5 faglige minutter: Skeptiske spørgsmål er nødvendige

Når man er født i 1944, giver det sig selv, at man blev opdraget til at have tiltro til autoriteterne, og for piger var det ikke blot tiltroen til professionelle, men også respekten for patriarkerne, der blev indskærpet.

Skolen holdt samme respekt i hævd, hierarkiet var indlysende, og tvivl endsige oprør kom ikke på tale.

Tiden som sygeplejeelev i tresserne satte ikke fut i kritisk tænkning, men understregede tværtimod, at der var helt rigtige og helt forkerte måder at gøre alting på. Og selv om ungdomsoprøret rumlede udenfor, så nåede det ikke ind bag vores stivede hvide forklæder eller kapper.

Jeg var sygeplejeelev på Sct. Josephs Hospital i København sidst i tresserne i en tid, hvor overlægerne var guder. Jeg husker især ham, som smed hele journalen på gulvet, hvis ikke arkene indeni lå i den orden, han foretrak. Så kunne vi elever ligge med rumpen i vejret og rode inde under sengene for at få fat på de vildtflyvende papirark.

Tiden var overordnet set præget af en meget beundrende indstilling til læger og lægevidenskaben, som indebar, at de færreste stillede spørgsmål til de beslutninger, der blev taget af de hvidkitlede.

På samme måde blev de medicinske institutioner, der var styret af tidens helte, regnet for ufejlbarlige. Der stod en sky af respekt om de forskellige medicinske styrelser, som havde og har ansvar for godkendelse af medicinsk behandling og andre helbredsmæssige spørgsmål.

At opbygge mod til at komme med indvendinger, få viden til at stille spørgsmål og opnå erkendelse af, at ufejlbarlighed ikke eksisterer, har været en lang og til tider sej proces. Når man har levet længe nok, er stort set alt det, der engang var rigtigt, i mellemtiden blevet forkert, ikke mindst på det medicinske område.

Men undervejs er der pinagtige skuffelser og ægte forskrækkelser. Og mere end noget andet: en erkendelse af, at ingen organisation kan opretholde den nødvendige opmærksomhed på mulige fejltagelser uden løbende at skulle svare på kritiske spørgsmål.

Historien har vist os, at der er mange grunde til at nære en sund mistro til resultatet af de mere eller mindre vellykkede sundhedsrelaterede love og regulativer, der regner ned over befolkningen. Jeg plukker lidt: det hvide snit, thalidomid, generøs udskrivning af valium, LSD-forsøg, Bonelock, ringe resultater i kræftbehandling, voldsom stigning i brug af antidepressiva, svineinfluenzavaccine.

Dertil kommer, at langt flere i disse år, hvor betegnelsen usundhed i stigende grad erstatter ordet sygdom, tilbydes forebyggende medicinsk behandling.

Grænsen for det rigtige blodtryk sænkes stadig, og i øjeblikket kan omkring 80 pct. af befolkningen, som er fyldt 50 år og i øvrigt er raske, blive sat i behandling, alene fordi de har en risiko for at blive syge. De medicinske styrelser er optaget af at finde korrekt dosering af medicin, men det ser ikke ud til, at de reflekterer over, hvor mange der skal behandles for statistisk at redde et enkelt liv.

Og pengene taler vi ikke gerne om, men medicin er et forretningsområde, endda meget lukrativt, og det ville være naivt at påstå, at indtjeningen ikke spillede en rolle i forhold til de diagnoser, der for tiden nyder udbredelse. Hver gang grænserne for forhøjet BT eller kolesterol indsnævres, afspejles det ikke bare i medicinalfirmaernes regnskaber, men også i forskningsbevillingerne.

De, som fortsat føler, at skeptiske spørgsmål til sundhedsmæssige autoriteter er fornærmende, må indse, at omgivelsernes nidkære opmærksomhed både er et nødvendigt bolværk mod fejltagelser og en kilde til udvikling.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.