Dilemma: Stritører

Et barn kan ikke stikkes, og forældre og personale må holde barnet fast i nogle minutter, for at hun kan bedøves. Episoden sætter sine spor hos personale og forældre.

SY-2011-07-11-1En pige på 10 år skal opereres for stritører på begge sider, og operationen er planlagt til at foregå i fuld anæstesi, da både forældre og kirurg har vurderet, at indgrebet fordrer dette.

Pigen og hendes forældre har talt med anæstesilæge, og de er sammen blevet enige om, at bedøvelsen skal foregå ved i.v.-anæstesi, hvor pigen forudgående har fået lokalbedøvende plaster på begge håndrygge.

Situationen på operationsstuen udvikler sig på den måde, at pigen ikke kan stikkes ved første forsøg. Hun bliver meget ulykkelig og vil ikke samarbejde. Hun vil forlade operationsstuen uden at blive opereret, og hun er klart ligeglad med alle gode argumenter fra både forældre og anæstesisygeplejerske.

Forældrene ønsker, at pigen bliver opereret. Pigen bliver holdt af personale og forældre. Hun får bedøvelse via maske. Det tager 3-5 minutters kamp, så er pigen sovende, og indgrebet kan begynde. Men både forældre og personale er meget påvirkede af overgrebet, og alle er i tvivl om, hvorvidt man gjorde det rigtige i situationen.

Hvad tænker du?

Svar 1.

Et af de svære dilemmaer, som afspejler klinisk praksis meget præcist og levende, nemlig når klinikerne får etiske skrupler.

Pigen er under 15 år og derfor under forældrenes myndighed, men pigen har ret til at blive hørt. Kompleksiteten i casen fordrer en større grad af nuancering for at kunne komme i nærheden  af et relevant svar:

  • Hvor vigtigt er det for pigen at få foretaget operationen?
  • Er det mest forældrene, der er generet af stritørerne?
  • Er pigen forberedt på, at der er mulighed for, at anæstesien bliver indledt anderledes, og at der ikke er noget farligt ved det, måske kan det virke mere behageligt for pigen med de nye maskeanæstesier?
  • Hvordan har det kliniske personale forsøgt at hjælpe pigen igennem følelsen af at være ulykkelig, hun er jo ikke angst og skræmt fra vid og sans?
  • Har det kliniske personale for sædvane at tvinge børn i lignende situationer? Da der ikke er tale om et livsvigtigt indgreb, kan det være et argument for, at man lader skik og sædvane udfordre og dermed bliver bevidst om, at der kan forsøges alternativer.
  • Hvad gjorde det kliniske personale, da pigen vågnede op, i forhold til måden, anæstesien var indledt på og dermed oplevet af pigen? Osv., osv.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Hvilke forældre kender ikke til at have en dårlig smag i munden, fordi man har gennemtvunget noget, som man er stærkt i tvivl om er rigtigt? På samme måde kender alle sygeplejersker til den samme smag i munden. Det er ikke muligt at gøre det om, men det er en forpligtelse at lære af det!

I en fremtidig tilsvarende situation vil der være mulighed for at vælge mellem at fastholde barnet eller opgive at bedøve barnet den pågældende dag. Hvis sidste udvej vælges, kan det regne ned med argumenter om sygehusudgifter, forkælede børn og forældre, der ikke kan sætte sig i respekt osv., men hvad er det rigtige?

Barnet er den svage part uden mulighed for at bedømme situationen og valgets konsekvenser. Forældrene må handle på barnets vegne. Reelt står sygeplejersken med forpligtelsen til at stoppe op og spørge: Hvad er det rigtige i denne situation?

Der gives ikke noget endegyldigt facit, den enkelte situation er unik, og der kan ikke udarbejdes en procedure for den rigtige sygeplejehandling. En mulighed kunne være at dele sine tanker med kolleger og måske forældrene for at blive klogere på mulighedernes mangfoldighed.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma