Dilemma: Pårørende på traumestuen?

Der er forskellige holdninger til, om nære familiemedlemmer må være til stede, når hårdt kvæstede personer modtager akut behandling på hospitalet. I dette dilemma er problemet sat på spidsen.

SY-2011-05-13Anæstesisygeplejersken på sygehuset modtager en alarm lige før kl. 19.  ”Traumekald” står der på displayet. På traumestuen samles de mange medlemmer af traumeteamet, og de læser på tavlen: ”23-årig mand, bil mod træ, vågen, ustabil, GCS 12, hoved, femur, thorax”. Samtale og stemning er rolig og spændt. Nu venter man bare på, at den præhospitale enhed skal komme med patienten.

Der går måske 12 minutter, før patienten ankommer. Traumeteamet går i gang med det arbejde, der skal gøres. Faglige termer flyver gennem luften: ”A? OK”, ”B? OK”. ”Vi har et C problem”.
En sygeplejerske stikker hovedet ind og siger: ”Jeg har en pårørende, må hun komme ind?”

Hvad tænker du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Illustration: Pia Olsen

Svar 1.

I den aktuelle situation bør der være en procedure for, hvad der skal svares, og hvordan der skal handles, analog ABC-proceduren. Da spørgsmålet om den pårørendes tilstedeværelse stilles af en sygeplejerske, er det nærliggende at tro, at man har kutyme for at spørge herom.

Giver hændelsen anledning til refleksioner over, hvad der er etisk korrekt, vil det være en oplagt case at præsentere for den lokale kliniske etiske komité. Komitéen vil kunne lede klinikerne igennem etiske overvejelser i forhold til patientens autonomi og overvejelser i forhold til patientens bedste, hvis denne ikke er kontaktbar.

Videre vil begreber som system/livsverden, nytte- og pligtetik være meningsfyldte at reflektere over med baggrund i den aktuelle case, så det bliver muligt at danne sig et billede af, hvad der skal være den generelle procedure i modtageafsnittet.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

På den ene side er det vigtigt, at personalet har arbejdsro og kan koncentrere sig 100 pct. om patienten og den akutte behandling og ikke bliver afbrudt af en pårørendes tilstedeværelse og eventuelle påvirkning på patientens emotionelle tilstand under den livreddende indsats. Der kan desuden være forskellige holdninger blandt de professionelle til, om den pårørendes tilstedeværelse på traumestuen er acceptabel.

På den anden side er patienten ved bevidsthed og kan have brug for en pårørende ved sin side, ligesom det kan virke beroligende på den pårørende at se, at patienten bliver behandlet. Men hvis der sker en forværring i patientens tilstand, som gør det nødvendigt med hurtig indgriben f.eks. ved hjertestop, vil det ofte virke voldsomt for ikke-professionelle.

Den pårørende kan opleve at blive overladt til sig selv, fordi personalet koncentrerer sig om patienten. 

I de Sygeplejeetiske Retningslinjer hedder det, at sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv, og at sygeplejersken skal vise respekt og omsorg for pårørende.    

I den aktuelle historie kan den pårørende få mulighed for at se og eventuelt få kontakt med patienten, samtidig med, at det respekteres, at det er de professionelles første prioritet at redde liv.

Det kan anbefales, at ledere og medarbejdere i traumeafdelingen beskriver deres fælles holdning til de pårørendes tilstedeværelse på traumestuen og udarbejder en vejledning om, hvordan personalet drager omsorg for de pårørende til traumepatienter.

Det kan medvirke til, at spørgsmålet: ”Jeg har en pårørende, må hun komme ind?” ikke bliver stillet i fremtiden.  

Af Randi Bligaard, udviklings- og kvalitetskoordinator, cand.cur., medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Pårørende
Traume