Gamle har også en seksualitet

Mens vi læste til sygeplejersker, havde vi valgfaget ”Sexologi og seksualitet”. Her blev vi gjort opmærksom på, at seksualiteten har ringe kår i sygeplejen.

Selvom der de seneste år er kommet mere fokus på emnet, er det stadig ikke noget, der bliver talt meget om mellem sygeplejerske og patient eller borger. Særligt i ældreplejen lader det til at være et overset område. De ældre, der bor på et plejehjem, er meget forskellige, når det kommer til fysisk og psykisk formåen. Derfor er det væsentligt at huske på, at de ikke alene af denne grund skal have problemer med at bevare deres seksualitet. 

Undersøgelser viser, at ældre mennesker gerne ser samtaler om seksualitet som en del af sygeplejen, men samtidig at det er sygeplejerskens opgave at bringe emnet på banen (1). Uddannelsen til sygeplejerske indeholder næsten ingen undervisning i sexologi eller kommunikationen omkring dette. Derfor kan det ikke undre, at sygeplejersker ikke ser det som et centralt emne i sygeplejen. For hvis det var så vigtigt, var det vel en del af uddannelsen?

Det at flytte på plejehjem er for mange ældre sidste udvej, og det betyder en ændret hverdag for de fleste borgere. Borgeren bliver måske revet ud af sine egne faste rutiner og sat ind i nogle, der passer plejepersonalet og hverdagen på plejehjemmet. På denne måde kan det også være svært for borgeren at værne om sit privatliv.

Endvidere ses også tab af funktionsevne på grund af manglende aktivering. Når plejepersonalet pludselig reder borgerens seng og serverer morgenmad, leder dette til inaktivitet. Som det gælder på mange områder i livet, handler det om at holde sig i gang. Hvis den seksuelle aktivitet stopper helt, falder de seksuelle funktioner og lysten, og det bliver sværere at komme i gang igen (2).

Medierne og samfundet ser ældre mennesker som aseksuelle. Når ældre menneskers seksualitet nævnes i medierne, er det ofte i forbindelse med problemer. F.eks. har det været fremme, at personale på et plejehjem i Danmark valgte at give borgerne beroligende medicin, når de viste tegn på seksuel adfærd. Det kan tyde på, at der hersker stor uvidenhed om og manglende redskaber til at håndtere denne problemstilling. Dette sker til trods for, at en sund seksualitet bl.a. er med til at give livsglæde, velvære og mindske risikoen for depression (3).
 

Tavshed besvares med tavshed

Vores konklusion var, at der i sygeplejen opstår et tovejstabu mellem sygeplejersken og borgeren. Sygeplejerskerne er bange for at krænke borgeren med spørgsmål om seksualitet, og borgeren er bange for at gøre sygeplejersken flov, hvis han stiller spørgsmål eller deler sine bekymringer med hende. På denne måde besvarer man tavshed med tavshed.

Det kan give problemer, da sygeplejersken indirekte gør borgerens seksualitet og eventuelle seksuelle problemstillinger til bagateller. Sygeplejerskerne mener, at det kun er nødvendigt at tale om seksualitet, hvis det har noget med borgerens sygdom at gøre. Der skal være en konkret, faglig indgangsvinkel, og sygeplejerskerne synes ikke, det skal være noget, de som standard taler om.

Det kan være en fordel, at afdelingen udarbejder retningslinjer, der hjælper sygeplejerskerne med at gøre seksualiteten til en del af dagligdagen. Disse retningslinjer kan f.eks. blive en del af praksis ved hjælp af en fortrykt plan, så det samtidig kan dokumenteres, at det er en del af sygeplejen at tale om seksualitet (4). Ved hjælp af en fortrykt plan og dokumentation bliver det nemmere at se, hvis en borger har seksuelle behov, han skal have hjælp til at opretholde.

