5 faglige minutter: Grundfølelsen der forsvandt

"Jeg synes, der er for mange dækningsløse ord i vores modersmål, og der bliver verbalpyntet både til jul og nytår."

En togrevisor (bemærk: ikke en togkontrollør) er kendetegnet ved service, venlighed, hjælpsomhed, imødekommenhed og ved at skabe en god stemning. At han eller hun faktisk skriver bøder ud (bemærk: kontrolafgifter), bliver fuldstændig forbigået i en reklame for revisorens virke i en af de egenannoncer, der vises på skærmen i S-togene, når man hver aften forsøger at blunde i stående position.

Og sådan er det hele vejen igennem. Intet er, som det lyder, og den værste følelse, der p.t. kan ramme en dansker, er ægte indignation eller, endnu værre, vrede. Sorg, glæde, vrede, angst og seksualitet anses traditionelt for at være de fem grundfølelser, men vi er godt i gang med at afskaffe vreden. Den er uønsket i det offentlige rum og dermed også i sygeplejen. Hvad der ikke udkommer af bøger, hvor den forbudte følelse kanaliseres over i mavefornemmelser, få styr på dit liv, mød færre idioter, forstå din chef osv.

Alt sammen for at undgå ufred og det direkte: ”Jeg er virkelig uenig med dig.” Gummisproget betyder, at afsenderen er helt og aldeles umulig at drage til ansvar for noget som helst, for afsenderen har ikke sagt noget som helst. Kun bløde fyldord uden ægte mening bølger af sted og mestendels i et toneleje, der kan få selv det mest kolikramte spædbarn til at falde i dyb søvn på sekunder.

Et af de ord, der er produktet af vores fælles drab på vreden, er udfordring. Læg mærke til, at problemer ikke findes længere.

Vi har derimod talrige spændende og interessante udfordringer foran os. Jeg kan huske sidste gang, problem blev udtalt, så jeg kunne forstå det. Det var, da det på tv lød: ”Okay, Houston, we’ve had a problem here.” Det var i april 1970 som en reaktion på, at en ilttank eksploderede og effektivt forhindrede Apollo 13 i at foretage en landing på månen. Problemet kunne have kostet den samlede besætning livet, hvis ikke de havde erkendt problemets alvor.

Et problem er en alvorlig stopklods, en udfordring blot et bump på vejen, som gennem fælles spejderånd og indsats kan forceres. Så for at skabe den rette ånd i et team, et arbejdsfællesskab eller i en forening er det ordet udfordring, der luftes, gerne med et smil på læben.

Jeg synes, der er for mange dækningsløse ord i vores modersmål, og der bliver verbalpyntet både til jul og nytår. Målet er et konfliktfrit samvær, for det formodes at øge produktivitet og trivsel. ”Jeg hører, hvad du siger,” er den rendyrkede omskrivning af en erkendt uenighed. En terapeutisk formulering af denne uenighed, der dæmper optræk til en eventuel diskussion.

Når man er blevet hørt, så er man også forstået og til en vis grad accepteret, er rationalet.

Det er ikke en ønskværdig kultur, vi dér har skabt. Så hellere et par finker af panden, en smækket dør eller et kort og kontant udbrud af de små eller store. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der er dødtræt af den manglende meningsudveksling.

At dømme efter mange af de udslukte ansigtstræk, mine medmennesker præsenterer ved alenlange møder eller konferencer, befinder de sig i en tilstand af dyb resignation. En slags trance.

Jeg synes, nytårsforsættet skal være en sprogrenser-kur, som vi alle kan indtage. Så sproget kan blive frisk og godt, og vi kan atter tale frit og forståeligt.

Men vil alle være glade for kuren?

Om lidt kommer der sikkert en stresscoach og beder mig følge med. Tyg på en rosin i 20 minutter, lær mindfulness, og vær med i en gruppe, der dyrker specialyoga i lavendeldamp.

Jeg må hellere deltage.

Men jeg mener nu alligevel, at vi skal vogte over grundfølelserne.'

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sprog