets kemiske stoffer. Sæbe betragtes som et ”rinse-off”-produkt, da hensigten er, at det skal skylles af efter vask (håndsæbe, flydende sæbe, shampoo m.m.) (8). Det har betydning for de krav, der stilles til produktet ved forskellige test og vurderinger (7).

Ingredienser i en sæbe vurderes for mulig toksisk reaktion på forsøgsdyr eller in vitro i forhold til dosis og koncentration. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis produkterne i stedet havde været testet på mennesker under kontrollerede betingelser ved undersøgelser af hudens reaktioner som rødme, tørhed, fordampning (Trans Epidermal Water Loose) (TEWL) samt blodgennemstrømning (7).

Brugervurdering kan bruges til at belyse produktets egenskaber. Ofte fremhæves, hvor let produktet fordeler sig på hud og hår, rengørende effekt, skumkapacitet, afskylningsevne, samt hvor hurtigt huden og håret tørrer.

Effekten af produktet er afhængig af vandets hårdhed, mængden af snavs, der skal fjernes, temperatur og den måde, hvorpå skummet er fremstillet. Den tid, det tager for skummet at mindske i volumen, kan også bruges til at vurdere dets stabilitet (skumkapacitet). Ved udvikling af flydende sæbe vurderes sæbens konsistens vha. viskometer (7).
Sæbe skal være mærket med firmanavn og adresse, vægt/volumen af produktet og holdbarhedsdato, hvis holdbarhed for produktet i uåbnet stand er mindre end 30 måneder jf. loven om kosmetik (8).

Produktet skal også indeholde beskrivelse af, hvordan forbrugeren på sikker vis anvender sæben, fabrikationsseriens nummer (batchnummer) og indholdsdeklaration, hvor ingredienser skal opgives med INCI-navn (International Nomenclature of Cosmetic Ingredients) og listes efter aftagende vægt i produktet.

I hårdt og saltholdigt vand

På trods af udviklingen af sæbe er der stadig situationer, hvor sæbe ikke fungerer optimalt. Den ene er virkningen i hårdt og saltholdigt vand. Hårdt vand indeholder et stort antal af elektrolytter, f.eks. magnesium og kalk, som binder sig til sæben og forårsager uopløselige salte, der f.eks. er årsagen til aflejringer i badekarret og til, at sæben klæber sig til tøj og hud. Det samme forhold viser sig, når sæbe bruges i havvand, hvor sæben f.eks. ikke vil skumme. Disse problemer har ledt til udviklingen af syntetisk fremstillet sæbe.

Sæbe som smittebærer

Sufficient håndhygiejne anses for en af de vigtigste procedurer til forebyggelse af hospitalserhvervede infektioner (11). Håndhygiejne omfatter håndvask og/eller hånddesinfektion. Håndvask anbefales ved synlig forurening af hænder og håndled med blod, sekreter, ekskreter eller andet biologisk materiale, og hånddesinfektion før rene procedurer, efter urene procedurer og efter handskebrug. Hånddesinfektion anses for at være det bedste valg.

Ved håndvask på sygehuse anbefales brug af flydende sæbe, da en fast sæbe, som ligger våd i en sæbeskål, er en potentiel smittekilde. Hvis en borger anvender fast håndsæbe, bør sæben opbevares korrekt, det vil sige ophængt i magnet, så den kan nå at tørre ind imellem brug (8,10,12).

Mht. anbefalinger for valg af håndsæbe, se boks 2.

  Boks 2. Anbefalinger for valg af håndsæbe

  Læs indholdsdeklarationen, før du køber.

  • Undgå produkter med ”parfum” eller ”aroma”
  • Parabener
  • Formaldehyd.
  • Brug fast håndsæbe, når det er hensigtsmæssigt.

Sæbe ved rensning af sår

Sæbe er produceret til rensning af intakt hud (1), men til trods for dette har man langt tilbage i tiden også anvendt sæbe til rensning af sår. Man må antage, at når sæbe anvendes ved rensning af sår, forstærkes de potentielt negative virkninger grundet hudens manglende barriere, hvilket belyses i klinisk retningslinje vedr. rensning af sår: sæbe, skyllevæsker og skylletryk (13,14).

Læs også artiklen "Sæbe frarådes ved rensning af sår" 

Artiklen er skrevet i samarbejde med projektgruppen, som bestod af:
Britta Østergaard Melby, afdelingssygeplejerske, og Lis Kirkedal Bunder, sårsygeplejerske, Videncenter for Sårheling, samt Heidi Nordahl Larsen, sygeplejerske, og Katja Safin Gudmundsen, sygeplejerske, Dermato-Venerologisk afdeling, Bispebjerg Hospital.

Litteratur

  1. Kirsner RS, Froelich CW. Soaps and detergents: understanding their composition and effect. Ostomy Wound.Manage. 1998 Mar;44(3A Suppl):62S-69S; discussion 70S.
  2. Fyrand O. Det gådefulde sprog: om hudens kommunikation. Gyldendal 1997.
  3. Friedman M, Wolf R. Chemistry of soaps and detergents: various types of commercial products and their ingredients. Clin.Dermatol. 1996 Jan-Feb;14(1):7-13.
  4. Noakes TD, Borresen J, Hew-Butler T, Lambert MI, Jordaan E. Semmelweis and the aetiology of puerperal sepsis 160 years on: an historical review. Epidemiol.Infect. 2008 Jan;136(1):1-9.
  5. Wolf R, Wolf D, Tuzun B, Tuzun Y. Soaps, shampoos, and detergents. Clin.Dermatol. 2001 Jul-Aug;19(4):393-397.
  6. Den Store Danske Encyklopædi; 2006.
  7. Loden M editor. Ren, mjuk och vacker: Kemi och funktion hos kosmetik. Sverige: Apotekarsocieteten; 2003.
  8. Larsen JR. Kortlægning og sundheds- og miljømæssig vurdering af håndsæbe. Miljøministeriet, Danmark 2006.
  9. Flyvholm MA. Contact allergens in registered cleaning agents for industrial and household use. Br.J.Ind.Med. 1993 Nov;50(11):1043-1050.
  10. Informationscenter for Miljø & Sundhed. Fakta om håndsæbe.
  11. Laustsen S, Lund E. Klinisk retningslinje for håndhygiejne. Center for Kliniske Retningslinjer. Nationalt Clearinghouse for Sygepleje. 2009.
  12. Østergaard C. Grundlæggende mikrobiologi og infektionsmedicin. Østergaard C ed. Copenhagen, Denmark: Gyldendal; 2009.
  13. Bermark S, Skiveren J. Sæbe frarådes ved rensning af sår. Sygeplejersken 2011; (4):x-x.
  14. Skiveren J, Bermark S, Bunder LK, Larsen HN, Gudmundsen KS, Melby BØ. Klinisk retningslinje for rensning af sår: Sæbe, skyllevæsker og skylletryk. Center for kliniske retningslinjer. Nationalt Clearinghouse for Sygepleje. Januar 2011.
English abstract

Bermark S, Skiveren J. Soap for personal hygiene. Sygeplejersken 2011;(4):68-70.

The use of soap is very widespread, and health professionals use soap both for the patients’ personal hygiene and for washing their own hands. It is therefore important that professionals are aware of the products’ chemical compositions, cosmetic advantages and potential risks in order to be able to choose a suitable soap for use with patients and oneself. The article begins with a section on soap's history but also provides information about the production of soap, ingredients such as surfactants, preservatives, dyes and perfumes, as well as the effect on the skin pH.

Key words: Soap, soap ingredients, soap's effect on skin.

Emneord: 
Hygiejne