Sygeplejerskerne skal have undervisning i kommunikation, der specielt omhandler seksualitet. Det kræver, at der er tillid mellem sygeplejersken og borgeren, og at sygeplejersken direkte og indirekte viser, at det er helt i orden at tale om seksualitet. Denne tilladelse gøres der bl.a. opmærksom på i PLISSIT-modellen, se boks 1.

Ledelsen har et stort ansvar for, at seksualitet bliver en del af ældreplejen. De skal gå foran og vise, at det på deres plejehjem eller afdeling er lige så naturligt, at ældre har en seksualitet, som det er at spise aftensmad.
 

Ældre har en seksualitet

De fire interviewede sygeplejersker har forskellige holdninger til ældres seksualitet.

En sygeplejerske fortæller, at det ikke er det område, der arbejdes mest med, men at man om nødvendigt skal gå ind i det.

En anden mener, at ældre mennesker på plejehjem ofte er svækkede, og derfor er det ikke noget, de tænker så meget på. En tredje sygeplejerske siger, at hun ikke ville bryde sig om, at der var noget sundhedspersonale, der spurgte ind til hendes seksualitet.

En sidste sygeplejerske mener, at alle har en seksualitet, og den skal bevares på en eller anden måde. Til gengæld er sygeplejerskerne enige om, at de ældre har et seksuelt behov, men at det er et meget svært område at berøre.

Sygeplejerskerne påpeger, at de mennesker, der er ældre nu, er opdraget til, at seksualiteten skal gemmes væk. De er bange for at krænke de ældres blufærdighed, hvis de som standard skal spørge ind til seksualiteten. Sygeplejerskerne taler altså om, at det er af hensyn til den ældre, at seksualitet som emne ikke bliver taget op. De taler ikke om deres egen blufærdighed. Man kan overveje, om gamles seksualitet derfor mest er tabu for sygeplejerskerne og i mindre grad for de gamle.

Det plejehjem, hvor sygeplejerskerne er ansat, har ikke en seksualpolitik, og der er ingen retningslinjer eller dokumentationsstandarder, der gør, at sygeplejerskerne kommer ind på emnet som standard. Hvis de skal tale med de ældre om deres seksualitet som standard, ønsker de retningslinjer for, hvilket niveau det skal foregå på.

Seksualitet må integreres i sygeplejen

Vi forsøgte at finde svar på, hvordan sygeplejersker håndterer plejehjemsbeboeres seksualitet, og hvordan emnet bliver en integreret del af sygeplejen. Vi havde på forhånd en idé om, at seksualitet ikke var det, der blev talt mest om i ældreplejen.

Sygeplejerskerne fortalte i interviewet, at det ikke er noget, de taler særlig meget om. Vi lagde mærke til, at sygeplejerskerne synes, at det er en naturlig ting, at de ældre har et seksuelt behov, men alligevel skal der være en særlig grund til at tale om det. Det er altså svært for sygeplejerskerne at tale om seksualitet, og vi forsøgte at undersøge, hvad der skal til, for at sygeplejerskerne kommer over denne barriere.
 

Sygeplejerskernes syn på seksualitet

Der findes desværre ikke meget litteratur om ældres seksualitet i forhold til andre områder af ældreplejen. Der findes undersøgelser, der handler om, hvordan ældre mennesker ønsker, at seksualitet skal være en del af plejen, men ingen der præcis beskriver, hvordan sygeplejerskerne egentlig selv ser på det.

Derfor valgte vi at interviewe fire sygeplejersker i ca. en time og havde på forhånd udarbejdet nogle forslag til spørgsmål og cases, så sygeplejerskerne kunne reflektere over, hvordan de ville handle i forskellige situationer. Vores interview blev derfor halvstruktureret, så der samtidig var plads til, at de kunne tale frit i en del af interviewet. Fordelen ved vores interview var, at samtalen mellem sygeplejerskerne førte til spontane og emotionelle udtalelser om emnet (5).

Tillid skal der til

Til at belyse vores empiri fra vores interview valgte vi tre forskellige teoretikere. Sygeplejeteoretikeren Kari Martinsen har skrevet om det faglige skøn og sansningen i sygeplejen. Da seksualitet er et emne, hvor det er vigtigt at bruge sin intuition for at vurdere, hvad man kan tillade sig at tale om, fandt vi det relevant at bruge denne teori. Martinsen taler om, at tillid er vigtigt i sygeplejen.

