Dilemma: En meget bange operationspatient

En yngre, mandlig patient skal bedøves pga. et knoglebrud på underbenet. Skadestuen har givet op, fordi patienten ikke kan samarbejde pga. smerter og angst for hvide kitler.

Patienten er ved ankomsten til operation meget angst og trækker tæppet tæt rundt om sig. Efter en afklaring af, at patienten ønsker behandling, siger han, at han er ked af ikke at kunne styre sin angst og bekymring, men flytter sig så over på operationslejet.

Anæstesisygeplejersken forsøger at skabe et rum for sig selv og patienten, så hun kan forklare om bedøvelsen, monitoreringsudstyret og tale med ham om hans angst. Patienten har store pupiller, er kold, og alle blodkar er kontraherede. Høj puls, højt blodtryk. 

Det lykkes anæstesisygeplejersken at tale patienten til ro ... Patienten holder fast om anæstesisygeplejerskens ene hånd, som roligt berører hans kind. Patientens puls bliver roligere, han taler sammenhængende og siger, at han er klar til at blive bedøvet. 

”Du lover at være her, når jeg vågner,” siger han til anæstesisygeplejersken, og det lover hun. Personalet skal nu foretage ”tjek ind”, som foregår personalet imellem, mens patienten er vågen.

Her bekræftes eventuelle allergier, mærkning af operationssted, om udstyret er parat, om anæstesisikkerhedstjek er udført, om der er luftvejsproblematikker, om der er aspirationsrisiko, om det forventede blodtab er større end 500 ml, og om der er pulsoximeter på patienten.

Under proceduren bliver patienten igen urolig og utryg, pulsen stiger, og han græder. Anæstesisygeplejersken taler patienten til ro, lægger hånden på kinden og lover at være der, når patienten vågner.

Hvad tænker du om forløbet? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener, og skriv evt. dit svar på www.sygeplejersken.dk under dilemma eller på facebook.com/sygeplejersker

Svar 1.

For mig at se handler anæstesisygeplejersken dybt etisk: Patienten er kompetent til at træffe sit valg, og der er på ingen måde tale om tvang eller overtalelse via løgne. Sygeplejersken forsøger at hjælpe patienten igennem den procedure, han selv har valgt.

Det kan virke, som om systemverdenen vælter ind over patientens livsverden, og det vil være lige til højrebenet at skrive, at det er tjek ind-proceduren, der skal arbejdes med. Men det kan være så meget andet, og derfor vil jeg foreslå, at man opsporer patienten for at få talt situationen igennem og på den måde få et billede af, hvad der udløste den sidste reaktion. Man kan fortælle patienten, at interviewet har til formål at forhindre, at andre angste patienter skal igennem samme oplevelse.

Af Dorte E. M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité.

Svar 2.

Anæstesisygeplejersken står i et svært krydsfelt med en skrækslagen patient på den ene side og sikkerhedsprocedurer, der skal overholdes, på den anden side.

Dybest set gennemføres tjek ind-proceduren for at sikre patienten, men er det afgørende, at patienten hører alt vedrørende ”tjek ind”? Kunne det tænkes, at tjekket inddeles i to tempi, hvor de spørgsmål, som kræver patientens svar, overstås inden bedøvelsen, og resten venter, indtil patienten sover?

Når nu det altid er patientens ve og vel, der er omdrejningspunktet for sygeplejerskers virke, så er vi nødt til at tage procedurer og sædvaner op med jævne mellemrum. Vi bør udfordre hinanden og os selv på, om alt, hvad vi gør, tjener det gode formål, eller om det er bevidstløs videreførelse af ting, der engang gav mening. Det kunne være en overvejelse værd at spørge en udenforstående, hvilke spørgsmål der rejser sig.

Men det kræver mod – har vi det?

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

​