En ny beboer kommer sjældent alene

 Illustration: Lars Andersen

Krav og kommentarer fra pårørende, spørgsmål og forslag til den daglige pleje, sure bemærkninger og højlydte frustrationer, hvis plejecenteret ikke kan opfylde familiens forventninger.

Det er blevet en del af hverdagen i den danske ældrepleje, og for et par år siden indså lederne på Varde Kommunes plejecenter Carolineparken, at der måtte skabes plads og rammer for en ordentlig snak med de pårørende. Ikke kun ved indflytningen, men også en lille måned senere, når den praktiske del af flytningen var overstået, og man havde lært hinanden lidt at kende

Anledningen var bl.a. en familie, hvor der var indbyrdes stridigheder, husker teamleder Karen Schultz.
”Vi havde en fornemmelse af, at de ikke rigtig kunne sammen, og så blev vi skydeskive og fik klager, mens moren stod lidt forvirret i midten og gerne ville gøre både børn og personale tilfredse.”

Moren vidste til sidst dårligt, hvad hun selv ville. Hvor hun ville spise sin middagsmad, eller hvor længe hun ville sove bagefter. Det var nemlig ting, som de to døtre havde en helt forskellig mening om.

”Den ene søster ville frygtelig gerne have, at moren var oppe kl. 3, så hun kunne komme på besøg og nå at komme hjem igen til aften. Det kunne vi fint forstå, men så kom den anden datter: Det var godt nok synd, at hendes mor, der var så dårlig, skulle op allerede kl. 3.

Vi måtte sige til dem, at det her kunne vi ikke have med at gøre. Nu måtte vi sætte os ned og snakke om det.”

Den skræmmende søn

En anden konflikt, der tog megen tid, var en søn, der skræmte de øvrige beboere med sin måde at være på. Men hensyn til personalets arbejdsmiljø kunne også være et frustrationspunkt, husker social- og sundhedsassistent Britta Kyhn, der er sikkerhedsrepræsentant i Carolineparken.

”Vi var ude for, at en familie lagde gulvtæppe på for 6-8.000 kr. ved indflytningen. Og det gav lidt sure miner, da de måtte af igen efter en måned, fordi beboeren brækkede benet og blev afhængig af hjælpemidler, som vi ikke kunne køre ind over gulvtæpperne.”

 Den almindelige indflytningssamtale med den nye beboer og familien var bare ikke nok, erkendte ledelsen.

”På det tidspunkt er familien så optaget af, at man skal flytte ind og indrette, så vi kan godt fortælle det, men de hører det ikke. Efter tre uger begynder de at have spørgsmål, og så har vi fået en fornemmelse af, hvad for en familie vi har fået ind,” siger Karen Schultz.

Tager problemerne i optrækket
Nu aftaler Carolineparken allerede en opfølgningssamtale ved indflytningen. Den ligger tre uger senere. Her deltager teamlederen og beboerens kontaktperson, somme tider også en repræsentant for plejeområdet. Det er ofte souschef Susanne Meinertz, som kommer ind, når der er klager eller optræk til problemer. 

”Vi har også en specialkonsulent fra kommunen, som vi kan trække på, og han er rigtig god til at sætte tingene på plads,” siger hun.

Det kan f.eks. være nødvendigt at forklare reglerne for magtanvendelse, hvis børnene har svært ved at forstå, at personalet ikke må låse døren, når deres demente mor eller far vil forlade plejehjemmet.

”Men der kan også bare være pårørende, der må have at vide, at de skal opføre sig ordentligt over for personalet,” tilføjer Susanne Meinertz.

Under samtalerne er det ofte konkrete, praktiske spørgsmål, de pårørende har med. Så personalet har udarbejdet en tjekliste over spørgsmål, som erfaringen har lært dem, at det er en god idé at tage op. Blandt de faste punkter er, at Carolineparken er et åbent plejehjem, siger Karen Schultz.

”Mange kommer med deres demente mor eller far og forventer, at nu går de aldrig hjemmefra. Eller tror, at nu sker der ikke noget, når de er blevet udstyret med en GPS. Men man kan stadig gå ud og blive kørt ned, selv om man har en GPS på.”

Mindre brandslukning

Susanne Meinertz og den øvrige ledelse oplever, at der er mindre brandslukning for dem, efter at opfølgningssamtalerne er indført.

Det er ikke det samme, som at alle problemer er løst. Carolineparken har stadig sin andel af det, der i Varde Kommune hedder udfordrende pårørende. Men når de kommer på banen, har ledelsen gjort det meget klart, at det ikke er medarbejderens eget problem, pointerer Susanne Meinertz.

”Vi har f.eks. en pårørende for tiden, som personalet slet ikke skal diskutere med. De skal bare være høflige og smilende og henvise til Karen eller til mig.”

Det gør rigtig meget for arbejdsmiljøet, at man får talt sammen i tide, og at personalet kan stole på, at ledelsen tager hånd om eventuelle problemer, oplever Britta Kyhn.

Det giver ro til at udvikle arbejdet, og f.eks. arbejder man med livshistorier og er ved at afprøve et smiley-skema til at måle beboernes og de pårørendes tilfredshed med. Men selve opfølgningssamtalen giver også meget, der kan bruges i den daglige pleje, fortæller Karen Schultz.

”Vi har kaffe og småkager på bordet og får mange gange ting at vide om beboeren, som vi ellers aldrig ville have hørt. F.eks. at beboerens mor blev 100 år, og at der var et par hundrede børn, børnebørn og oldebørn med til fødselsdagen. Nu kan vi gå og snakke med ham om hans store familie.”