Der er normalt tillid mellem sygeplejersken og borgeren fra deres første møde. Det er derfor ikke vigtigt at skabe tillid, men derimod meget vigtigt at opretholde den. Gennem samtaler udleverer man sig selv, og det gælder især, når samtalen omhandler seksualitet. Derfor må man sørge for ikke at nedbryde tillidsforholdet ved at latterliggøre eller misbruge den information, som borgeren giver. Sygeplejersken kan altså skabe tryghed for borgeren, så han føler sig godt tilpas ved at tale om sin seksualitet (6).

Den anden teoretiker, vi brugte, var teologen Knud Ejler Løgstrup. Han beskriver, hvordan alle mennesker har en urørlighedszone. Det er den, der gør, at man kan holde ud at være sammen med andre mennesker, fordi man ikke overskrider deres grænser. Urørlighedszonen kan være en barriere for samtaler om seksualitet, fordi sygeplejersken kan være bange for at krænke borgeren. Samtidig understreger Løgstrup, at urørlighedszonen kan nedbrydes, når mennesker f.eks. flytter ind på en institution.

De mennesker, der bor på en institution, har brug for hjælp, og som sygeplejerske kan man være nødt til at bryde almindelige grænser. Derfor kan sygeplejersken tillade sig mere, end andre kan, og borgeren vil højst sandsynligt ikke føle, at han bliver krænket, selvom sygeplejersken spørger ind til seksualiteten (7).

Som den sidste teoretiker brugte vi Erving Goffman. Ældres seksualitet er stigmatiseret, da ingen regner med, at den eksisterer. Goffman beskriver netop stigma (8). De ældre mennesker, der bor på plejehjem, bliver tildelt en bestemt identitet. Stigma er et karaktertræk, en person tildeles, som får personen til at fremstå anderledes og mindre værd end andre. Personen går fra at være et helt og almindeligt menneske til et degraderet og nedvurderet menneske. Mennesker, der flytter på plejehjem, anskues af samfundet på en bestemt måde. De er ofte fysisk svækkede og afhængige af hjælp fra andre mennesker. Det, at man ikke kan klare sig selv, er ildeset i samfundet og bliver forbundet med noget negativt.

Mennesker, der ikke bor på plejehjem, f.eks. sygeplejerskerne selv, tildeler borgerne en bestemt rolle. Derfor regner sygeplejerskerne ikke med, at de ældre borgere har brug for at udleve deres seksualitet, og det kommer som en overraskelse for dem, at det er noget, de skal kunne håndtere (9), se boks 2 og 3.

 
Video: Samtalen om seksuel sundhed

Litteratur

1. Møhl B. 2003. Ældre og seksualitet. In: Svajgaard T. (red.), Sidste Kapitel. Århus: Frydenlund; 2003.
2. Rostgaard T. Dansk ældrepleje i et nordisk og europæisk perspektiv. In: Glasdam S og Esbensen BA (red). Gerontologi – Livet som ældre i det moderne samfund. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2009.
3. Ritzau 2011. http:// Ældre får piller mod sexlyst nyhederne.tv2.dk/article.??? Indhentet den 29. april 2011. Gå ind på www.tv2.dk og søg på ”ældre får piller mod sexlyst”
4. Krøll V. Kliniske retningslinjer. København: Munksgaard Danmark; 2011.
5. Kvale S. Interview. København: Hans Reitzels Forlag; 2002.
6. Martinsen K. Fra Marx til Løgstrup, om etik og sanselighed i sygeplejen. København: Munksgaard Danmark; 2010.
7. Løgstrup KE. System og symbol. København: Gyldendal; 1982.
8. Goffman E. Stigma: København: Samfundslitteratur, 2009.
9. Sigaard L. Seksualitet – en omsorgsdimension. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.