”For mig var det jo ikke hverdag”

De overhalede ham indenom, de to små sønner. Når der blev tisset på familiens toilet, var knægtene hurtigt færdige, mens Martin  Østergaard måtte vente en mindre evighed på at komme af med vandet.  ”Det opstår ikke lige pludselig. Det kommer snigende hen ad vejen. Til at starte med trak jeg bare lidt på skuldrene og tænkte, nå ja, det går nok,” siger Martin Østergaard, der nåede at gå med problemerne over et halvt år, før han for tre år siden blev så opmærksom på det, at han tog en tur til lægen.

Med bange anelser for at det skulle være prostatakræft og med en noget vantro følelse af, at han da var alt for ung til det.

I dag er den nu 50-årige parterapeut og foredragsholder rask og fortæller gerne åbent om, hvordan det var at være patient. Men sådan var det ikke dengang, for selvom Martin Østergaard normalt ikke er spor blufærdig, var det noget helt andet, da det var hans eget vandrør, der skulle snakkes om.
”Hvis du har ondt i albuen, kan du stikke den op i hovedet på folk og vise, hvor det gør ondt. Dernede, hvor vi normalt har et håndklæde om, når vi skifter badebukser på stranden, er det intimt og linket til noget seksuelt. Det er jo ikke et sted, man bare lige viser frem,” forklarer han.

Det gjorde det endnu sværere, at der måske var tale om kræft, og der gik mange tanker igennem hans hoved.
”Tænk, hvis jeg aldrig får den op at stå igen! Det var svært at tale om. Når det handler om ens pik, bliver det akavet. Jeg jokede også med det. Det sårbare bliver lidt lettere, hvis man laver fis med det,” husker han.

Martin Østergaards læge sendte ham videre i systemet til en urologisk klinik, hvor lægerne og sygeplejerskerne kunne fortælle, at det ikke var den frygtede sygdom, men en forsnævring af urinrøret, og at det kunne afhjælpes med en mindre operation og en efterfølgende længere periode med kateter.

”De var søde og hensynsfulde, men det var også meget specielt. Pludselig står der jo bare en fremmed dame med ens diller i hånden,” fortæller han om sygeplejersken og understreger, at hun gjorde det helt professionelt.
”Men for mig var det jo ikke hverdag, som det er for dem,” siger han.

Drypperi - noget at tænke over

Martin Østergaard savnede ikke selv mere information, da han først var i forbindelse med sundhedsvæsenet, men som forebyggende instans mener han, det vil være en god idé med mere fokus på mænds vandladningsproblemer.

”Hvis der var nogen, der havde spurgt mig, dengang jeg selv havde svært ved at tisse, havde jeg sikkert plapret løs. Som mand vil den første reaktion tit være at sige, at det går helt fint, men allerede der har man givet en mulighed for, at han tænker over det, næste gang han tisser. Der var måske en grund til, at sygeplejersken spurgte ham om det,” siger han og mener ikke, det vil være grænseoverskridende, hvis man bliver spurgt om sine vandladningsvaner, selv om man kommer ind med f.eks. en brækket arm.

”Folk har den opfattelse, at der er nogle tjekspørgsmål, vi bliver stillet, når vi f.eks. når en særlig alder. Det holder op med at være grænseoverskridende, når det bare bliver gjort generelt,” siger han. 

Læs mere

Vil du vide mere om den mandlige patient, er der flere danske informationsbøger, der behandler emnet. Se f.eks.:

Kend din krop, mand

Af Kaare Christensen m.fl.

”Hvorfor kan mænd og kvinder have så svært ved at forstå hinanden? Hvorfor dør mænd så tidligt? Hvad kan mænd gøre for at tage vare på deres krop – også i en høj alder? I denne bog belyser forfatterne mandelivets ”fire store S´er”: Sundhed, Sex, Sport og Sind:”

Fra regnorm til anakonda – den mandlige bækkenbunds muskler og funktion

Af Søren Ekman, bevægelsespædagog og leder af Gotvedskolen
”Bogen om mandens bækkenbund – det bedste alternativ til potenspiller. Når mandens penis ændrer karakter fra regnorm til anakonda, er det ikke ved hjælp af magi, selvom det måske kan virke sådan. Det drejer sig om forholdsvis simple kropslige processer.”

Mænd, sundhed og sygdom – Ronkedorfænomenet

Af Simon S. Simonsen, filosof og ph.d. i sundhedsvidenskab

”Som ægte John Wayne-typer ignorerer mange mænd kroppens signaler og betragter deres krop som noget, der bare fungerer – indtil den bryder sammen – mens andre går over i den anden grøft og bliver hypokondere.”