Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

130 kilo tunge patienter udløser ekstra personale

Når svært overvægtige patienter bliver indlagt på sygehuset, belaster det personalet og koster ekstra ressourcer. Nye resultater fra Sygehus Lillebælts bariatriprojekt dokumenterer, at det for alvor betyder noget, når patientens vægt kommer op over 130 kilo.

Sygeplejersken 2012 nr. 10, s. 9

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2012-10-9-1aSamtlige faggrupper, som håndterer patienter, har været på kursus i brugen af hjælpemidler og teknikker til at løfte og vende. Foto: Charlotte Dahl

Jo større BMI en patient har, jo mere personale skal der til, og jo mere fysisk belastet føler personalet sig. Hvis patienten vejer mellem 130 og 150 kilo,  svarer 50 pct. af personalet, at de føler sig fysisk belastet. Når patienten vejer over 190 kilo, er det hele 95 pct., som føler sig belastet.

Resultaterne fremgår af Sygehus Lillebælts projekt ”Bariatrisk Patienthåndtering”, som skal kortlægge, hvordan sygehusene håndterer bariatriske patienter på baggrund af flere end 500 personalers oplevelser.

SY-2012-10-9b”Undersøgelsen viser, at grænsen går ved de 130 kilo. Når patienten er tungere end det, så udløser det bøvl i form af, at man skal være flere om at vende patienten, der skal bruges særlige bariatriske hjælpemidler, og man skal bruge flere kræfter,” forklarer projektleder og cand.scient. Ann Mathilde Furrer.

Undersøgelsen viser også, at mere end hver femte patient med BMI over 30 kræver næsten en tredobling (1,9 ekstra personale) ved håndtering i plejen.

Mænd, pas på jer selv

Især det mandlige personale finder det fysisk belastende at håndtere bariatriske patienter. Det gælder 58 pct. af mændene, mod 46 pct. af deres kvindelige kolleger.

”Det skyldes, at portørerne ofte er mænd, og de bliver netop tilkaldt til at hjælpe med de bariatriske patienter,” siger Ann Mathilde Furrer.

I øvrigt viser tallene fra undersøgelsen, at jo større BMI personalet selv har, jo mere fysisk belastende finder de patienthåndteringen. Det betyder måske, at kvinder ofte tilkalder mænd til at hjælpe med at håndtere de tunge patienter.

”Det er kvinderne, der har de højeste BMI-tal, og dermed har sværest ved at håndtere de tunge patienter. Der kan være en tendens til, at det er mænd, der bliver spurgt om at hjælpe med at vende tunge patienter.

Derfor er vores budskab til mændene, at de skal passe på sig selv. Selvom der står fire kvinder og kigger på, skal de ikke føle, at de bare skal tage fat. De skal tilkalde tilstrækkeligt med hjælp og bruge de hjælpemidler, som er til rådighed. Det er noget, vi vil have særligt fokus på i vores undervisning fremadrettet,” siger Ann Mathilde Furrer.

Projekt Bariatrisk Patienthåndtering udmunder i politikker for patienthåndtering. Projektet er støttet af Forebyggelsesfonden, og det skal evalueres 15. september 2013.

Læs mere på: www.forebyggelsesfonden.dk