Studerende i praksis: Ansigt til ansigt med egen sårbarhed

Klinik på en børnekardiologisk afdeling fik den studerende til at overveje, om man kan være i sin professionelle rolle samtidig med, at man bliver følelsesmæssigt påvirket.

SY-2011-06-08-1Foto: iStock

Joyce Travelbee beskriver det egentlig så fint: ”(…) idet intet menneske kan klare at udsættes for mødet med sygdom og lidelse uden selv at forandres som følge af dette. Sygeplejersker og studerende vil komme til at stå ansigt til ansigt med deres egen sårbarhed på en måde, så det ikke kan ignoreres.”

Jeg var så heldig at komme på en børnekardiologisk afdeling i modul 11 og 12. Jeg havde læst op på kardiologien og den pædiatriske sygepleje, og jeg var indstillet på, at der var en risiko for, at jeg ville komme til at stå over for børn, som måske ikke overlevede.

Meget hurtigt fandt jeg ud af, at jeg elskede specialet og arbejdet med de hjertesyge børn og deres forældre. Særlig én familie krøb ind under huden på mig, da det pludselig gik meget skidt med deres barn.

Efter en dagvagt, hvor barnets mor havde grædt meget forud for en operation, kulminerede de foregående måneders observationer, samtaler og hendes bekymrede tårer. Og da jeg forlod hospitalet den eftermiddag, trillede en tåre ned ad min kind. For første gang fandt jeg mig selv påvirket af hendes sorg, smerte og håb for fremtiden, der for hende syntes så uendelig skrøbelig, og jeg græd.

Det var ikke det faktum, at barnet var så dårligt og derfor skulle opereres, eller det at der ikke var nogen garantier for, at det ville gå godt, eller at han ville overleve. Men det var forældrenes samlede situation, der slog mig. Billedet af de to siddende på hver sin side af hans lille glasvugge på intensivafdelingen omgivet af maskiner, slanger og observationsudstyr, med bekymrede ansigter og stille tårer, havde prentet sig på min nethinde.

Livets uretfærdighed, meningsløshed og den menneskelige sårbarhed tordnede i det øjeblik sammen med den moderne medicin, lægevidenskaben og min egen forestilling om professionalisme.

Det blev hospitalets kvindelige præst, som lagde øre til mine tanker om det at være professionel og følelsesmæssigt påvirket. Det var også hende, som fik mig til at indse, at jeg på trods af den professionelle rolle stadig er et menneske, og at jeg ikke er upåvirkelig af det, jeg ser og oplever. Jeg syntes, at jeg vidste det på forhånd, men da jeg stod i det, blev jeg alligevel i tvivl om, hvorvidt det var legitimt.

Jeg satte spørgsmålstegn ved min egen professionalisme.

Intellektuel forberedelse og sygeplejefaglige kundskaber er en rigtig god ting, hvis man gerne vil være en dygtig sygeplejerske, men man kan ikke altid forberede sig på mødet med livets mørke sider og dem, som står midt i det. Min egen tilgang til at være professionel, og hvad deri ligger, kom til revision, og jeg lærte noget meget værdifuldt. Jeg erkendte over for mig selv, at det at være professionel ikke er det samme som at være upåvirkelig og ufølsom.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Barn
Arbejdsmiljø
Arbejdsbelastning