Sidste sikkerhedsnet for psykisk syge

​

Illustration: Jenz Koudahl

En psykisk syg kvinde går rundt i et parcelhuskvarter og lyser ind ad naboens vinduer med en lommelygte. En anden psykisk syg opfører sig så mærkeligt, at de andre beboere i opgangen bliver utrygge. En tredje nægter at lukke den visitator ind, som egen læge har bedt vurdere behovet for hjælp.

Hvad gør naboerne og visitatoren? De ringer til hjemmesygeplejerskerne. For dem kender de. De færdes ude i lokalområdet, de er der hver dag, også i weekenden.

Hjemmesygeplejen er blevet sidste sikkerhedsnet for psykisk syge, som er flyttet ud i egen bolig i takt med, at psykiatrien har nedlagt sengepladser. Ingen har godt af at være indlagt længere end højst nødvendigt, men når mennesker med svære psykiske lidelser skal leve ude i samfundet, kræver det et meget, meget velfungerende samarbejde mellem alle de aktører og instanser, der har en andel og et ansvar.

Og når hverdagen går i stykker, er det ofte hjemmesygeplejersken, der må prøve at samle op. Prøve at få naboen til at ringe til politiet, prøve at få fat i egen læge, vagtlæge, psykiatrisk skadestue, akut team mv. Eller de rykker selv ud, som i tilfældet hvor visitator havde forsøgt mange gange forgæves.

”Vi tog to derud, og så blev der lukket op, fordi vi råbte ind ad døren, at vi var sygeplejersker,” husker hjemmesygeplejerske Marianne Würtz, Århus Kommune.

Alligevel endte hun med at opleve, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget for manden bag den lukkede dør. Hans hjem var groet fuldstændig til, og dybest set ville han gerne have hjælp. Men før han kunne få hjemmehjælp, skulle der en hovedrengøring til, og den kunne han ikke betale.

Svært at få assistance

Hjemmesygeplejersker oplever ofte, at de kommer til kort, når borgerne er psykisk syge eller misbrugere. Det kan man læse i DSI-rapporten ”Hjemmesygeplejens opgaver i udvikling”, som bygger på interview med 21 erfarne hjemmesygeplejersker fra lige så mange kommuner.

”Man bruger selvfølgelig sin erfaring og sin sunde fornuft,” siger Marianne Würtz, som har været sygeplejerske i 30 år. ”Men undervisning kunne vi godt bruge noget mere af.”

Hun har et godt samarbejde med regionens lokalpsykiatri om fælles patienter. Men der er kun åbent i dagtiden, og hvor kan man få råd og vejledning, når tingene brænder på søndag eftermiddag? Eller patienterne er afsluttet i det regionale system?

”Så er det meget uklart, hvem vi skal ringe til. Vi har et akut nummer, men vi kan ikke være sikre på, at det er en sygeplejerske, der sidder der. Det er måske en pædagog eller en socialrådgiver,” siger Marianne Würtz.

”Man bruger meget tid på det, for man føler sig jo ansvarlig for de borgere, man kommer hos. Men det kan være svært at få assistance nogen steder fra,” siger også hjemmesygeplejerske  Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.
Hun kan fortælle om en psykisk syg borger, der bare sad og stirrede ud i luften. Det var en dame, hun kendte godt, så hun kunne se, der var sket en forværring, og derfor ringede hun til det ambulatorium, hvor damen plejede at gå.

”Det var lukket pga. af kursus torsdag og fredag. Egen læge kunne heller ikke rigtig tage sig af det: ”Det har vi jo prøvet før.” Ja, det har vi, men hvordan kommer vi så ind og hjælper den her person?"
Høje-Taastrup Kommune er dækket af distriktspsykiatrien i Ishøj, og faktisk synes Anita Berg Madsen, hun har et godt samarbejde med dem.

”Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad de tager sig af. Somme tider tænker vi: Det her må da være til distriktspsykiatrien. Men det er det ikke, det er en sygeplejeopgave, det skal vi bare løse.
Der er nogle benhårde regler rundt omkring for, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Vi står med aben på skulderen, og vi kan ikke komme af med den.

Så kunne det i det mindste være rart med noget råd og vejledning i, hvad vi så gør med de borgere. Skal vi bare lade dem være, eller skal vi sætte fast vagt på? Hvad er forsvarligt, hvad er godt nok? Vi er jo ikke uddannet i psykiatri.”