Dilemma: Skynd dig langsomt

 ”Du skal bare skynde dig langsomt,” siger overlægen, som netop i samråd med patientens udviklingshæmmede 28-årige kone har besluttet, at patienten, en 64-årig mand med levercirrose, prostatacancer og metastaser til hjernen, alligevel skal genoplives ved hjertestop, for det ønsker konen.

Sygeplejersken Lulu forsøger at diskutere det rimelige i den beslutning, da hun ikke mener, det er forsvarligt at genoplive en person, der er uafvendeligt døende. Overlægen holder fast i sin beslutning. Patienten dør tidligt om morgenen i Lulus vagt, og hun undlader at kalde hjertestop. Mellemvagten er svært utilfreds med Lulus beslutning, overlægen mener fortsat, at det at skynde sig langsomt er en god måde at reagere på.

Lulu er godt klar over, at hun kunne have fået en sag på halsen, fordi hun ikke reagerede, men hun synes, hun kan argumentere for sin beslutning.

Afdelingens personale har efterfølgende en meget frugtbar diskussion om liv og død, og hvad de forstår ved udtrykket en værdig død. Hvad tænker du om forløbet?

Sygeplejersken har bedt formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, Dorte E.M. Holdgaard, og medlem af Sygeplejeetisk Råd, anæstesisygeplejerske, SD, Erik Weye, om svar på det etiske dilemma.

Dorte E.M. Holdgaard: Casen er et signal om, at der er brug for udarbejdelse og implementering af en etisk guideline ved ordination af ”Ikke Genoplivning ved Hjertestop”.  Guiden kan beskrive, hvilke forhold man som læge bør være opmærksom på ved disse svære ordinationer.

Juridisk som etisk bør ordinationen udarbejdes i samråd med patienten, men da casen ikke beskriver, om patienten kan kommunikere, eller om der foreligger ønsker fra denne, kan lægen indhente oplysninger hos den pårørende. Det er ikke den pårørendes afgørelse, hvad der skal ordineres, heller ikke når den pårørende ikke er udviklingshæmmet. Den pårørende kan give informationer til lægen om patientens holdninger og livsførelse, så grundlaget for ordinationen bliver det bedst mulige billede af, hvad patienten selv ville have ønsket.

Argumentet for ikke at følge den lægelige ordination er, at patienten skal have en værdig død. Men det bekymrer mig, at der intet steds er anført, hvad patienten forstår ved en værdig død. Ej heller anføres, hvad hustruens begrundelse for ønsket om genoplivning baseres på. Måske betyder det uendelig meget for hende, at hendes mand bare er i live.

Erik Weye: Hvad kan, hvad skal og hvad bør vi som sygeplejersker gøre? Vi kan forelægge patienten problemstillingen og respektere dennes valg. Vi skal handle, hvis lovgivningen skal være ledetråd. Men bør vi iværksætte genoplivning for at forlænge en patients liv i lidelse?

Lulu handler med omtanke og reflekterer etisk ved ikke at igangsætte genoplivning af den 64-årige cancerpatient. Hun vedkender sig det faglige og personlige ansvar for sine vurderinger og handlinger, og hun anvender et fagligt skøn, kritisk stillingtagen, og hun har mod og viser omtanke. Hun udøver respekt for værdigheden hos den patient, hun er ansvarlig for. Der er naturligvis mange indfaldsvinkler på det beskrevne scenarie, men en beslutning om ”at skynde sig langsomt” er ikke brugbar, hverken for patient, pårørende eller personale. En sådan beslutning er et oplagt diskussionsemne på en afdeling.

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk  Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.