Skriverier på facebook kostede jobbet

For en sygeplejerske på Holbæk Sygehus blev et par kommentarer frem og tilbage med en kollega på Facebook startskuddet til et to år langt personligt mareridt, der kostede hende jobbet, masser af bekymringer og god nattesøvn.

SY-2011-08-34Illustration: Dorte Naomi

”Bare det, at vi taler om det nu, giver mig nærmest hjertebanken,” siger sygeplejersken, der ønsker at optræde anonymt.
Hun kan om nogen bekræfte, at det kan få alvorlige konsekvenser som tjenstlig samtale, bortvisning eller ligefrem afskedigelse at ytre sig om sit arbejde på Facebook eller andre sociale medier.

I februar og marts 2009 skrev hun og en kollega sammen på hendes væg på Facebook, og det endte med at koste den nu 36-årige sygeplejerske jobbet.

”Vi skrev bl.a. sammen om det store arbejdspres, vi oplevede. At vi havde så brede skuldre på vores afdeling, at vi ”kunne klare hvad som helst”, fortæller hun.

Da sygeplejersken oprettede sin profil på Facebook et par måneder før, ønskede hun netop at kunne bruge det som sit nye sociale medie til at skrive om løst og fast sammen med venner, veninder, familie og kolleger.

”Jeg synes som udgangspunkt, at Facebook er et rigtig hyggeligt medie, hvor man kan holde kontakten med folk, man ikke lige taler med hver dag,” siger hun.

Men den hyggelige ordveksling med vennerne fik et brat stop et par måneder efter skriverierne. I slutningen af maj 2009 blev sygeplejersken hevet til side af sin afdelingssygeplejerske på gangen på det sygehus i Region Sjælland, hvor hun arbejdede.

”Hun sagde til mig, at man skulle tænke over, hvad man skrev på Facebook, men jeg opfattede ikke på det tidspunkt, at det var mig, hun hentydede til,” fortæller hun. 

Sygeplejersken gik dog alligevel hjem og kiggede kommentarerne igennem.

”Jeg fik stadig ikke mistanke om, at jeg havde skrevet noget forkert.”

Men det mente afdelingsledelsen. For et par dage efter modtog sygeplejersken et brev med indkaldelse til tjenstlig samtale.

I brevet stod bl.a.: ”… at afdelingsledelsen er blevet opmærksom på, at du via kommunikation på Facebook oplyser om forhold på afdelingen, som kan opfattes som overtrædelse af det etiske kodeks for sygeplejersker, og som ansat på sygehuset er det uacceptabelt.”

Alene det at blive kaldt til tjenstlig samtale var noget af et chok for sygeplejersken, der straks kontaktede sin tillidsrepræsentant.

”Uden hende og min familie, venner og veninder var jeg aldrig kommet hel igennem denne sag,” siger hun.

Samme dag, som hun fik brevet, gik sygeplejersken hjem og slettede alt, hvad hun havde skrevet om sit job på Facebook.

”Da jeg fik at vide, at jeg havde ytret mig om forhold på jobbet på Facebook, som ledelsen ikke brød sig om, tænkte jeg, at det kan jeg da ordne ved at slette mine kommentarer. Jeg kan godt tage imod kritik og give en undskyldning, og det havde jeg da også tænkt mig at gøre til den tjenstlige samtale, hvilket jeg fortalte min afdelingssygeplejerske dagen efter,” siger sygeplejersken og understreger, at hun var meget glad for sin daværende arbejdsplads.

”Jeg havde nogle super kolleger og en god ledelse og var på vej i efteruddannelse som klinisk vejleder.”

Navnet på en undersøgelse

Selv efter indkaldelsen til tjenstlig samtale anede hun stadig ikke, hvad det helt præcis var, ledelsen henviste til som et brud på det sygeplejeetiske kodeks. Men det blev hun klogere på ved den tjenstlige samtale.

Afdelingsledelsen mente, at sygeplejersken havde brudt sin tavshedspligt, da hun i en af kommentarerne havde skrevet, at afdelingen nu havde så travlt og så brede skuldre, at den også skulle tage sig af en undersøgelse, som den ikke plejede.

”Det var simpelthen navnet på en undersøgelse, jeg nævnte, som de var faldet over. Ledelsen mente, at jeg ved at nævne den specifikke undersøgelse, havde skrevet om noget personhenførbart, og at jeg derfor havde brudt min tavshedspligt,” fortæller sygeplejersken og fortsætter:

”Jeg havde aldrig regnet ud, at det var lige præcis det, det drejede sig om. Jeg nævnte hverken navn, alder, køn, afdeling eller sygehus, og min profil er så privatiseret, som den kan blive. Der står ikke, hvor jeg arbejder, og det er kun venner, der kan læse kommentarer på min væg. Jeg ved godt, hvad tavshedspligt er, og jeg mente ikke, at jeg havde brudt den. Jeg havde aldrig forestillet mig, at navnet på en undersøgelse kunne betyde, at jeg blev anklaget for brud på min tavshedspligt,” siger sygeplejersken, der dog måtte sande, at det var tilfældet.

