Trafikoffer reddet af sygeplejersker på øvelse

Det er så tæt på virkeligheden som muligt, når Dansk Institut for Medicinsk Simulation afholder kurser. Gennem simulationsøvelser og refleksion har et traumeteam mulighed for at træne deres kommunikations- og samarbejdsevner.

SY-2012-01-31-1a
Anæstesisygeplejerske Karina Johannesson taler til den bevidstløse patient, som i virkeligheden er medicinstuderende og ganske rask. Med 90 km/t er en 25-årig mand kørt ind i et stengærde med sin bil. Foto: Foto: Simon Klein-Knudsen

”Av, for helvede,” stønner han fra ambulancebåren.

Anæstesisygeplejerske Karina Johannesson holder med let spredte fingre og et fast greb om hans hoved, der er blodigt og forslået. 

”Du må ikke bevæge hovedet,” siger hun tydeligt.  ”Alle klar?” spørger Karina Johannesson resten af traumeholdet.

 "1, 2, 3, løft!” Patienten brøler i smerte, da læger, portører og sygeplejersker løfter ham over på båren på traumestuen på Herlev Hospital.

”Jeg kan ikke holde det ud,” hulker han, mens en læge hurtigt og håndfast klipper cowboybukserne og T-shirten af ham, så et stort mørkerødt sår på hans højre lår kommer til syne. Hurtigt og koncentreret arbejder traumeholdet omkring den unge mand. Blå stabiliseringsblokke bliver fundet frem. Blod og saltvandsdrop bliver sat op. Og en bækkenslynge bliver efterlyst.

”Er maven blød?” spørger lægen kursuslederen fra Dansk Institut for Medicinsk Simulation, DIMS, der overværer kursets første simulationsøvelse fra enden af båren. Hele dagen skal traumeholdet sammen med kursuslederne træne akutmodtagelsen af traumepatienter gennem medicinsk simulation.
 

Man kan altid blive bedre

”Selvom man allerede har en masse teori og erfaring med traumepatienter, kan man altid blive bedre,” siger Karina Johannesson, der har været sygeplejerske i 16 år og til hverdag arbejder på Anæstesiafdelingen på Herlev Hospital.

”Der kan godt gå lang tid mellem, at jeg skal modtage en akut traumepatient, fordi vi er mange anæstesisygeplejersker på afdelingen om at dele akutfunktionen. Derfor er det vigtigt at holde praksissen ved lige,” siger Karina Johannesson om kurset.

Gennem rollespil i et virkelighedstro miljø kommer hun og de andre kursister ud i pressede og udfordrende situationer, der kræver, at de især bruger deres evner til at kommunikere og samarbejde. Det er netop disse ”ikketekniske” færdigheder, som dagens kursus skal træne.

”Hvordan går det med smerterne?” spørger Karina Johannesson patienten på traumestuen. Han er holdt op med at jamre og svarer ikke på spørgsmålet. Karina Johannesson fortsætter med at tale højt til ham og spørger, om han kan høre hende. Det kan han tilsyneladende ikke. 

”Der er ikke nogen kontakt med patienten længere!” konstaterer hun til sidst med klar og tydelig stemme og kigger op på skærmen med hans værdier.

”SAT’en falder til 90,” oplyser hun og sender kollegerne et anstrengt smil for at signalere, at der snart skal ske noget. Hendes hænder omslutter stadig patientens hoved. Lidt frustreret tramper hun i gulvet.

”SAT 88” tæller Karina Johannesson ned, mens arbejdspresset omkring båren stiger.

”Vi må formode, at han bløder,” siger teamlederen roligt. Lægen beslutter at intubere, så Karina Johannesson knæler for at gøre plads til lægen, der iler om til patientens hoved med tuben. 
 

Refleksion er læring

”Tak, vi holder,” afbryder kursuslederen, netop som lægen placerer tuben ved patientens mund. Med ét fordufter den akutte stemning fra stuen, og Karina Johannesson slipper patienten, der upåvirket af de blodigt sminkede sår og et simuleret brækket bækken rejser sig frisk fra båren og går ud af rummet. Han er i virkeligheden medicinstuderende og ansat til at agere patient på kurset.

”Det er vigtigt at arbejde som et team, for i en traumesituation kan enkelte minutter være afgørende for, om patienten overlever,” siger Karina Johannesson og går mod mødelokalet i kælderen, hvor sygeplejersker, læger, portører og radiografer fra øvelsen skal mødes til debriefing.

Her fortæller flere af kursisterne, at de manglede overblikket under øvelsen, og at ressourcefordelingen ikke var optimal. En vigtig del af DIMS’ kurser er, at kursisterne sammen gennemgår øvelsen og reflekterer over forløbet. Bl.a. ved at gennemgå deres svage og stærke sider. Sammen ser de også en videooptagelse af øvelsen, og den fremhæver Karina Johannesson som særlig lærerig:

”Øvelsen var meget autentisk og realistisk, og jeg oplevede situationen som lidt kaotisk. Derfor var det lærerigt, at vi bagefter kunne se på videoen, hvad der fungerede og ikke fungerede.”

Da hun skal til dagens næste simulationsøvelse, har hun og de andre kursister alle et personligt læringsmål med sig fra debriefingen, som de skal arbejde videre med.

Hvor nogle især skal fokusere på at kommunikere tydeligere, skal Karina Johannesson prøve at tænke alternativt i forhold til ressourcefordelingen. Debriefingen fungerer på den måde som et vigtigt læringsredskab, og i anden omgang var kommunikationen og samarbejdet i teamet mærkbart bedre, siger Karina Johannesson. Hun oplevede selv, at hun var ekstra opmærksom på rollefordelingen. 

”Jeg er blevet endnu mere bevidst om at samarbejde som et team og har fået endnu mere forståelse for de andres arbejde.” 

Fra flysimulator til anatomisk model

Siden begyndelsen af det 20. århundrede er simulation blevet brugt til at træne piloter i flysimulatorer, og metoden har i mange år været en obligatorisk del af uddannelsen inden for f.eks. luftfart, rumfart og søfart. Først i 1990’erne begyndte man at bruge simulation til at træne anæstesilæger og -sygeplejersker i bl.a. teamwork, ledelse, diagnostiske strategier og behandling i kritiske situationer. I den medicinske verden består simulationen bl.a. af manikins, en slags dukker, som er koblet til en computer, der kan simulere ”patientens” åndedrag, puls og blodtryk, eller skuespillere, der agerer patienter. Ved at øve situationer i en simulering lærer man procedurer, udstyr og samarbejdsfærdigheder at kende uden at sætte liv på spil. Hvert år kommer 10.000 kursister gennem DIMS.
 
Kilde: www.regionh.dk

Gang i simulationen

Der er gang i landets simulationscentre. I hvert fald hvis man spørger kursusleder fra Dansk Institut for Medicinsk Simulation (DIMS) Anne-Mette Helsø. Sygeplejefaglig uddannelse ved hjælp af simulation bliver mere udbredt både på grund-, efter- og specialuddannelserne. DIMS har bl.a. trænet det nyansatte sundhedspersonale på vagtcentralerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland ved at simulere patienter, der ringede til alarm 112. Ligeledes kan personalet på skadestuen bl.a. blive trænet i modtagelsen af det akutte barn, og på specialuddannelsen for anæstesi- og intensivsygeplejersker og efteruddannelsen for kardiologiske sygeplejersker er simulationstræning en fast del af undervisningen.

Emneord: 
Færdigheder
Refleksion
Samarbejde
Simulering