5 faglige minutter: De kan bedst lide mig, når jeg græder

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

I entreen står en kurv med blå skoovertræk, som plejepersonalet trækker uden på deres saltramte og hvidrandede vinterstøvler, når de betræder hjemmet, og det gør de i en lind strøm. Fire gange i døgnet holder hjemmeplejens lille bil foran det røde rækkehus. Det sker, når den apopleksiramte får hjælp til personlig hygiejne, og når han bliver vendt i sin hospitalsseng for at forebygge tryksår, hvilket sker både dag og nat.

Tryksår har han kun haft én gang efter et ophold på hospitalet, hvor man havde glemt en kapsel under hans ene hofte. Det tog sin tid at få såret helet, men nu er det fortid.

Hvordan er det at være regerende ægtefælle under de vilkår? Ikke nemt, skal man tro min opmærksomme observatør, en afløser i hjemmeplejen. Afløseren har hæftet sig ved ægtefællernes meget forskellige måde at reagere på og har funderet over, hvor forskelligt livet med en handicappet ægtefælle kan leves. Nogle ægtefæller påtager sig rollen som overkontrollør, hvilket jeg sagtens kan forstå, når det nu er et uomgængeligt faktum, at det udøvende plejepersonale har meget forskellige opfattelser af, hvad omhyggelig og ordentlig sygepleje er.

Det kan endda komme så vidt, at lommelygten står parat på kommoden, fortæller afløseren. Efter endt sengebad tager hustruen fat i lygten, tænder den og beder afløseren skille patientens baller ad. ”Så kan jeg se, om han er blevet vasket ordentligt,” forklarer hustruen sin handling. Afløseren bliver en oplevelse rigere.

Andre ægtefæller er nærmest opgivende. En ægtemand bliver spurgt, hvordan konen gerne vil have sin mad serveret. ”Det må I om,” lyder svaret med en træthed, der er til at skære i.

En særlig kategori af ægtefæller tager over uden tøven. Da sygeplejersken spørger manden, om han vil op og sidde lidt ved vinduet, svarer hustruen straks og uden at se på sin mand: ”Det vil han gerne.” Manden når end ikke at spidse læberne for at svare, så har han svaret via stedfortræder.

Sådan kan livet forme sig for de mennesker, vi uden blusel benævner kronikere. Et skrækkeligt ord, for hvem har lyst til at sige til sine venner ”Min far er i øvrigt kroniker ...” Men lad nu det være. Det er de meget forskellige roller, den raske ægtefælle påtager sig, der er emnet her.

Plejepersonalet har en række forventninger til den gode ægtefælle. Hun eller han skal være efterrettelig, hvis jeg skal tro Bitten, den eneste person, jeg kender, som tager vare på en syg ægtefælle. Dvs. at rollen som overkontrollør eller trangen til at resignere ikke er i harmoni med det uskrevne kodeks for god ægtefælleopførsel, der findes i plejebevidstheden. Ifølge dette kodeks skal man være passende engageret, kritisk konstruktiv og må hjertens gerne bryde sammen en gang imellem, når presset bliver for stort. Min gode veninde spidsformulerede det endda:

”De kan bedst lide mig, når jeg græder.”

Hvis det har noget på sig, må man overveje, hvorfor en velformuleret, kritisk og kvalitetsbevidst ægtefælle er mere irriterende end én, der bryder sammen nu og da: Det skulle vel ikke være, fordi plejepersonalet på den måde kan få afløb for deres aldrig mættede trang til at gi’? Give trøst, give accept, give en skulder at græde ud ved? Og dermed få noget igen. Føle, at man gør en forskel.

Jeg ved det ikke.

Måske skulle man for sportens skyld nedfælde det kodeks for god ægtefælleopførsel, så kan man have en næringsrig diskussion om de ønsker og forventninger, der findes. Ny, ubehagelig erkendelse kan være konsekvensen, men det nytter ikke at være sygeplejefagligt tonedøv.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Pårørende