”Min afdelingsledelse fik kendskab til mine skriverier gennem to af mine daværende kolleger, som jeg også var venner med på Facebook. Ledelsen gik så videre til HR-afdelingen, som jo så var enig i, at der var en sag.”

Fyret og mareridt om natten

Den tjenstlige samtale husker sygeplejersken kun i brudstykker.

”Under samtalen fortæller ledelsen, at de mener, jeg har brudt min tavshedspligt, og at de påtænker at fyre mig. Da brød min verden lidt sammen. Jeg var oprigtig ked af det, og det kom meget bag på mig, at jeg havde gjort noget, der blev opfattet så slemt, at jeg skulle fyres,” fortæller hun.

Tillidsrepræsentanten skrev referat af samtalen, og Dansk Sygeplejeråd blev straks involveret i sagen, først Kreds Sjælland og siden centralt, da det viste sig, at afdelingsledelsen på ingen måde var til at forhandle med, og at der derfor skulle nedsættes et afskedigelsesnævn.

En uges tid efter samtalen modtog sygeplejersken sin opsigelse, dog med flere måneders opsigelsesfrist, så hun skulle arbejde på afdelingen sommeren over.

”Det var en kæmpe psykisk nedtur, som var meget hård at komme igennem,” husker sygeplejersken, der på ingen måde havde lyst til at gå på arbejde igen.

”Men det opfordrede DSR mig på det kraftigste til at gøre. Jeg havde jo ikke gjort noget forkert, mente DSR, men var havnet i noget, der virkede som en principiel sag for ledelsen.”

Sygeplejersken arbejdede da også på afdelingen i næsten tre måneder efter opsigelsen. Hendes kolleger vidste ikke noget om sagen, før hun selv skrev en mail til dem, lige før den første vagtplan uden hendes navn blev sendt ud.

”Jeg skrev, at ledelsen havde valgt at afskedige mig, da de mente, at jeg havde overtrådt min tavshedspligt på Facebook, men jeg fortalte også, at jeg havde fået job et andet sted i regionen,” siger sygeplejersken.

”Min nye afdelingsledelse kom også til at kende sagen. Personaleafdelingen i Region Sjælland og ens personalesag er jo central. Og selvom jeg følte mig lidt brændemærket og også skulle tale Facebook-brug med min nye arbejdsgiver før ansættelse, mente min nuværende ledelse altså, at jeg var blevet afskediget på et meget tyndt grundlag, heldigvis,” siger sygeplejersken, der også er taknemmelig over den støtte, både tidligere og nuværende kolleger har givet hende under hele forløbet.

”Jeg er meget glad for min nuværende arbejdsplads og kolleger og har ikke fortrudt jobskiftet ét sekund. Men jeg kunne godt have været omstændighederne foruden,” siger hun.

Jobskiftet fik dog ikke sagen til at forsvinde fra sygeplejerskens hverdag og sind. Selvom Dansk Sygeplejeråd centralt var trådt ind i sagen og førte den for hende ved hjælp af en erfaren ekstern advokat, har de seneste to år været alt andet end sjove.

”Hvis nogen nævnte Facebook, fik jeg ondt i maven. Det har været hårdt for min familie, og det har været to lange år med masser af udvekslinger mellem parterne. Desuden har jeg jo aldrig kunnet føle mig sikker på, at vi vandt sagen.”

SY-2011-08-alt%20(34)Illustration: Dorte Naomi

Offentligt og privat medie

Den 18. marts 2011 kom forløsningen så endelig. Sammen med Dansk Sygeplejeråd vandt hun over sin tidligere afdelingsledelse og Region Sjælland (se artiklen her). 

”Dommeren mente, at Region Sjælland havde skudt gråspurve med kanoner, og at sagen ikke holdt vand, så det var jo en god kendelse. Men dommeren sagde samtidig, at man skal tænke meget over, hvad man skriver på Facebook, som opfattes som et offentligt medie.”

Sygeplejersken blev desuden tildelt en erstatning på tre måneders løn, hvilket betød, at rammerne for erstatning blev sprængt.

”Jeg havde egentlig ikke overvejet nogen økonomisk erstatning, jeg ville bare renses for anklagen om at have brudt min tavshedspligt,” siger sygeplejersken.

Hun er med egne ord så småt ved at tage sig sammen til igen at finde glæden ved at bruge sin Facebook-profil, netop fordi mange veninder, venner og familie og ikke mindst kolleger stadig færdes der. Men der kommer nok til at gå tid, før hun skriver noget som helst arbejdsrelateret igen, hvis nogensinde.

Hun vil dog ikke opfordre kolleger til at være lige så tilbageholdende som hende.

”Man skal kunne tale og skrive om sit arbejde og på den måde bl.a. udveksle erfaringer, også på Facebook, men som sygeplejersker og fagpersoner skal vi virkelig passe på med at skrive om specifikke ting på jobbet, der kan opfattes som personhenførbare,” siger hun. 
 

Emneord: 
Internet
Arbejdsmiljø
Patient
Tavshedspligt